Da Rosanne Cash var 16, var der kun én ting, hun var sikker på. Countrysangerinde skulle hun i hvert fald ikke være!
Hendes far var den berømte countrysanger Johnny Cash, hendes onkel Tommy Cash var også musiker, og efter skilsmissen fra Rosannes og hendes tre søskendes mor havde hendes far, Johnny, giftet sig med June Carter og dermed ind i countrymusikkens absolutte 'højadel'.
LÆS OGSÅ Sagaen om Cash
Så Rosanne trak i trompetbukserne, fik langt glat hippiehår og snakkede alvorligt om anarkisme.
Alligevel er den nu 56-årige Rosanne Cash endt som en af USA's mest respekterede countrysangerinder og en af countrymusikkens mest berømmede og musikhistorisk bevidste sangskrivere.
Udfordrer de snævre rammer
Hvad skete der dengang? Jo, dagen efter at hun var blevet færdig med highschool, tog farmand Johnny hende med on the road.
Først skulle hun tage sig af musikernes kostumer, men snart stod hun bag mikrofonen og sang. Først kor. Så solo. Efter to et halvt års turneren var datteren solgt til traditionens stanglakrids.
Historien kan man læse i Rosanne Cashs bevægende og berømmede memoirer, 'Composed', der starter med begyndelsen:
»Jeg blev født 24. maj 1955 i Memphis, Tennessee, en måned før min fars første single, 'Cry, Cry, Cry', blev udsendt på Sun Records«.
Ethvert menneskes historie er også dets familiehistorie. I hvert fald hvis familien er en countryfamilie. For her handler sangene og livet traditionelt ikke kun om forelskelse og begær.
Men på en måde har Rosanne alligevel været tro imod sit oprør. Hun har altid gjort sit for at udfordre countrymusikkens til tider snærende skabeloner.
Hun debuterede i 1978, og hendes første plader var succesfulde countryplader nogenlunde efter bogen. Men f.eks. på de to hovedværker fra 1990'erne, 'Interiors' og 'The Wheel', har hun skabt sin egen dybt personlige aflægger af countrymusikken og etableret sig som en af USA's fornemste sangskrivere uanset genre.
Og så bor hun i New York. Selve antitesen til Nashville. Det er et andet løfte og et, hun har holdt.
Det meste af barndommen boede familien Cash i Casitas Springs ved Ventura i Californien. På grunden myldrede det med klapperslanger, behårede edderkopper og skorpioner. Rosanne udviklede en nærmest fobisk skræk for krybet.
De var næsten endnu værre end nonnerne på den katolske skole, hun gik på. Så snart hun kunne, flyttede Rosanne Cash til storbyen, hvor et menneske kan udforske sin egen åndelighed uden at blive pisket med et bibelbælte.
Først til London. Siden til New York.
En sjælden gæst
Det er en kunstner i den absolutte topklasse, der i dag gæster København. Men noget stort navn er Rosanne Cash ikke herhjemme.
Rosanne Cash har været for egensindig til at blive hevet med af countrymusikkens succes i de perioder, hvor country har nydt massiv mainstreampopularitet.
Og for folk, der søger den smagfulde americana, har Rosanne Cash måske alligevel været for country. Selv om hun har blandet genrerne lige så frit og talentfuldt som en Lucinda Williams.
Læg dertil, at hun i flere omgange på prekære tidspunkter i karrieren har været alvorligt sat tilbage af sygdom.
I 1998 blev hun opereret for en polyp på stemmebåndet og kunne ikke synge i to år. I 2007 måtte hun opereres for en sjælden sygdom i hjernen, men hun kom sig og kunne et år senere så småt begynde at skrive og optræde igen.
Men nu kommer hun altså til Danmark som en duo sammen med sin mand, producer og guitarist John Leventhal.
»Vi spiller sange fra mit seneste album, 'The List', sange fra hele mit bagkatalog og et par sange fra det nye album med sange om folk og steder fra før og nu i Sydstaterne, som vi skal indspille til efteråret«, fortæller Rosanne Cash i telefonen fra New York.
Parret har rejst flittigt i Sydstaterne på research og besøgte senest blueskongen Robert Johnsons grav og forfatteren William Faulkners hus.
»Det er utrolig inspirerende. Mange har et indtryk af Syden som et reaktionært, højreorienteret og forbenet sted, men der er mange flere aspekter, og musikken er så fantastisk inspirerende. Selv om jeg er født i Memphis, er det ikke nostalgi. Jeg betragter Sydstaterne som et sted, der vibrerer af liv.
Det nye album er i mine øjne sidste del af en trilogi. 'Black Cadillac' handlede om tab, 'The List' handlede om arv, og det nye album skal samle det hele. Fortid og fremtid. Det gælder også musikalsk. Det samler Creedence Clearwater Revival, Bobby Gentry, blues og meget andet. Det bliver meget sumpet«, siger hun begejstret.
Arven er en trædesten
På spørgsmålet om, hvor stærk hendes tilknytning til countrymiljøet egentlig er, svarer hun, at hun i sit liv i Chelsea på Manhattan på mange måder føler sig fjern fra det. Men hun føler sig tæt på den musikalske arv og har netop nu et tæt samarbejde med countrymusikkens Hall of Fame om et Patsy Cline-projekt.
Hun har, som hun udtrykker det, et udpræget kuratorgen og er bl.a. konsulent på et større projekt om countrymusikkens historie.
Hun føler ikke noget behov for at være tæt på countrymusikkens miljø i Nashville, men føler sig som menneske og musiker uhyre tæt på musikkens rødder. Også hendes fars arv.
»Jeg får ikke sådan lov til at glemme min far! Det sørger andre for«, ler Rosanne Cash, som ellers kan bryste sig af at være et af de 'børn af de kendte', der på mest overbevisende facon har formået at etablere en fornem karriere på sine helt egne præmisser.
»Men jeg er mig arven bevidst. Det er en trædesten i mit liv. En smuk trædesten«, siger Rosanne Cash, der helt naturligt kom til at beskæftige sig indgående med forholdet til sin far, da hun skulle skrive sine erindringer.
Da hun skulle skrive om sin far, der for længst i hovedet på andre er blevet cementeret og ikoniseret som myte, men for hende var og er hendes eneste far.
Glubende appetit
Hun skriver om sin fars brede, ranke ryg, så man får en klump i halsen. Hun skriver om de hårde år og de gode år.
Men ikke mindst om sin far som et eksempel på en kunstner, der kunne kunsten at skræve over både kunst og familieliv, så begge dele fik, hvad de skulle. Et eksempel til efterfølgelse på, »hvordan man fra dag til dag med integritet kan leve som kunstner«.
Det er også fra sin far, Rosanne Cash har sin glubende appetit på countrymusikkens rødder.
Country Familiær hyldest for fuld musik til June Carter CashSangskatten fra dengang, da livet blandt emigranterne var hårdt, og hvor sange om såvel døde babyer som døde hunde var mangfoldige og afspejlede den barske fattige tilværelse i bjergene.
»Man får orden på sine tanker og begynder at se mønstre i sit liv, man måske kun havde anet før. Det var som at samle et puslespil. Min families historie er blevet fortalt så mange gange på film og på tryk, og jeg har aldrig rigtig orket at rette på misforståelserne. Men det gik op for mig, at hvis ikke jeg skrev min historie, ville en anden gøre det. Dette var i det mindste en ærlig beskrivelse af mine egne oplevelser og erfaringer«, siger Rosanne Cash, der ikke bare ud af det blå kunne skrive sine erindringer så formfuldt.
Cash har efterhånden et større forfatterskab af børnebøger, essays og fortællinger bag sig. Et forfatterskab, som blev grundlagt, da hun mistede stemmen uden at miste den kreative kløe.
Sætter mere pris på tingene
Åh jo, så var der endnu en ting, Rosanne Cash svor, hun aldrig skulle. Hun skulle aldrig have børn. Hendes mors rædselsberetninger om de fire fødsler havde skræmt hendes ældste datter fra vid og sans.
Ikke desto mindre fik Rosanne tre børn med sin første mand, countrysangeren Rodney Crowell, og hun har en søn med sin nuværende mand, John. Så der er ikke noget at sige til, at der bliver snakket og hevet i hende i baggrunden, mens tiden tikker, og interviewet nærmer sig sin afslutning.
Der er lige tid til at spørge, om de voldsomme sygdomsforløb har forandret hende som kunstner.
»Jeg sætter mere pris på alting og er blevet virkelig bevidst om, hvor kort tiden er. De to gange, jeg mistede min stemme, blev jeg så bange! Da jeg fik den tilbage, blev jeg bare så glad, og nu passer jeg virkelig, virkelig godt på den. Jeg går ikke bare på scenen og fyrer løs uden opvarmning, og jeg går stadig til stemmeterapeut.
LÆS OGSÅ Vennerne begravede Cash
Hvad angår hjerneoperationen, så lagde den mig virkelig ned et par år. Jeg tror ikke, jeg for alvor havde tænkt på min egen dødelighed, før det skete. Det gav mig en skærpet bevidsthed om, at man virkelig må koncentrere sig om at få gjort de ting, man gerne vil gennemføre«, siger Rosanne Cash, der er kendt for at tage sig god tid.
Ikke fordi hun er doven, men fordi hun er grundig. Tre år er det typiske interval mellem to Rosanne Cash-udgivelser.
»Jeg er mere omhyggelig end tidligere. Jeg vil ikke bare lave en plade, fordi pladeselskabet siger, at ifølge kontrakten er det tid til en ny plade. Jeg vil have, at alle sangene skal være de helt rigtige. Det er jeg nærmest lidt besat af. Jeg vil ikke bare udgive noget. Jeg vil udgive den helt rigtige og absolut bedst tænkelige samling sange. Vi er ved at nærme os med den nye plade, der musikalsk i høj grad bliver bygget op omkring Johns meget personlige guitarspil«.
En titel?
»Jeg tror, vi kommer til at kalde den 'Modern Blue'«.
fortsæt med at læse
