»Dengang jeg stadig boede i St. Louis, var jeg klart en af dem, der i en alt for ung alder kastede sig over de mest komplekse filosofibøger uden rigtigt at forstå halvdelen af det, der stod i dem. Den seje ting at gøre var at gå på café, ryge cigaretter i smug og læse Dostojevskij. Dengang skrev jeg lidt sange for mig selv, men jeg var meget beskyttende overfor det, jeg skrev, og det var først, da jeg flyttede hjemmefra og kom til Chicago, at der begyndte at ske noget. I Chicagos musikmiljø kender alle hinanden, og det var sådan, jeg mødte Will Oldham, eller Bonnie ’Prince’ Billy, som jeg senere kom til at turnere med.
»En aften spillede jeg en DIY-koncert med en af mine venner i et projekt, det hedder Pillars and Tongues, og det var via dem, jeg mødte Emmett Kelly, der spiller med Bonnie ’Prince’ Billy. Han fortalte, at Will Oldham var på udkig efter musikere til et band, der skulle varme op for ham live ved at spille covernumre af den her plade, ’Babble’ af Kevin Coyne og Dagmar Krause. En ret skinger, teatralsk, punk-rocket plade. Meget teatralsk! Jeg blev ret overrasket, for jeg havde aldrig prøvet at synge sådan før. Jeg havde fokuseret på en mere blød folk-lyd i mine egne sange, og jeg må indrømme, at jeg ikke var så vild med musikken til at begynde med. Men det var en mulighed for at bruge min stemme på en ny måde, så jeg tænkte what the hell, jeg gør det«.
LÆS OGSÅ Amerikansk engel svider i sjælen og rusker i kroppen
»Jeg sagde mit caféjob op, for hvis der skal være en årsag til, at du siger dit job op, så skal det være fordi, du skal på turné med Will Oldham! Det var meget tilfredsstillende ting at gøre, og jeg endte med at lære virkelig meget af det. Ofte lærte jeg sangene 20 minutter inden, vi skulle på scenen, hvilket var ret voldsomt for mig, når vi skulle optræde foran tusindvis af mennesker. Men Will mente, det skulle være sjovt, og at jeg skulle prøve at slippe tøjlerne. En ting er at få sin stemme til at lyde interessant, når du synger alene, men det er noget helt andet at lære at dæmpe sin egen stemme med det formål at flyde sammen med det større formål i en sang. Det lærte jeg af ham«.
6 plader, der har formet Angel Olsen
Mariah Carey ’Music Box’ (1993)
»Det første kassettebånd, jeg fik, var Mariah Careys ’Music Box’. Jeg havde en storebror, som var vild med R&B, og det var takket være ham, at jeg blev vild med Mariah Carey, især sangen ’Hero’. Men jeg lyttede også til Blondie, Beach Boys, Beatles, The Everly Brothers og masser af Motown som barn. Fordi jeg var den yngste i familien, blev jeg eksponeret for al den musik, de andre lyttede til«.
Lauryn Hill ’The Miseducation of Lauryn Hill’ (1998)
»R&B betød meget for mig. Lauryn Hill var jeg virkelig glad for. Og Boyz II Men. Jeg kunne godt lide harmonierne i R&B og den måde, en sangerinde som Lauryn Hill brugte sin stemme på. Nærmest som et selvstændigt instrument. 1990’erne var en tid, hvor folk eksperimenterede ret meget med lyden, og jeg fik indtryk af, at det i højere grad handlede om at samarbejde end om ens egen fantastiske megastar-solokarriere. Det kunne jeg godt lide. Musik har i det hele taget fyldt meget i mit liv, siden jeg var helt lille. Jeg fik et keyboard i en meget tidlig alder og skiftede senere til klaver. Til sidst begyndte jeg også at spille guitar. Da var jeg ni eller ti«.
Neutral Milk Hotel ’In the Aeroplane Over the Sea’ (1998)
»Da jeg blev lidt ældre, fik jeg ørerne op for den mere alternative musik. Mt. Eerie, Of Montreal, Neutral Milk Hotel. Det var der, det gik det op for mig, hvor meget forskellig musik der blev lavet. Også musik, der måske ikke umiddelbart var så behagelig at høre på ... Men jo mere jeg lyttede til den, jo bedre forstod jeg, hvor den kom fra. Sådan havde jeg det med Neutral Milk Hotel. Af en eller anden grund troede jeg, at ham, der sang (Jeff Mangum, red.), var skotsk. Måske på grund af sækkepiben … Han skabte et helt eget univers omkring sine sange. Det var nærmest poesi. Jeg anede ikke, hvad pladen handlede om, men den betød virkelig meget for mig i forhold til at forstå, hvordan musik også kan lyde«.
The Velvet Underground ’The Velvet Underground & Nico’ (1967)
»Jeg var nok 17, og jeg havde aldrig hørt om den her plade før, men den åbnede virkelig mit sind op for, hvordan musik også kunne lyde. For mig var det lyden af noget helt nyt. Lou Reed var virkelig god til at ruske op i den her ret primale rock’n’roll. Det var ikke altid melodisk, og det var ikke altid, instrumenterne var stemt helt rigtigt. Det var ikke engang altid, hans tekster rimede. Men fordi han leverede dem med den kraft og attitude, han gjorde, blev man virkelig overbevist«.
Leonard Cohen ’Songs of Love and Hate’ (1971)
»Da jeg hørte Leonard Cohen for første gang, var jeg faktisk ikke særlig vild med hans stemme. Jeg ved, det lyder skørt, men jeg havde læst en bog med hans tekster, så jeg troede faktisk, det var digte, før jeg fandt ud af, der var musik til. Så jeg blev lidt forvirret, da jeg opdagede, at det var sangtekster. Men da jeg vænnede mig til hans stemme og fandt ud af, hvad han sang, blev jeg rigtig glad for ham. Det var, som om musikken fik en helt ny dimension, da jeg satte mig ind i hans tekster. Jeg ved ikke, om jeg synes, ’Songs of Love and Hate’ er hans bedste plade, men det var den første plade, jeg fik med ham, så den vil jeg altid have et særligt forhold til«.
Robert Wyatt ’Nothing Can Stop Us’ (1982)
»Da jeg arbejdede på sangene, der blev til ’Burn Your Fire for No Witness’ hørte jeg en hel masse forskellig musik. The Clean (toneangivende newzealandsk indierockband, red.) har jeg altid lyttet meget til, men også Kris Kristofferson og Robert Wyatts ’Nothing Can Stop Us’, som jeg fik i gave af en af mine venner. Han er meget mere end bare ham fra Soft Machine! Samtidig vendte jeg tilbage til mange ting, imens jeg arbejdede på pladen. Rolling Stones for eksempel. Og sågar Mariah Carey. Men lige for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg slet ikke rigtig kan overskue at høre noget. Måske hænger det sammen med at være på turne. Jeg har i hvert fald udviklet et øre for ting, jeg godt kan lide, og hvis der er noget, jeg ikke kan lide, tager jeg bare en lur i stedet for at lytte«.
fortsæt med at læse






























