Når Angel Olsen synger, lyder det som et radiosignal, der har rejst gennem de sidste 50 års musikhistorie af mistillid og ulykkelig kærlighed.
Det knitrer i kanten og knager i sjælen, mens Olsen stemt i mol synger:
»Everything is tragic, it all just falls apart«.
Ordene bliver hvisket hen over en nænsomt plukket guitar, og hele sangen 'White Fire' åbner med en længsel af Leonard Cohenske dimensioner.
Men Angel Olsen behøver kun Cohen et øjeblik, for hun har rigelig af sin egen længsel efter den kærlighed, der er knækket sammen under vægten af to mennesker.
Det næste øjeblik rusker hun op i sin bedrøvede tilstand og lader stemmen rase med en garagerockende guitarfuzz i ryggen, så lydbilledet buler helt ud, og man ikke ved, om højtaleren eller trommehinden springer først. Men det sker aldrig, for Angel Olsen kender effekten af at holde igen, hvor andre vil give slip.
Sympatiske briter kunne godt bruge lidt malurt i gærdejenSåledes er der både saft, kraft og uudgrundeligt blide øjeblikke på Angel Olsens andet hele album. Hun kan sine alternative 1990’ere inden for både country og rock; hun kan sin Tarnation og sin Breeders, men især er hun som Cat Power hjemme i det indre landskab af havarerede følelser og efterladenskaber fra endnu et af kærlighedens voldsomme trafikuheld.
Det er ikke øjnene, men Olsens stemme, der er et vindue ind til sjælen. Iscenesat som musikarkæologen Alan Lomax’ optagelser fra lange rejser ned gennem Mississippi-deltaet.
Det er nu indspillet i North Carolina, i et ombygget kapel, Echo Mountain Studio i Asheville, på bare ti julidage sidste sommer. Og til forskel fra sit oprindelige udgangspunkt i spinkle folksange har Angel Olsen denne gang fået sig et band, der give sangene temperament, løsere bagkant og volumen.
Men midt mellem trommer, bas og orgel, mellem country og grunge, mellem kvaler og kraftig vrede lyder Olsen så hjerteskærende ensom som nogensinde før. Og så rørende som kun ganske få.
Håndholdt Medina kommer aldrig ind under hudenDen 27-årige Angel Olsen er oprindelig fra St. Louis i Missouri, hvor hun gik rundt og spillede sine folksange på kaffebarerne.
Siden rykkede hun til Chicago, og hendes vidunderligt sårbare countrystemme med sit vrid af Loretta Lynn blev en del af kredsen omkring Bonnie 'Prince' Billy. Både i baggrunden på albummet 'The Wonder Show Of The World' og som en del af tourbandet The Cairo Gang.
Efter kassettebånd og en ep albumdebuterede Angel Olsen for to år siden med de transparente og stærkt country-klingende folksange på 'Half Way Home'.
Nu går englen Olsen så hele vejen med glans på sit nye album, der stadig har Roy Orbisons proptrækkerkrøller i stemmen, men især blænder op for en understrøm af guitarstøj og pludseligt dommedagsklaver. Produceret, så det hele runger i kraniet og forstærker den snigende desperation, mens stemmen hænger på det yderste af neglene og bekender:
»If there's one thing I fear/ it's knowing you're around/ so close but not here«.
Vi har jo hørt den gamle sang før. Men Angel Olsen reaktualiserer hele fortællingen om tab ('Unfucktheworld'), forvirring ('Dance Slow Decades') og en sidste flænge af lys ('Windows'), fordi hun ikke bare spænder sine sange og sin stemme ud til de nævnte punkter i musikhistorien.
Hitkamæleonen Kylie halser efter ungdommen på sit 12. albumHun crooner sig ind i sangene, giver dem kompleksitet og en ærlighed, så man næsten føler, at man sidder alene sammen med hende i rummet. Med den fremragende udgivelse, må der blive trængsel i dét rum.
For der skal alligevel noget særligt til, når man som Olsen kan sætte sig bagpå hos Hank Williams og styrer sorgen fra linjen: »I feel so lonely I could cry« i sin egen retning af skramlet lyd, ekkoguitar og håbløs tosomhed: »but instead I'll pass the time/ sittin' lonely with somebody lonely too«.
Når Angel Olsen synger det, er det ikke på 50 års afstand, men helt tæt på. Både på lytteren, nuet og smertepunktet.
fortsæt med at læse
