Håndholdt Medina kommer aldrig ind under huden

Melankoli. Medina under 'Tæt på' - livekoncert.
Melankoli. Medina under 'Tæt på' - livekoncert.
Lyt til artiklen

Sidste efterår turnerede Medina rundt i landet med sit bugnende hitkatalog i en akustisk opsætning.

I stedet for en kølig skylle af elektroniske klange fik publikum 'Kun for mig' og 'Kl. 10' i håndholdte udgaver med klimprende guitar, tyste klaverakkorder, sagte trommer, lidt strygere og en saxofon, når stemningen blev høj.

Væk fra intens puls og ind til sangenes skelet, hvor Medinas småhæse stemme skulle hive følelserne frem. Turneen kulminerede med to udsolgte koncerter i Danmarks Radios koncertsal, og det er de to aftner, der nu er samlet på livealbummet 'Tæt på'.

Lover for meget

Titlen lover, at vi får Medinas blåtonede univers af forhutlet kærlighed og rå ensomhed helt ind under huden. Men vi får det modsatte.

Medinas popsange er i forvejen intime, men de får ikke mere nærvær af, at hun klemmer sin stemme i et forsøg på at ramme en nerve af blegnæbet soul med 1980'er-ekko af åh-åh-kor og en saxofon uden snor.

Mysteriet Medina fortæller om angst, svigt og cykelstyrt i nyt portræt

Det gør hendes melankoli en anelse skinger og giver sangene et anæmisk præg.

Forhåbentlig vender Medina hurtigt tilbage til det elektroniske univers, hvor hendes stemmes monotone sårbarhed igen kan ligge i slipstrømmen af desillusionen i stedet for at overspille smerten, så den bliver postuleret.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her