Mysteriet Medina fortæller om angst, svigt og cykelstyrt i nyt portræt

Lyt til artiklen

Medina er et mysterium.

Lige meget hvor mange interviews, man læser med hende, forbliver hun en sky popstjerne, der ikke viser ret meget af sig selv.

Her på avisen har vi selv brændt nallerne på at lede efter mennesket inde i popfænomenet Medina. Altså hende, der engang hed Andrea Fuentealba Valbak, voksede op i Aarhus, rykkede til København og nu som 31-årige popdiva turnerer verden rundt med sine melankolske sange.

Den private port forblev lukket under overskriften ’Jeg laver bare det, jeg har lyst til. Det er mit eneste svar’.

LÆS DITTE GIESES INTERVIEW FRA 2011 Forknyt Medina: »Jeg laver bare det, jeg har lyst til. Det er mit eneste svar«

Men på instagramprofilen står den pivåben og viser flere gange daglig ind til de intime gemakker for de over 200.000, der følger hende. Og med sine poptekster giver hun åbenhjertig adgang til sin generations følelser og forvirring.

Medina i ni kapitler
Nu har forfatter og featurejournalist Rune Skyum-Nielsen sat sig for at at løse gåden og begribe Medina med en såkaldt single. En digital fortælling, der med udgiverne Zetlands egne ord er »længere end en artikel, men kortere end en bog«, og som de sidste par år har bragt dybden tilbage i journalistikken i en tid, hvor ordknap korthed ellers er trumf.

Skyum-Nielsen har da også både erfaringen, værktøjerne og sproget til at tegne det definerende portræt af Danmarks største popsangerinde. Og så har han oprettet forbindelserne til at komme med hende rundt på den turné, der bliver rygraden i hans forsøg på at give Medina en ny dybde. Men han løber også panden mod muren af tilknappet og afmålt attitude. Men i stedet for at resignere vender han det om og gør det til den bærende pointe.

LÆS ANMELDELSE

Medinas nye hit er ordinær radiopop

Singlen om Medina falder i ni kapitler. De veksler mellem de fire dage i november sidste år, hvor Rune Skyum-Nielsen fulgte Medina rundt i Tyskland, og så en række forskellige tilbageblik til Medinas liv, en snak med hendes daværende kæreste, popsangeren Christopher, og beskrivelsen af Skyum-Nielsens besværlige tilløb til overhovedet at komme i nærkontakt med Medina.

Ingen Sinatra
Både metode og titel har Rune Skyum-Nielsen formentlig fundet inspiration til hos Gay Talese. I 1966 skrev den amerikanske journalist sin genredefinerende og nu berømte portrætartikel om Frank Sinatra, ’Sinatra has a cold’, hvor Talese fulgte efter den absolut tavse Sinatra i tre måneder og i stedet for samtaler med manden selv beskrev ham gennem situationer og andre folks citater.

Nu er Medina trods alt ikke Sinatra, Christopher er ikke Mia Farrow, og der er forskel på at være udmattet af ugebladet Se og Hørs skrigende omgang med virkeligheden og så være trykket over mulige afsløringer af ens forbindelser til mafiaen på nationalt tv. Men Skyum-Nielsens idé med at gribe Medina an på samme måde er god. Og så er der én afgørende forskel: Medina ender med at sige noget.

Inden da hører vi gennem Skyum-Nielsens observationer og gnidningsløse sprog om persongalleriet rundt om Medina, om et snurrende maskineri med millionomsætning, der også kan få et sårbart menneske indlagt med hjertebanken, om dengang en ung, udadvendt pige fra Aarhus tog til sin fars hjemland, Chile, om en afgørende numerolog, om de endeløse festnætter i København, om mødet med producerne The Providers, der har tegnet Medinas musikalske profil, om tyske fans med ’Kun for mig’-tatoveringer og om håndgemæng med journalister på lur.

Kokain og kølig klang
Midt i hele dette cirkus fremstår Medina isoleret. Hun er kun nærværende på sociale medier og over for sine to hunde. Hun har ikke mange fortrolige og har fået sine kæresteforhold underløbet af enten kokain eller sladrepressen. Kan vi forstå. For længe må Skyum-Nielsen bruge citater fra ’Tæt på’, Medinas tre år gamle udgivne dagbogsnotater, og andre kilder for at få sat ord på, hvem Medina egentlig er.

Gør Medina dig i godt humør?

Han går endelig til teksterne, som måske altid har været den mest direkte indgang til det menneskelige i Medinas verden, men undervejs må han spidse sin pen lige lovlig meget for at få dynamik frem i tilforladelige situationer, mens han modsat – i sin iver efter at nå længere med det personlige portræt – forsømmer at gå mere i dybden med den musik, der er en helt central del i forståelsen af Medina.

Der er jo en grund til, at hun har kølig klang.

Fanget i larmende ensomhed

Men til forskel fra Talese får Skyum-Nielsen Medina i tale. Hun fortæller om angstanfald, veninders utilgivelige svigt og et voldsomt cykelstyrt, der har givet hende problemer med at huske bynavne, der starter med H. Medina har slået sig på mere end én måde. På sin cykel, på sine nærmeste og på medierne. Men hun gemmer det meste for sig selv – og til sine sange.

Den valgte metode og Medinas påpasselighed i det fysiske møde med omverdenen gør dog, at singlen til en vis grad ender med at tegne skabelonen for enhver berømt popmusikers liv. Man kunne hælde andre navne end Medinas ned i store dele af teksten her.

LÆS OGSÅ Det er hot at være (digital)single i Danmark

Det har en uforløst slagside, men netop fordi Skyum-Nielsen holder fast i at fremstille Medina-paradokset mellem det udadvendte, moderne mediemenneske og virkelighedens sårbare utilnærmelighed, behøver han ikke at oversætte det gådefulde fænomen til et forklaret menneske.

For Medina er også på den måde et eksempel på mange unge mennesker i dag, der både er i kontakt med hele verden og fanget i larmende ensomhed.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her