Påsken nærmer sig, og så vælter det traditionen tro frem med passionskoncerter rundt i landet. Ingen markering af Jesu lidelse og død uden en omgang fuldfed barokmusik til at supplere de lysegule frokostborde med sprøde basuner og englesang.
DR har slået sig på oratorierne de seneste år, altså 1700-tallets mellemting mellem sangkoncerter og operaer, og denne påske kommer kongen blandt oratorier, ’Matthæuspassionen’ af Bach.






























