På et markedsstrategisk håbløst tidspunkt i den yderste ende af 2013 udgav Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen albummet 'Primitives'.
Radiostationer, dagblade og musikblade var færdige med at gøre status over albumhøsten det år. Og ingen var varslet om, at 'Primitives' udkom. Men albummet, der er komponeret, indspillet, produceret og udgivet af kunstneren selv på hendes eget selskab, The Being Music, skulle altså bare ud lige præcis dén grå novemberdag, siger Signe Høirup:
»Skulle den plade have været ud på en solskinsdag? Aldrig. Intuitivt gav det mening for mig at udgive den i præcis dén slags vejr. Og der er noget tilfredsstillende i at bruge sin intuition, når man tager beslutninger. I stedet for at tro at man kan lægge planer for, hvad der skal ske«.
Hun står ved den åbne, franske altandør i sit studie. Døren bag klaveret, elorglet, klokkespillet og andre instrumenter har udsigt til en brandmur. Hun kalder den sin 'Inger Christensen-brandmur', fordi digteren i filmen 'Cikaderne findes' fortalte om sin udsigt til en brandmur.
»Jeg har den at lade tankerne falde hen i indimellem«, siger hun.
LÆS OGSÅ Kraftfuld sangerinde står bag en af årets bedste danske album
»Før i tiden lavede jeg strategiplaner for, hvad der skulle ske. Nu arbejder jeg med at lægge alt det på hylden. Det er en svær maskine at træde ud af, og det er et arbejde at holde kontakt med sin intuition. Men når den er skarp, kan jeg have mange bolde i luften på en gang. Det hjælper mig at have tiltro til, at der ikke kan tages decideret forkerte beslutninger«.
Det hjælper også at have tillid til, at fejl opstår af en grund, altid kan rettes og ikke er noget, man skal slå sig selv i hovedet med. Fejl skal man ære og ikke skamme ud. Det væsentlige er at være ærlig, kunne et fællestræk for alle Signe Høirups bedrifter lyde. Er man ærlig, er der plads til forandringer og fejl og selvfølgelig først og fremmest til at vedstå, hvem man er.
Signe Høirup udtrykker sig som musiker i usædvanlig grad både grimt, smukt, råt, blidt, larmende og lavmælt. Det hele er hende.
Højttaler, bid mig
Det er snart tyve år siden, og Signe Høirup Wille-Jørgensen havde også dengang sit lange, lyse, tykke hår hængende løst. Med en guitar foran sig og omgivet af de andre, mandlige, musikere i bandet Speaker Bite Me stod hun på scenen på Christiania-spillestedet Loppen.
Og aldrig nogensinde før havde dansk rock set og hørt noget lignende. Stemmen rasede, tiggede, skreg og lo ligesom musikken, der havde endnu flere rifter end den kvindelige, rundkindede sangers strømpebukser. Det var vel ikke til at holde ud at høre på, men det var heller ikke til at lade være.
Det var i de år, hvor engelske, Patti Smith-inspirerede P.J. Harvey havde udgivet de sensuelt og seksuelt ekspressive album 'Dry' og 'Rid of Me', og endelig havde Danmark i Signe Høirup en musikalsk skikkelse lige så intens og usleben som Polly Jean.
Tyve år senere tænker Signe Høirup tilbage på den tid med glæde som en periode, hvor hun var lige så selvoptaget og grænsesøgende, som man hellere end gerne må være, når man er ung:
»Jeg er glad for at have været en del af at spille noget, hvor folk følte sig presset ud af rummet, men alligevel crawlede ind, fordi de gerne ville se på det. Jeg er jo glad for alle de afsøgninger, jeg har været i gang med. Som har krævet et stort ego, aggression og mod«.
Alt det indeholder hun stadig. Men som 40-årig – hun fyldte dagen før interviewet – er hun alligevel på en del punkter forandret som komponist og menneske i sammenligning med dengang. For eksempel har hun ikke længere nok i sig selv:
»I lange perioder af mit liv, især som ung, var jeg en del af fællesskaber, der var enormt ekskluderende for andre mennesker. Men på et eller andet tidspunkt skulle man vel gerne nå frem til, at det andet også er spændende. Det er sympatisk, hvis man på et tidspunkt finder ud af, at man hverken er mere eller mindre værd end andre. Når jeg ser på de ældre mænd og kvinder, som er mine forbilleder, så er de jo også noget frem til noget af det«.
Det sidste siger hun, mens hun kaster hovedet let bagover mod klaveret, hvor der står et lille, indrammet fotografi. På billedet omfavner Joni Mitchell og Leonard Cohen hinanden. Det er taget på en festival i Canada i slutningen af 60'erne.
Andre af Signe Høirups forbilleder er amerikanske Anette Peacock og engelske Robert Wyatt. Mennesker med integritet og levet liv i kunsten og i lige så høj grad kunst i livet. Det hænger sammen. Det hele.
Birk og Isak
En nøgle drejes rundt i døren. Ind i studiet kommer 10-årige Birk med dinglende skoletaske og glade øjne under det mørke, krøllede hår.
»Hvor er Isak?«, spørger han.
»Han er hos mormor«, svarer Signe Høirup, der er mor til fireårige Isak og bonusmor til Birk, men altid taler om, at hun har ’børn’ – ikke ’barn’. Birk, Isak og drengenes far, manuskriptforfatter og instruktør Thomas Bjerregaard Nielsen, er Signe Høirups nære familie.
»Jeg synes, at jeg i mine mange år uden børn koncentrerede mig så meget om mig selv, at jeg blev helt træt af det. Heldigvis mestrer jeg så også at gå lige fra ostemad til genialitet på et øjeblik. Det er et udtryk, jeg elskede at høre en ven sige«.
At være en del af en familie eller et musikalsk fællesskab kræver, at man giver andre plads. Det har Signe Høirup førhen bøvlet lidt med:
»Af natur er jeg frembrusende, og jeg har altid haft en fornemmelse af, at jeg har ret til at være her i verden. Det er ikke noget, alle får forærende. Jeg kender mange, der virkelig kæmper med at føle, at også de har noget at stå ved. Den tvivl har jeg aldrig haft. Jeg har så skullet lære ikke at bruge den styrke til kun at lave plads til mig selv og til alt det, jeg har brug for«.
Øm planhed
Tidligere var det mest de frembrusende sider, som kom til udtryk i hendes musik. Med årene har de lige så intense, men blide fået mere lyd. Det er meget tydeligt på albummet 'Primitives'. Til gengæld er teksterne blevet mere barske, siger hun. Som i 'A Fake Start Is Life', hvor hun så fint og smukt synger »The best is yet to come / from hell«.
’Primitives’ blev af Politikens musikredaktør Simon Lund kaldt et af årets bedste album i 2013, og at det udkom lidt skævt i forhold til normale markedsstrategier, betyder ikke det store i en tid, hvor musikbranchen rent teknologisk og udgivelsesmæssigt er blevet »en kæmpestor legeplads, et kæmpevæv af undergrund og overgrund«, som hun siger.
Hun glæder sig til at skulle spille sammen med gæster ved en koncert på Jazzhouse på onsdag. Men hun betragter ikke sit udtryk nu og her som hverken fejlfrit eller færdigt:
»Kendskabet til min egen natur og justeringen af det hele er jo stadig i fuld gang. Det vil blive ved og ved. Jeg er stolt af at have fundet en ærlig facon, som er fuld af fejl. Det ved jeg, den er. Jeg ærer fejlene. Men en af gaverne ved hele tiden at finjustere er, at jeg med alderen fornemmer, jeg skaber en form for øm planhed i mit kontrastfyldte sind«.
LÆS OGSÅ De danske sange vender verden ryggen
Når hun optræder live, prøver hun altid at være sig selv, som hun er i nuet, og at gøre sit publikum til en del af øjeblikket. Illusionen om den mystiske, mytiske musiker, der kan fremhæve sig selv foran et publikum, er hun ikke fascineret af:
»Illusionen må gerne findes i musikken og måske også i de ting, jeg står for. Men vi må aldrig glemme, at jeg bare er et menneske. Det er mig, der er på scenen. Jeg sidder lige der. Med mit flygel, mine klokker, min forstærker og mit orgel. Alt mit intuitive klangværk. Vi er samme sted, og når en koncert begynder, tænker jeg: Kom. Nu tager vi sammen af sted«.
fortsæt med at læse
