Tre mænd står på en scene. En har en violin, en har en bas, en har en guitar. De står stille og kigger ned. Over dem og på væggen bag dem hænger store, røde, lyddæmpende scenetæpper.
Foran dem og lidt til højre sidder en kvinde med mørkt hår og sort tøj ved et klaver.
»It’s dripping from the ceiling/It’s everything I see«, synger hun med øjnene lukkede og det venstre ben trippende op og ned.
Hendes vokal og klaverspil fortsætter alene lidt længere, og så stemmer de tre mænd i med deres instrumenter, mens de begynder at svaje fra side til side som tre lange siv i en lille sø af tung, rød bomuld.
Noget er sat i gang
Så slutter sangen. Men foruden lyden af et tilfreds barn i et andet rum er der stille i salen. Ingen klapper. For her er ingen andre end de fire på scenen, en knappeskruende lydmand og en trappestige, der bare står og passer sig selv.
Klokken er to om eftermiddagen i Husets Teater på Vesterbro i København. Kvinden på scenen med de lukkede øjne er 25-årige Majke Voss Romme.
Hun laver musik under navnet Broken Twin, og de tre mænd er det band, hun skal spille med senere på aftenen, når der er releasekoncert på hendes selvproducerede debutalbum ’May’, der udkommer mandag.
Men allerede inden udgivelsen bliver hun og hendes musik velanmeldt og fremhævet af internationale medier som britiske The Guardian og NME, amerikanske Vogue, tyske INTRO og den franske udgave af Rolling Stone. Noget er sat i gang.
I faders skød
Majke Voss Romme er fra Hjørring og datter af en hollandsk mor og en dansk far.
Da hun var helt lille, lå hun i faderens skød, når han spillede klaver. Og allerede inden hun blev teenager, startede hun selv med at spille klaver, synge og skrive sine egne tekster. Men kun når hun var alene.
»Det var et privat og personligt rum, der var dejligt at have for mig selv. Sådan har jeg det stadig. Det er skrøbeligt at vise noget, man har lavet, frem for første gang. Så bliver man seks år igen og står der og viser tegningen ovre fra børnehaven«, siger hun.
Senere kom hun på efterskole og mødte en pige, der hed Emilie Marie Kjær, og startede et band.
Helt vildt
På et tidspunkt hørte de om en musik-camp i Hjallerup, de gerne ville til, men guitaristen fra bandet kunne ikke, og så besluttede de to piger at tage af sted alene. Det var efterårsferie, og de havde ikke andet at lave, så de kunne lige så godt tage derop og få gratis mad i en uge og chille og spille lidt musik, tænkte de.
En af de dage kom den ene af hendes nuværende managers forbi og tjekkede dem ud. Efterfølgende skrev han i en mail, at han måske godt ville arbejde med dem.
»Det var helt vildt. Det var en fra den rigtige branche, der kunne se noget i det, vi lavede. Jeg havde jo skrevet musik i mange år, men når man kommer fra Nordjylland, tænker man, at man ikke rigtigt har nogen forbindelse til det, der sker i musikbranchen derovre i København«, siger Majke Voss Romme.
De to piger besluttede at satse på musikken og flyttede selv til København. Duoen kaldte de Glass Arena, men da de udsendte deres første ep i 2012, ændrede de navnet til Broken Twin.
Men så fandt de to veninder ud af, at de ville noget forskelligt. Majke ville gerne lave musik hele tiden, det ville Emilie ikke. Så de blev enige om, at det var fjollet at blive ved. Siden har Majke Voss Romme været alene i Broken Twin.
Digte bliver forladt
I januar sidste år spillede hun på den store hollandske branchefestival Eurosonic.
Dengang spillede hun kun live med violinisten Nils Gröndahl, og koncerten i hendes moders hjemland var en af deres første sammen.
Det hele var lidt for frisk med sange, der endnu ikke var færdige. Derfor var hun nervøs, da hun gik på scenen i det udsolgte spillested, hvor folk stod i kø udenfor. Men hun havde også en følelse af, at nu skulle hun vise de der branchefolk.
Da koncerten var ovre, og de var i gang med at pakke deres udstyr sammen, kom hendes ene manager og en mand, der hed Roger. Han var chef for pladeselskabet Anti-s europæiske afdeling og kom bare lige for at sige hej, og at det var en god koncert. Mere husker Majke Voss Romme ikke rigtigt.
Føler intet pres
Men et halvt år senere blev Broken Twin signet af Anti- på verdensplan, som den første skandinav nogensinde på det selskab, der har nogle store fisk til at svømme i deres akvarium.
»Det var vildt overvældende for mig, fordi de har så mange navne, jeg ser op til, som Tom Waits, Kate Bush, Nick Cave og Neko Case. Det er stadig lidt surrealistisk, men også dejligt, for deres folk er jordbundne og med på, at det skal være på mine betingelser. Så jeg føler mig tryg ved at være der«, siger hun.
Andre ville måske nærmere føle et pres ved at være på et selskab med så store navne, men sådan har hun det ikke. Måske fordi det bliver overskygget af det pres, hun lægger på sig selv.
»Da jeg var barn, var jeg glad for at tegne, men jeg blev nødt til at stoppe, fordi jeg ikke syntes, det udviklede sig nok, eller tegningen ikke blev god nok. Det er et pres, men jeg overbeviser mig selv om, at det er en god drivkraft. Hvis man når til et punkt, hvor man hele tiden er tilfreds med det, man laver, hvorfor gør man det så? Det er det samme, hvis jeg kommer til at sidde og spille de samme ting på klaveret, så skriver jeg på en guitar i stedet, for den er jeg ikke specielt god til at spille på«, siger hun.
Arbejder langsomt
Anti- hjælper økonomisk, de har kontakter og gør meget med at få musikken ud, og jo mere musikken kommer ud, jo større interesse opstår der for Broken Twin. Og større interesse betyder flere af de deadlines, der er meget krævende for sangerinden.
»Jeg arbejder så langsomt og er virkelig dårlig til at afslutte tingene, for jeg vil altid nå til et sted, hvor jeg føler, det er okay at stoppe. Og det kræver bare vildt hårdt arbejde. Det er ligesom at male et billede – du kan altid sætte en streg mere, men du kan ikke stoppe, før det er interessant at kigge på. Min største udfordring er at finde den balance, for jeg kommer ikke særlig tit derhen af mig selv«, siger hun.
Når hun ikke derhen, skubber hun deadline. Det har hun gjort mange gange. Men på et tidspunkt skal hun stoppe, det ved hun:
»Der var engang en, der sagde, at digte aldrig bliver færdige, de bliver forladt. Det synes jeg er rigtigt – på et tidspunkt er jeg også nødt til at forlade mine sange«.
For mange rødløg
Det er blevet eftermiddag, da Majke Voss Rommes blanke sko forlader en shawarmabar, fordi den etniske musik er så høj, at diktafonen ikke kan opfange hendes lave stemme. Med sig har hun en falafel i durumbrød – bare med det hele.
Hendes musik er på ingen måde med det hele. Alt det overflødige er pillet ud. Hendes pressebilleder er i sort og hvid, og det er videoen til nummeret ’Glimpse of a Time’, hvor hun render rundt i en lejlighed og laver skyggespil, også.
»Jeg vil ikke have, at min musik bliver sådan ’puhhh’ – ud over det hele og helt pumpet op. Jeg elsker, når der er plads til, at man kan høre hver eneste melodi, når alt i musikken får en stemme, og der ikke er noget, som dækker over noget andet. Da jeg lavede pladen, syntes jeg, det lød bedre, hvis jeg pillede ting fra i stedet for at fylde på«, siger hun og piller rødløg ud af sin durum og smider dem i skraldespanden.
Oftest er det Majke Voss Rommes markante vokal, der styrer numrene, mens lidt klaverspil drypper ned over dem som kondensvand fra et mørkt loft. Stemmen er stor og stærk her og svag og skrøbelig der. Bliver hun nervøs, søger hun altid mod sin stemme.
»Jeg har ingen teknik, når jeg synger. Jeg kan ikke synge sådan fuldt skrald i randregister, sådan Cathrine Sadolin-agtigt. Derfor er jeg mest tilpas, når jeg synger mine egne ting, for dem synger jeg jo bare på min måde. Min stemme er det instrument, jeg er mest fortrolig med, for jeg føler ikke, jeg kan spille forkert med den på samme måde«.
Stilheden forsvinder
Det er blevet aften, og Majke Voss Romme og de tre lange siv i den røde sø af bomuldstæpper står igen og svajer på scenen. Fra baren kan man høre et dankort blive accepteret.
»I know the silence of a room/From vast nights consumed in sheets and skin«, synger hun fra bagest på scenen gennem en forvrænget mikrofon.
Men hver gang bandet nu afslutter et nummer, forsvinder stilheden. Folk klapper og hujer. Koncerten er udsolgt. Efter en håndfuld numre kigger den sortklædte sangerinde op og ud på det kvindedominerede publikum.
»Tak, jeg er lidt nervøs«, siger hun og retter sig op.
Så lukker hun sine øjne igen.
fortsæt med at læse
