Lige så overrasket som overvældet og noget ubekvem i situationen virkede Agnes Obel 5. november 2011, hvor hun modtog hele fem priser ved årets uddeling af Danish Music Awards i Forum i København.
TV 2 transmitterede begivenheden, hvor priserne for 'årets danske sangskriver', 'årets nye danske navn', 'årets danske album', 'årets danske kvindelige kunstner' og 'årets danske popudgivelse' alle sammen gik til Agnes Obel, der iagttaget på en tv-skærm smilede anspændt og stilfærdigt midt i en popfest af den ellers hysterisk jublende slags.
Her knap to år efter, og lige inden hun udgiver sin opfølger til det altså mange gange prisbelønnede debutalbum 'Philharmonics', refererer jeg for hende, at mange syntes, hun lignede en fremmed fugl ved prisfesten.
LÆS ANMELDELSE Dansk debut har giftig høj kvalitet
Jeg spørger, om hun følte sig anderledes end resten af selskabet den aften:
»Ja. Det gjorde jeg. Jeg følte ikke rigtig, at jeg hørte til. Det må jeg indrømme. Jeg var glad for priserne og syntes, det var fedt at få dem. Men det var en uvant situation«, svarer Agnes Obel denne eftermiddag, hvor vi sidder på et par genbrugsfund af træ i den upolerede, økologiske have Prinzessinnengarten i den danske kunstners mangeårige hjemby Berlin.
Ekstra fremmedgjort
Der er stille i haven, hvor berlinere har bygget en slags højbede til grøntsager, blomster og krydderurter af alt muligt, andre har kasseret.
Tagrender, mælkekartoner og bildæk agerer urtepotter i ét sympatisk rod.
Agnes Obel bor ikke langt herfra og føler sig tilpas her. Det gjorde hun ikke under Danish Music Awards, som blev proppet ind i hendes kalender efter 14 måneders intensiv turné:
»Jeg var kun hjemme i Danmark den ene aften og følte mig måske derfor ekstra fremmedgjort. Det virkede så stort, det hele, der i Forum. Og populært. Jeg kunne ikke føle mig tilpas i det. Det kommer jeg nok aldrig til«.
LÆS MERE
Medina stjal Obels show med nøgne dansereAtypisk hitlistenavn
I baghovedet denne septemberdag har jeg stemninger fra Agnes Obels nye album 'Aventine', hvor hun fortsætter med at udforske det særlige univers, hun skabte på 'Philharmonics' i 2010.
Den aften i Forum for et par år siden var hendes gennembrud en realitet. I Frankrig og Danmark fik hun hurtigt et stort publikum med dusinet af numre på debuten, hvor hun havde komponeret alt selv med undtagelse af 'Close Watch'. Den har John Cale skrevet.
Også i Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg, Schweiz og Østrig blev Agnes Obel holdt af for sin musik, der ikke lyder som noget andet og ikke er hitlistetypisk.
I Tyskland fik hun oven i købet et vaskeægte hit med sangen 'Just So', som teleselskabet Deutsche Telekom brugte i en reklame. I Danmark blev det i 2010 bemærket, at tre af hendes sange var med i Thomas Vinterbergs film 'Submarino'.
LÆS ANMELDELSE
I en tid med generelt forsvindende beskedent pladesalg solgte Agnes Obel 100.000 eksemplarer af 'Philharmonics' i Danmark og 450.000 i andre europæiske lande.
Uden en markedsføringskampagne, men med positive anmeldelser i ryggen flyttede 'Philharmonics' ind i lytter efter lytter. Kombinationen af stemme, klaver og cello er sjælden i rytmisk musik. Obels variant, hvor det ene nummer glider over i det næste, har en intimitet og en uforstyrret klang. Instinktivt kan man blive fortrolig med den.
Kirkens symbolske betydning
At møde Obels musik for første gang var for nogle af os en umiddelbar følelse af at høre noget, der havde været savnet og endelig var blevet fundet.
Hun holder selv af tanken om, at musikken i et vist omfang kan være noget, hun får forærende et eller andet sted fra.
Det kommer hun ind på, da hun fortæller, at hun for nylig optrådte i en kirke i London sammen med sit nuværende liveband, der består af den canadiske violinst og korsanger Mika Posen fra gruppen Timber Timbre og den tyske cellist og korsanger Anne Müller, som også var med på 'Philharmonics' og har spillet med Agnes Obel i adskillige år.
Agnes Obel er ikke religiøs. Men i kirken blev hun opmærksom på al den betydning, som mennesker gennem århundreder har lagt i kirkerum, siger hun:
»Måske kan man mærke den symbolik i kirkerne? Der er jo dem, der mener, at al form for kreativitet er en gud, der går ind i en, og så er man heldig, hvis man er åben over for det. For mange år siden var jeg til en koncert med sufi-musik, hvor musikerne havde det sådan. For dem var det ikke så meget op til det enkelte individ«.
At få kunst foræret
Individet skal være åbent over for kunsten.
Men hos spirituelle sufi-troubadurer er det fra Allah, musikken kommer. Tanken om, at individet ikke selv står for det hele, tiltaler Agnes Obel:
»Mennesket er mest bare en kanal for kunsten. Faktisk synes jeg, det er rigtig dejligt at tænke sådan på det. Så man ikke selv har hele ansvaret«.
Eller æren, kunne man tilføje. Agnes Obel har spillet klaver, siden hun var seks år gammel, og kan læse noder. Men medmindre musik er meget kompliceret, har hun lettere ved at lytte sig til tonerne fra klavertangenterne end ved at læse sig til dem.
Fagbøger om musik læser hun sjældent. Karl Aage Rasmussens 'Musik i det tyvende århundrede – en fortælling' fra 2011 er en af undtagelserne.
LÆS ANMELDELSE
Underholdende bog om musikhistorieDen betog hende blandt andet, fordi den beskæftiger sig med, at nogle komponister har følt sig kaldet til at forfølge nogle ideer, også når de ikke ubetinget harmonerede med deres sindelag:
»Arnold Schönberg var vildt konservativ, men i Karl Aage Rasmussens bog kan man læse, at han alligevel følte, han var nødt til at lave sine moderne værker og for eksempel introducere tolvtonemusikken. Debussy var fransk, men inspireret af både det franske og for eksempel Wagner. Debussy kom med en masse nyt, men man kan spørge: hvor meget af det var ham selv?«.
Nordisk klang i Berlin
Agnes Obel uddyber, hvordan komponisten Debussy, som hun holder meget af, kom til Tyskland med sin franske baggrund og skabte noget specielt:
»Man er jo et produkt af den verden, man er i, og nogle gange bliver man nødt til at lave noget, hvor man ikke helt ved hvorfor. Måske er man ikke selv helt herre over det. Det er en dejlig frigørende måde at tænke på. At musik kan være noget, man er nødt til at lave, og at hele baggrunden for det ikke ligger på ens egne skuldre. Tilfældigheder og held spiller jo også ind«.
En af Agnes Obels yndlingssangerinder er Elisabeth Fraser, som mest er kendt for at være stemmen, der ligger som et lysende instrument inde i den atmosfærefyldte musik hos Cocteau Twins.
Fraser kom fra en industriby i Skotland med en lyd farvet af det arketypiske naturromantiske Storbritannien. Også Agnes Obel bruger sin vokal som et instrument, der spiller inde i musikken, og hun har en klassisk nordisk klang med sig i lyden, som hun arbejder med i lejligheden i metropolen Berlin.
Levende sange
Nogle af de sange, som kom til hende undervejs i processen med ’Aventine’, viste sig at dreje sig om en svær periode i hendes liv.
Og de måtte komponeres. I ’Words Are Dead’ synger hun om et tab af en slags i en sang, hvor både tekst og melodi har stor rummelighed og anslår en stemning. Om den sang siger Agnes Obel:
»Den prøver at fange en tilstand, som ikke er til at sætte ord på, og som verden udenfor er blind overfor«.
LÆS ANMELDELSE
For Agnes Obel hænger sangen sammen med ’Dorian’, hvori celloens toner falder dybt, dybt ned, som var de en skikkelse eller en følelse i uforvarende skred.
»Den er nok den sang på pladen, jeg oplever som mest personlig. Den forholder sig til en svær periode, hvor jeg oplevede, at noget, jeg troede aldrig kunne gå i stykker, pludselig gik itu«, siger hun.
Det er så kort tid siden, hun blev færdig med ’Aventine’, at sangene stadig er levende til stede i hende. Helst vil hun lade tolkninger af dem være op til lytterne, men vi må gerne få at vide, at hver enkelt af dem har baggrund i noget bestemt:
»Det kan være en historie eller en oplevelse. Eller måske mere en stemning eller en overvejelse omkring noget. I mine tekster prøver jeg, så godt jeg kan, at være klar og præcis i min beskrivelse af, hvordan jeg oplever det«.
Unge danskere i Neukölln
Teen i glasset på det skrammede bord foran Agnes Obel er blevet kold.
Indimellem har hun lidt distræt kørt rundt i glasset med en ske. Andre gange har hun mere hidsigt forsøgt at verfe de hveps væk, der aggressivt summende udtrykker deres sukkertrang.
Honning og pebermynte overhældt med kogende vand er der i de glas. Mynten har vi selv klippet i et af bedene i Prinzessinnengarten, efter at Agnes Obel på tysk havde fortalt kvinden i cafeens bestillingsluge, hvad vi ville have.
Hun svarede på dansk. I en længere årrække siden Murens fald har mange unge danskere valgt at bosætte sig i Berlin. Adskillige af dem er kunstnere. Agnes Obel og hendes kæreste Alex Brüel Flagstad flyttede hertil i 2006. De bor nu i en stor lejelejlighed i kvarteret Neukölln.
I et af lejlighedens mindre værelser har hun sit klaver. I et af de større arbejder Alex Brüel Flagstad med sine animationsfilm, der er ved at gøre også ham til et navn. Det er Alex Brüel Flagstad, der laver coverbilleder til Agnes Obels plader og laver hendes videoer.
Lidt landligt i byen
Nogenlunde over det hele i lejligheden er Woody, som ikke har boet der lige så længe som sine ejere. Woody er en hund, der havde et sølle liv i Grækenland som hvalp.
Her 24 år efter Murens fald virker Berlin stadig som en by, der er under ombygning. Der er, siger Agnes Obel, forholdsvis megen plads i Berlin. Også mentalt. Egentlig vil hun gerne bo på landet engang, og da vi går rundt i Prinzessinnengarten, får planterne i mælkekartonerne også tilsendt kærlige blikke.
Skal man bo i byen, er Berlin måske noget af det nærmeste, man kan komme landet, siger hun i et tonefald, hvis drømmende lethed anes i de store og helt undulatblå øjne.
»Dem har jeg fra min far. I det hele taget får jeg altid at vide, at jeg ligner min far meget«.
Kreativ skoletid
Agnes Obel og hendes halvandet år yngre lillebror tilbragte deres første barndomsår nord for København.
Faren sørgede for, at der var masser af instrumenter i hjemmet, selv om han var restauratør og ikke musiker. Moren er jurist. Det blev lillebroren, der fik deres mors brune øjne og en hud, som let bliver solbrændt.
Agnes arvede deres fars øjenparti og en hud, der nemt bliver forbrændt. Den ligner skær, tynd porcelæn, og det understreges, når hun – som nu – har en kridhvid skjorte på.
Aldersforskellen mellem forældrene var stor. Fra et tidligere ægteskab har hendes far tre børn, som de yngste ikke er særligt knyttede til. Da Agnes Obel var 12 år, blev hendes forældre skilt, og fra da af boede lillebroren, moren og hun i en lejlighed på Frederiksberg.
Fra seksårsalderen og hele vejen gennem opvæksten spillede Agnes Obel klaver. Da hun gik i folkeskole på Bernadotteskolen i Hellerup og nød godt af dens kreative profil, sang hun også i kor.
At spille og synge var det bedste, hun vidste, og hun tænker tilbage på tiden i koret på skolen som dengang, hun for alvor fik vakt interessen for at bruge stemmen og forstå, hvad en sangtekst kan.
»Alle vi piger elskede at synge i kor. Vi var jo små, og det var som en verden, der åbnede sig, når vi talte om, hvad teksterne i 'House of the Rising Sun' og 'Stairway to Heaven' betød. Det var på Berna, jeg lærte det helt grundlæggende«, siger Agnes Obel og bruger uden at tænke over det sin skoles kælenavn.
Musik frem for alt
Flere gange gennem sit nu 32-årige liv har Agnes Obel været ude for, at hun var midt i noget, der måtte afbrydes, fordi musikken kaldte på hende.
Efter 2. g på Det Frie Gymnasium droppede hun ud i et år for at forfølge lysten til at lære at lave lyd. Det er blandt andet det år, som gør det selvfølgeligt for hende selv at producere. Da hun efter studentereksamen læste kultur- og sprogmødestudier på RUC, havde hun en ambition om at gøre studiet færdigt.
Imidlertid »kom musikken hele tiden og forstyrrede«, som hun siger det også om den tid, hvor hun spillede i forskellige sammenhænge.
I 2006 fik hun den idé at flytte til Berlin for at læse Kulturwissenschaft. Hendes kæreste Alex Brüel Flagsted, som hun har kendt siden ungdomsårene, ville gerne med. Blev studierne ikke til noget, så fik hun til gengæld spillet:
»Jeg har altid smidt alt, jeg havde i hænderne, for at lave musik. Hvis der er noget med musik, vil jeg altid foretrække at gå derhen og have svært ved at gå derfra«.
Naturlig debut
I 2009 mødte hun i Berlin den tre år ældre tyske cellist Anne Müller, som man ikke skal have set optræde i mange minutter for at forstå, at hun har et lige så tæt forhold til musik.
Når Anne Müller spiller, ser hun ud, som om hele hendes krop er et redskab for instrumentet. Allerede engang i 2009 begyndte hun og Agnes Obel at spille de numre, som siden kom med på 'Philharmonics'.
Indspilningen af debuten var en naturlig proces for hende:
»Stille og roligt havde jeg arbejdet med at finde mit eget sprog i musikken gennem lang tid. Men så gik der halvandet år, fra vi havde indspillet pladen, til den kom ud. Det føltes som unaturligt længe. Da den kom i andet halvår af 2010, og jeg pludselig skulle til at tale om den, kunne jeg næsten ikke huske, hvordan det havde været at lave den«.
Udmattende overarbejde
Mens vi går ud af Prinzessinnengarten, ringer Agnes Obels mobil.
Det er violinisten Mika Posen, som er landet i Berlin efter at have holdt jødisk nytår i London. Nu skal hun øve sammen med Anne Müller og Agnes Obel, inden de tre skal præsentere det nye album live.
I løbet af året har publikum ved få lejligheder haft mulighed for at opleve de tre kvinder spille sange fra både 'Philharmonics' og 'Aventine'. En aften i august optrådte de i Odense Koncerthus. Som sædvanlig gav de hinanden et knus, lige inden de gik på scenen. Det er blevet et ritual, siger Agnes Obel:
»De gange, vi har glemt det, er det gået meget dårligt«.
LÆS KONCERTANMELDELSE
Agnes Obels sange åbner sig på nye, stoflige måder, når hun spiller dem live sammen med strygerne. Den måde, hvorpå instrumenterne og stemmerne lytter til hinanden og giver plads til detaljer, giver sangene et andet liv. Uden at fornemmelsen af at overvære noget både personligt og universelt går tabt.
Agnes Obel er »så glad« for de musikere, hun spiller med nu, og man forstår hende. Hun er dog også ængstelig for, hvordan det bliver at optræde med et nyt album kort tid efter, det er færdigt, og det var 'Aventine' i juni.
Alting hele tiden
At skulle så hurtigt af sted til koncertsale og spillesteder i Europa med sangene gør præsentationen af 'Aventine' helt anderledes end dengang, 'Philharmonics' var færdig.
Også andet har ændret sig. Da debuten udkom, var Agnes Obel både ukendt og uvant med at sige nej, når arbejdet tager overhånd:
»Man kan ikke lave alting hele tiden. Det lærte jeg med 'Philharmonics'. Klaveret er mit instrument, men jeg er jo også selv en slags instrument. Når man er sanger, er ens krop instrumentet, og man er nødt til at passe på det«.
POLITIKEN TV
'Philharmonics' havde været i butikkerne i nogle måneder, da Agnes Obel fra begyndelsen af 2011 igen og igen blev syg af forskellige vira. Hun tabte sig drastisk, var fuldkommen udkørt og havde det i det hele taget, som om kroppen ikke kunne følge med, og immunforsvaret var dårligt, fortæller hun:
»Jeg er ikke nogen særlig svagelig person. Det er første gang, jeg har prøvet, at ligegyldigt, hvad man gjorde, så begyndte man at fejle noget. Jeg talte med andre, der har turneret meget. De sagde, at det kan ske, når man rejser meget, sover for lidt, arbejder for meget, flyver ofte og selv slæber tunge instrumenter. Der er kommet mere styr på det. Vi har både lydmand og tourmanager med nu«.
Private rum
Siden vi gik fra den økologiske byhave, har vi langsomt nærmet os lejligheden i Neukölln.
Oppe i den venter Mika Posen, Anne Müller, Woody og også kæresten, der tager med på turné, når det lader sig gøre for ham.
Efter debuten skulle Agnes Obel lære, hvad det med at passe på sig selv indebærer for hende. Noget af det er selvfølgelig at holde det mest private for sig selv.
Der er bare det paradoks ved Agnes Obel, at hun på en måde deler noget af det mest private i sit liv med alle os andre: nemlig musikken. Dén er hun blufærdig ved at tale om, siger hun med alvor i det ellers ofte smilende ansigt. Hun bøjer hovedet lidt og ser ud, som kommer hun med en lidt upassende tilståelse, da hun siger:
»Det er svært for mig at tale om. Er det o.k.? Et eller andet sted er min musik meget privat for mig. Det er jo et privat rum, hvor man mærker efter sig selv. Og lige netop private rum kommunikerer man jo ikke ud på andre måder«.
Giver livet værdi
Jeg siger til hende, at hun taler om sin musik næsten, som om den er den anden part i et intimt kærlighedsforhold.
Det billede kan hun godt genkende.
Har hun skrevet en sang, hun er glad for, minder det hende om at være forelsket. Når hun har arbejdet meget med den samme sang, afløses forelskelsen af andre følelser. Men mens den er ny og stærk, ved hun, at det er den sang, hun er nødt til at arbejde med:
»Jeg får den der følelse af, at livet pludselig bliver meget værdifuldt. Jeg tror, det er den følelse, man kan have, hvis man har børn. Det har jeg jo ikke endnu. Men det er en følelse af et stærkt nærvær«.
fortsæt med at læse
