Allerede de første akkorder på ’Aventine’ slår fast, at Agnes Obel er et barn af 60’erne.

Altså 1860’erne, hvor den senere klaverminimalist Erik Satie blev født i 1866. De instrumentale for- og mellemspil ’Chord Left’ og ’Tokka’ lyder som regulær hommage til Satie, men bortset herfra er den mest arkaiske del af Agnes Obels univers mere integreret end på ’Philharmonics’.

LÆS ANMELDELSE Dansk debut har giftig høj kvalitet

Faktisk er der intet, der stritter eller ikke er integreret på et album, hvor Agnes Obel har udviklet og perfektioneret udtrykket fra sin succesfulde debut.

’Philharmonics’ var en blid detonation, som legede inspireret med musikkens højtidsfulde alvor og nedbrød genregrænser og musikalske forsvarsværker på stribe. Inklusive mine. Hos Agnes Obel hørte jeg et overraskende nyt, gammelklogt musikunivers.

Det gør (kun) næsten ondt
’Aventine’ er ikke mindre smuk end ’Philharmonics’.

’Aventine’ betyder noget med at forsvare sig, og ’Aventine’ er kunstnerisk forskanset og afstemt i alle detaljer. Atter indspillet i valghjemstavnen Berlin er musikken fortsat paradoksalt mere naturromantisk end præget af metropol. Kølig nordeuropæisk melankoli driver ned ad grønsorte stammer og sjælens kolde vinduesglas.

LÆS INTERVIEW

Teksterne er åbne afsøgninger af følelsesmæssige stemninger, hvor håb og håbløshed ikke er lette at skelne fra hinanden i Obels svalt smertefulde sangforedrag.

Det er så smukt, at det næsten gør ondt. Men også kun næsten.

Total kontrol

Jeg er betaget af den gådefulde og indtagende ’Dorian’, af titelnummeret, der med cello og plukfingret strengeleg danser yndefuldt om sin egen akse, og er ved at dåne over vokalerne på ’Run Cried Crawling’.

’The Curse’ og ’Words Are Dead’ er yderligere to gode numre, der understreger, at Agnes Obel også som vokalist har renset sit udtryk og hævet barren.

Musikere som Mika Posen og Gillian Fleetwood har fået markante roller, men Agnes Obel har sekund for sekund total kontrol over et album, hun til overflod også har produceret og mixet.

SE OGSÅ Debuterende musiktalent klatrer op ad hitlisterne

Måske skulle hun næste gang vove pelsen og lukke en producer ind i sit kunstneriske jomfrubur?

Vist er ’Aventine’ en modning og raffinering af udtrykket fra ’Philharmonics’, men albummet er også mere lukket om sin egen skønhedsåbenbaring.

Jeg savner i hvert fald den melodisk udstrakte hånd og de spjæt af romantisk schwung, som trods al gravalvor sidst var en del af den livgivende charme.

fortsæt med at læse

Følsom sangerindes skitser mangler ilt