Det var på mange måder en særlig aften i Det Kongelige Teater.
Udenfor rasede stormen i København så lokalpolitikernes smilende kontrafejer uanset partifarve blev kastet hid og did af naturens såre demokratiske kræfter.
Stormen sørgede for en del tomme pladser i det fine, gamle guldbelagte teater, hvor ’Stormen’s ophavsmand Shakespeare i agtværdig profil betragtede et på alle måder mindre stormfuldt drama udfolde sig på scenen.
LÆS OGSÅ Den stille danske pige fra Berlin kan stadig begejstre
Denne aften var det det nemlig de stille piger i klassen, der kørte med klatten. Først varmede canadiske Erin Lang op med fin og følsom hvisketiskesang og så kom turen til de Agnes Obel med den pureste røst i dansk pop.
Skønhedsåbenbaret præcision
Koncerten på Det Kongeliges Gamle Scene var Agnes Obels eneste i Danmark i denne omgang. Udlandet har hidsigt bud efter det danske stjerneskud fra Berlin, der efter den fænomenalt succesfulde debut ’Philharmonics’ for et par år siden nu er igang med at konsolidere gennembruddet med den aktuelle efterfølger ’Aventine’.
At Agnes Obel er blevet et internationalt hit med sin intenst alvorlige kammerpop er en af de største musikalske overraskelser fra de senere år. En mørk og stormfuld nat på kongens nye torv gav publikumssammensætningen et fingerpeg om den demografiske baggrund for et fænomen, der spejler hitlisten i fordums finkulturelle saloner.
Det grå guld var stærkt repræsenteret i en sal, hvor også hipstere, forstadspar i 30’erne og hvad der kunne ligne et solidt kontingent håbefulde, unge klaverpiger, alle fyldte op på rækkerne på parkettet. Agnes Obel rammer ikke bare bredt, men usædvanligt bredt tværs over vandene, der normalt skiller.
Eftersom det oven i købet var hendes fødselsdag, var der ikke et øje tørt. Ja, det vil sige, det var der jo på en måde alligevel.
Agnes Obel har lært at sige nej til hitlisternes hurlumhejFor Agnes Obels musik appelerer ikke til de store armbevægelser og den sentimentale klump i halsen. På trods af at musikken trækker på den klassiske musiks mere romantiske åre, tilhører Obels musiceren om noget de underspillede følelsers diskret storladne gebet. Det stille drama udfolder sig under fuld kontrol med musikalsk indøvet indlevelse og skønhedsåbenbaret præcision.
Uopnåelig perfektion
I forhold til debuten har Agnes Obel rendyrket sit udtryk på ’Aventine’ til en perfektion ikke alle numrene ganske kan leve op til.
Udførelsen var ikke mindre konsekvent denne mandag aften, hvor pianisten og sangerinden optrådte som trio med cellisten Anne Müller og violinisten Mika Posen.
Kombinationen af strygere og piano forankrer musikken solidt i den klassiske musiks udtryk med Mika Posen som lidt mere vild violinist, der ind imellem fik lov til at skabe sprækker i en overflade så smukt monokrom som pianoets sorte låg og så stiligt changerende som lyset i Obels natblå velourkjole.
Obel understregede det klassiske snit ved brugen af instrumentale mellemspil. Åbningen med ’Louretta’ og med ’Chord Left’ og den mørkesmukke Satie-øvelse ’Wallflower’ som instrumentale intermezzi fungerede som tiltænkte små pusterum. Mit eneste problem var sådan set, jeg ikke rigtig følte, jeg havde brug for pusterum. Det skulle da lige være fordi det i længden blev mig en kende for iltfattigt.
Agnes Obel havde med sikker hånd sammensæt et sæt, som inkluderede de bedste numre fra ’Aventine’. Både ’The Curse’ og ’Run Cried the Crawling’ var stærke, men det var ’Dorian’ med ekstra melodisk eftertryk, der vakte stof til eftertanke. Her var musikken lige præcis den knivspids mere ekstrovert. Her ydede Obel det nødvendige minimale offer på popmusikkens alter, som vristede det fra det klassiskes svale, bonede favntag.
Sin egen vision
Agnes Obel laver en ganske unik og helt igennem bedårende musik, som hun sang og spillede helt på niveau. Hendes helt oplagte udfordring er nu at finde en måde at eksponere det indre drama i musikken, som faktisk kom bedre til udtryk, da Agnes Obel på ’Philharmonics’ stadig var i færd med at finde sine virkemidler og endnu var bare en anelse flagrende.
Det er jo ikke musik, der lægger op til nøgendans på bordene, men en anelse løssluppenhed og mere variation ville kunne gøre det afgørende underværk.
LÆS OGSÅ Agnes Obel hitter stort i udlandet
Den meget ens musikalske iscenesættelse af numrene fra ’Philharmonics’ og ’Aventine’ understregede indtrykket af en begavet og voldsomt disciplineret kunstner, der måske lidt for hurtigt syntes at have fundet sit endelige udtryk på den lige så sparsomt som smagfuldt bagbelyste scene. Lidt mere leben i disse lieder. Lidt mindre kontrolmani. Lidt flere af de genert-komiske kommentarer, hun faktisk mestrer.
Agnes Obel er et usædvanligt talent med sin helt egen vision, men hun behøver ikke holde kortene helt så tæt ind til kroppen, som hun gjorde det denne aften under det manende guldrandede motto ’Ei Blot Til Lyst’ højt hævet over scenen.
Uden for var stormen løjet af. Indenfor fik den aldrig lov til at slippe ud af Æolsposen.
fortsæt med at læse
