Miley Cyrus vil have frit valg på alle hylder

Provo. Miley Cyrus har ædt popkulturen op indefra det seneste års tid.
Provo. Miley Cyrus har ædt popkulturen op indefra det seneste års tid.
Lyt til artiklen

Der blev vrænget på næsen ad Miley Cyrus, da hun sidste år rystede sin spinkle røv til MTV Video Music Awards.

Men den tidligere Disney-stjerne var fløjtende ligeglad med ældre popstjerners formanende ord eller omverdenens uendelige analyser af hendes behov for vriste sig fra barnerollen som Hannah Montana. I stedet har hun lige siden ædt popkulturen op indefra og som sine jævnaldrende gakket ud.

Hele verden glor bare med, når hun flyver nøgen rundt på en nedrivningskugle til tonerne af det bombastiske hit ’Wrecking ball’. I sidste uge var der sikkert også nogen, der fik kaffe i tastaturet, da hendes koncertcover af The Smiths ’There Is A Light That Never Goes Out’ gik viralt – ikke midst over, at Miley Cyrus optog sig selv på mobilen imens.

SE OGSÅ

Som den engelske musikanmelder Alexis Petridis skrev om hendes koncert i London: »Andre popstjerner i stadionstørrelsen bruger som regel kunstfilm og referencer til Andy Warhol for at signalere modenhed. Cyrus kom ridende ind på scenen på en pantomimehest«.

Miley Cyrus ligner og lyder som en, der ikke vil dikteres, men have frit valg på alle hylder. På onsdag har hun hele Forum at boltre sig i.

Simon Lund

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her