Det var kærlighed fra første øjeblik. Og kærligheden holder endnu, her 16 år efter at jeg første gang stødte på den skotske gruppe Belle and Sebastian.
En onsdag i juni mailede jeg i nogle timer med bandets sanger og sangskriver, Stuart Murdoch, for at få svar på nogle af de spørgsmål, hans musik stiller for mig.
Dorte Hygum Sørensen: »Hej Stuart. Det virkede som sådan en god idé at skrive sammen med dig i stedet for at lave et telefoninterview, fordi du er så velskrivende – ikke bare som sangskriver, men også på din blog. Nu føles det imidlertid lidt underligt og ret privat at skrive til nogen, jeg jo slet ikke kender. Hvis musik jeg henter frem igen og igen. Det har jeg gjort som musikjournalist og ærlig talt også som fan, siden jeres tredje album, 'The Boy with the Arab Strap', udkom i 1998.
Men her er de første spørgsmål: Hvor er du lige nu? Hvordan har du det i dag? Og vil du fortælle om dengang, du som ung blev syg af kronisk træthedssyndrom, var isoleret meget længe og begyndte at skrive sange? Det virker, som om sygdommen er et tilbagevendende tema for dig, senest i din debut som filminstruktør og manuskriptforfatter, ’God Help The Girl’, som handler om en pige, der ligger på hospitalet og der finder ud af, at det kan hjælpe hende at skrive sange«.
Stuart Murdoch: »Lige nu er jeg hjemme i Glasgow og skal snart af sted til studiet. Jeg har det fint i dag. Men i 1990 skete der det, at min energi forsvandt. Jeg giver delvis Margaret Thatcher skylden for det! Nævnt i rækkefølge måtte jeg opgive: sport, arbejde, universitet, at gå ud og at være sammen med venner. Jeg blev et helt andet menneske. 1991 føltes for mig som ét langt liv. Jeg var inde og ude af hospitaler, og jeg boede sammen med mine forældre. Som om jeg var en baby«.
At sove sine øjeblikke væk
Belle and Sebastians univers er fuldt af sange om at sove sine øjeblikke væk. Det kunne jeg spejle mig i fra starten. Først senere fandt jeg ud af, at Stuart Murdoch ikke bare mente det der med at miste sin ungdom billedligt.
Måske er det derfor, at Murdoch, der i øvrigt også er allergisk over for alkohol og farveblind, med så stor intensitet kunne og kan synge om savn. Jeg holder så meget af, at Belle and Sebastians musik altid har en dyrebar, smuk melankoli, der ikke virker tungere end et forfløjent kronblad fra en sart valmue, men alligevel heller ikke lettere end al den beton, de har plastret forstæderne i Glasgow til med siden 1960’erne.
LÆS ANMELDELSE
Skotsk kvalivare til det øre der holder af musikHvem Stuart Murdoch er, har omverdenen gennem årene kunnet få indtryk af ved at læse hans blog ’Stuart’s Diary’ på Belle and Sebastians hjemmeside, følge ham på Twitter eller læse hans dagbogsnotater i bogform i ’The Celestial Café’ fra 2010. Men der er stadig nogle ting, jeg undrer mig over.
Hvad får for eksempel en mand født i 1968 til at lave musik, der lyder som noget fra før, han blev født? Og hvordan har det påvirket hans sangskrivning, at han var syg i adskillige år?
Tid og kreativitet
Dorte Hygum Sørensen: »Det har altid fascineret mig, når kunstnere har talt om at opdage deres talent og kreativitet under vanskelig sygdom. Neil Young og Joni Mitchell var begge ramt af polio som børn og begyndte at fantasere og skrive, mens de kedede sig under sygdom. Kan du genkende det?«.
Stuart Murdoch: »Åh, jeg ville ønske, at sygdom bare var kedsomhed. Det ville der i det mindste være en form for trøst i. Men sådan er det ikke. Da jeg så småt begyndte at skrive sange i 1985, kom det af sig selv. Det var meget naturligt for mig på det tidspunkt. Men da jeg så blev syg, følte jeg, at jeg var NØDT til at skrive sange midt i tilstanden af ingenting. Det var det eneste, jeg var i stand til at gøre. Nå, jeg tager hen i studiet nu og får travlt. Men hvis du mailer mig spørgsmål, prøver jeg at svare indimellem«.
Dorte Hygum Sørensen: »Okay. Så vender jeg tilbage til det med sygdom. Det var ikke min mening at sætte lighedstegn mellem alvorlig sygdom og kedsomhed. Det er, fordi jeg nogle gange længes efter den tilstand, hvor kedsomheden har varet så længe, at tiden mister sin betydning, og der opstår en form for kreativitet, man ikke har ledt efter. Den kommer bare. Af sig selv. Kender du det?«.
Stuart Murdoch: »Åh, ja. Vi elsker alle sammen den følelse af sammenhæng mellem tid og kreativitet. Muligheden for at det sker, mens man er syg, er en trøst midt i det hele. Jeg er stadig syg. Det vil jeg altid være. Mere eller mindre i perioder. Jeg lever med det«.
Elsker Glasgow
Dorte Hygum Sørensen: »Det er jeg ked af at høre. Du voksede op i Glasgow, og du bor stadig der. Hvordan påvirker byen din musik?«.
Stuart Murdoch: »Jeg elsker Glasgow. Jeg elsker min by, som en kunstkritiker elsker sit yndlingsmaleri, eller som en ædedolk elsker sin livret. Jeg kan ikke få nok af dens foranderlige stemninger, årstider, steder og karakterer. Det er en guddommelig by, men det er kun, fordi det er der, jeg bor. Hvis jeg var vokset op i LA, ville LA være mit nirvana«.
LÆS OGSÅ
Belle & Sebastian har hjertet uden på rullekraveblusenDorte Hygum Sørensen: »Fra den visuelle æstetik hos Belle and Sebastian til musikken er de tidligere 1960’ere meget tilstedeværende hos jer. Hvordan kan det være, at du er så inspireret af musik og stemninger fra tiden, før du blev født?«.
Stuart Murdoch: »I 1960’erne blev der opfundet en palet af musik, som stadig er meget tilstedeværende i guitarmusik i dag i det hele taget. Nutidens indiepop og rock er nogle gange ligesom musikken fra 1960’erne. Bortset fra at den mangler ambition, melodi og noget rigtig interessant at fortælle«.
Kaffe og kage på ø
Dorte Hygum Sørensen: »Det sidste er jeg nok ikke enig i, hvad Belle and Sebastian angår. Jeg holder så meget af, at solen aldrig skinner fra en skyfri himmel i jeres musik. Der er altid en byge på vej. De kontraster er i sig selv som billeder af livet. Med lyden af fortiden som anker. På godt og ondt. Især på søndage ved jeg af en eller anden grund ikke noget bedre end at lytte til Belle and Sebastian og gå en meget lang tur. Uden at have noget formål med at gå. Hvad holder du mest af at gøre på en dag, hvor din kalender er tom?«.
Stuart Murdoch: »Hvis det var en smuk dag, og det var i juni måned, ville jeg cykle hen til stationen, tage cyklen med i toget og tage toget til havet. Så ville jeg tage en færge til øen Bute. Der ville jeg spise kage og drikke kaffe og cykle øen rundt. Så ville jeg tage en anden færge til halvøen Cowal og cykle rundt i det vilde landskab, indtil jeg følte, at jeg var i færd med at blive et træ eller noget i den retning. Jeg ville tage et andet tog hjem til Glasgow, mødes med min kone og vores søn på vores yndlingsrestaurant for at få noget at drikke og spise. Og på et tidspunkt ville min søn på magisk vis være derhjemme, i sin seng, dybt sovende. Mens min kone og jeg var ude at danse til northern soul hele natten. Og når de spillede 'Tainted Love', ville folk gå helt amok«.
Stuart Murdochs tid til at maile var gået. Vi skrev farvel og tak til hinanden, og lige med ham var det o.k. at give slip. For Belle and Sebastians musik går aldrig for langt væk fra mig: Pladerne er noget af den musik, jeg bliver ved med at finde frem igen og igen. Det er den levende lyd af det aldrig helt perfekte.
fortsæt med at læse
