Egentlig er Dolly Parton brunette. Jeg nævner det bare. På ingen måde for at nedgøre alverdens blondiner, der som bekendt er hårdt nok plaget af fordomme i forvejen. Intet ville ligge mig fjernere.
Men fordi det trods alt er en, hårfin naturligvis, antydning af en forklaring på den umiddelbare uoverstigelige modsætning mellem hendes fremtoning som pornobranchens mest oppustede drøm af en sangerinde og hendes musiks ofte melankolske karakter og teksternes kredsen om livets mest benhårde realiteter. Ikke at den modsætning nogensinde har genereret hverken Dolly Parton, hendes fans eller karrieren som sådan. For mange andre havde forskellen på image og musik været den barriere, der på et eller andet tidspunkt i en så umulig lang karriere havde fejet hele pibetøjet af scenen. Men ikke for fru Parton.
