Henne om hjørnet, nede i kælderen skulle slaget slås. Ved siden af skattekammeret af moderne kunst på museet Macba og under naboen, CCCB, hvor man i øjeblikket kan se britiske Martin Parrs på en gang sataniske og poetiske fotografier af den moderne masseturisme, som strømmer rundt i gaderne omkring de to museer hver dag, stillede danske When Saints Go Machine op til en koncert, bandet havde »drømt om i årevis«. Sansebombardement Sådan udtrykte sanger Nikolaj Manuel Vonsild det, da han, bevæbnet med en Fanta på dåse, stod på scenen og kæmpede med den nervøsitet og glæde, der sitrede i kroppen på ham. Heldigvis var han og bandet mere end godt i gang med en maskinel nedsmeltning nede i kælderen. Hvor et stort kontingent af danskere fik sparket liv i koncerten med – helt sandfærdige – tilråb som »du er pissedejlig« til sangeren. Og hvor de lokale spaniere hurtigt fik taget musikken til sig og sat skub i latinske dansebevægelser i den fyldte sal.
LÆS OGSÅ When Saints Go Machine løb med P3 Prisen
Målt i omfang og publikum er det ikke så stort at være det afsluttende ’hovednavn’ på den første aften af Barcelonas sansebombardement af en festival for elektronisk musik, moderne kunst og multimedier.
Der var vel 500-600 i SónarHall, som kælderen kaldes. Men når de rigtige mennesker er glade, er det ligegyldigt, hvor mange af dem der er.
En nydelse er det at følge When Saints Go Machine banke liv i lyden på Sónar.
Blændende musikere
Den indledende ’Konkylie’ former sig som netop det med sin valsetakt og sine mystiske spring i toner. En fin introduktion til et underligt, komisk univers.
I anden sang, ’Parix’, slår Silas Moldenhawers ekstremt velspillede trommer effektive huller i teknikken, og et groove kigger ind. »Talking talking in my sleep/ Dancing dancing on my tongue«, synger Vonsild henført. Og sådan føles det.
Snart danses der ikke kun på tunger, men i hele kælderen. ’Mannequin’ forbinder fint det stemningsladede med det dansable og ’Church And Law’ med sine gyngende basgange på synthesizeren satte gang i den fest, der naturligvis måtte kulminere med de diskofile ’Kelly’ og ’Fail Forever’.
