Det er de færreste i pensionsalderen, der får deres aldrende ego stivet af ved, at yngre kolleger hylder dem for deres seksuelle kraft og magt i et verdensomspændende hit.
Det gjorde amerikanske Maroon 5 for dig i sangen om dine forførende bevægelser og deres indbyggede scorekraft: »Don’t need to try to control you/ look into my eyes and I’ll own you/ with them moves like Jagger«, påstod hittet, og hele verden sang med til din gunst for to år siden.
Selv kunne du blot smile dit bredeste smil, hvilket som bekendt vil sige noget.
Da var du 68 og allerede en aldrende, dionysisk afgud. I dag fylder du 70 år og hvad så?
Du har stadig dine moves, din magt og din lodrette fornægtelse af almenmenneskelige fakta som forfald og faretruende deadlines. Du er den eneste Peter Pan i pensionsalderen, fordi alle de andre evige drenge døde undervejs.
Derfor lærte Mick Jagger at ryste hovedetMichael Jackson og Jim Morrison, for eksempel, tog deres moves med i graven.
»Til dem, der ser os for første gang – kom endelig igen«, sagde du uden antydning af ironi eller angst for fremtiden, da du og Rolling Stones i sidste måned indtog nyt land, den store Glastonbury Festival i dit britiske hjemland.
Det gik selvsagt forrygende. Du og de andre morfædre »blæste scenen i stumper og stykker«, som avisen The Daily Telegraph beskrev det.
Så stort skulle det selvfølgelig være.
Underspil har ligesom aldrig været din afdeling. Det er en af grundene til, at glansrollen, som I indtog som bøllefrøene i det glade blomsterbed, da tresserne blev affyringsrampen for dit band og dit ego, for længst er afblomstret.
Jovist, du er stadig poster(old)boy for sex, drugs and rock’n’roll. Selv om du selv for årtier siden gik over til økologisk mad, powershakes og et krævende træningsprogram.
De siger, at du hver aften synger og danser dig igennem en hel koncert med dine rullesten nede i din kælder. Halsende efter din egen fortid og den evige ’(I Can’t Get No) Satisfaction’. Fra drugs til arbejdsnarkomani, ikke sandt?
På et altsigende foto fra 1972 under en af de endeløse turneer i USA vælter dine trætte kolleger – er det vel for dig? – dødtrætte om i sofaerne i omklædningsrummet. Bare ikke dig.
Du ligger på gulvet og strækker fødder og ben mod himlen i en krævende yogaøvelse. It’s only rock’n’roll? Well, i så fald med et stort skud sund fornuft.
Du synger endnu pligtskyldigt (og fremragende, det er jo ligesom dig, der har defineret begrebet rockstanger!) om ’Street Fighting Man’, ’Sympathy For The Devil’, ’Gimme Shelter’ og alt det andet gamle gods, når et stadion står klar til en injektion af alderdommens vitale energi fra dine altid skudklare hofter.
Men det er meget lang tid siden, du selv tog den slags bogstaveligt. Eller opførte dig som en rockende rebel.
»Det er ikke et intellektuelt krævende job at være rocksanger«, tilstod du i sidste måned over for BBC for med et suk at tilføje: »Men jeg prøver at få det bedste ud af det, du ved«.
Jo tak. Det kan man vist roligt sige.
Du stormer, svanser og svajer rundt ved hver koncert, så indsatsen svarer til at løbe 18 kilometer i fuld fart og ikke mindst i fuld kontrol. Når masserne har hidset sig ned igen, kan du læne dig tilbage i læderstolen, se dit elskede kricket i tv eller årvågent følge med i alverdens politiske dårskab, som ligger dig stærkt på sinde.
Hyldede blomsterbørn: 60'ernes lyd var meget bedre end alt det nyeEn ældre britisk gentlemen med en dæmonisk kynisme. Måske er det, du har fået ud af alle kvinderne, berømmelsen, idoldyrkelsen, Mick, at du ikke tager noget for givet og egentlig ikke tror på noget? Jeg ved, fordi jeg har siddet over for dig, at der er noget evigt gennemborende i dine drengede, blå øjne.
Det er den kompleksitet, der gør dig så fascinerende.
Mens hele verden knuselsker din gamle sidemand og forhenværende kammerat Keeeef (Keith) Richards betingelsesløst for hans piratcharme, menneskelighed, skødesløse manerer og uforbeholdne nydelse af livets stimulanser, må du nøjes med at nyde alverdens respekt.
Selv om du ifølge selv samme Richards er meget svær at holde af, er der ingen vej uden om respekten.
Du er gået fra at være rockidol til at være det nærmeste, Ældre Sagen kan komme et ikon. Et potentielt æresmedlem, som har vist vejen for den nye generation af modne mennesker, der høvler op og ned ad bjerge på cykel, sprinter gennem et maratonløb eller mødes til en skål salat efter en lang formiddag i svømmehallen.
Så stram som din egen røv, så fornuftig som dine forretningsmæssige dispositioner på vegne af bandet, så disciplineret og stræbsom, som havde nogen skruet en emsig stavgænger op i røven på dig.
LÆS ARTIKEL
Det her vidste du (måske) ikke om Rolling StonesMåske er det ham skarnsknægten, Keith? Selv da han skrev i sin biograf ’Life’, at du har »gigantiske nosser«, men en lille diller.
Det var noget barnligt og bittert sludder, Keith Richards fyrede af. Men det var jo også respektløst og rock’n’roll på den måde, du bare ikke rigtig er, Mick. Ikke for ingenting har du fået dig en fin sir-titel.
Du reagerede med fornærmet at sige, at enhver fremtid for Rolling Stones var usikker. Men det passede selvfølgelig ikke. Du ved bedre end alle de andre tilsammen, at the show must go on!
Hvorfor, kan vi kun gætte på. Det er næppe hverken penge eller prestige, du tænder på længere. Ej heller makker Richards’ kongstanke om at slå alle rekorder og blive historiens længst levende og største rocklegende.
Som du sagde til mig en af de mange gange, hvor jeg har haft den oftest behagelige og morsomme fornøjelse at tale med dig, dog altid afbrudt af et par udfald mod ham Keith der og spydigheder mod folk med mit primitive virke:
»At være en legende, eller en del af en eller anden myte, kan jeg slet ikke bruge til noget. Jeg prøver virkelig at undgå at tænke på det nogensinde. Og dukker det alligevel op; jeg kan ikke leve mit liv som andres legende, jeg er bare mig selv«.
Og hvem er så det? A nice bunch of guys, har ham der Richards, der unægtelig har det med at levere de der onelinere, det må vi give ham, sir Mick, engang sagt om dig. Og det har han jo ret i. Det er fordi du er så uigennemskuelig, at du vedholdende fascinerer, Mick.
Turnéstart med stil: Rolling Stones fyrede den spontant af på miniklub»Han ligner lidt Baryshnikov (lettisk balletdanser, red.) – en balletdanser fra en anden tid. Mick har stadig et smukt ansigt. Alle de rynker, der følger med tiden, har bare gjort ham endnu smukkere. Hvorfor? Fordi han bærer sine rynker godt. Jeg elsker hans rynker«, sagde din ven Bono i en sød fødselsdagshilsen til dig til den tyske avis Welt am Sonntag.
Der er noget om snakken.
Rygterne kan du ikke svanse væk fra. Jeg drømmer om, at du lader hårfarven stå og skriver nogle sange fra Michael Philip Jaggers virkelige ståsted som 70-årig i en hastigt roterende verden i stedet for konsekvent at holde fast i liderlighed og andre ungdommelige bæster. Sådan lidt skramlekasseblues. Jeg er sikker på, at Keith vil elske det.
Så det kan vi godt glemme. Den glæde skal du sgu ikke give ham. Og da slet ikke på din fødselsdag.
Hvorfor skulle du også spille rent ud så sent i livet? Så hellere fortsætte det dæmoniske dobbeltspil med alder og død og makkerskabet for livet, så længe det kan drives og sikkert også driver dig.
Om ikke andet er det satans sjovt, livet, ikke?
Skal man forstå dig og Rolling Stones, tror jeg egentlig, at det klogeste er ikke at tage det hele så tungt og synge med på dit gamle omkvæd fra ’Jumpin’ Jack Flash’: »It’s a gas, gas, gas!«.
fortsæt med at læse
