Egentlig var det Jonathans band. Det var endda opkaldt efter hans hund Basco. Men da de andre medlemmer besluttede sig for at smide forsangeren Sam France på porten, skred Jonathan også. For selv om han kun var 14 år, vidste han, at det, han havde sammen med Sam, var helt særligt.
»Vores band var meget Doors-agtigt, og Sam sang meget excentrisk. Men da han en dag havde lagt en masse forskellige lyde fra sakse og lightere ind over vores numre, gik det for vidt for de andre. De hadede det, fordi det ikke lød som The Doors. Men jeg elskede det! Så vi tog direkte hjem til mit hus og optog vores første sange«, fortæller Jonathan Rado, den ene halvdel af rockbandet Foxygen, over Skype fra Californien i USA.
Den svære nostalgi
I dag, omkring syv år efter at Jonathan og Sam indspillede de første sange sammen hjemme på Jonathans drengeværelse, har musikmedier verden over udråbt Foxygen til et af rockens næste store håb.
Drengenes første ep, ’Get the Kids of Broadway’, udkom i fjor, men det er især deres første egentlige album, ’We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’, der har fået anmelderne til at smide rosende adjektiver og topkarakterer efter bandets unikke retrolyd, der bevæger sig i et flydende grænseland mellem rock og psychedelica inspireret af fortidens store navne som The Rolling Stones, The Velvet Underground, Bob Dylan og Elvis.
»Jo mere tid du tilbringer med ’We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’, jo tydeligere bliver det engagement og den glæde, den er lavet med«, skrev det toneangivende amerikanske musiksite Pitchfork for eksempel om Foxygens flirt med især 1960’ernes og 1970’ernes lyde og gav langt-over-middel-karakteren 8,4/10. Samme luftlag bevægede britiske NME sig i.
»En plade, der strutter af elskelige særheder uden nogensinde at prøve for meget«, skrev de, da ’We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’ udkom i januar, og gav karakteren 8/10.
Politikens musikredaktør Pernille Jensen kunne heller ikke stå for den legende lyd af Foxygen.
»Nostalgi i musik er det allerhelvedes svært at spille på. Men når det endelig lykkes, er det mindst lige så svært at få armene ned igen. Og det er sådan, jeg har det med det amerikanske band Foxygen. At lytte til Foxygen føles nemlig lidt som at spille banko med referencer til rockhistoriens helt store klassikere. Dér var Bob Dylan, tjek. Mick Jagger-hvin? Tjek. Det dér lyder som The Kinks, tjek. Og så et par minutter senere: Elvis lever, ja tak. Banko!«, skrev hun i sin anmeldelse af Foxygens debut og gav fem hjerter.
LÆS OGSÅ Debutanter spiller banko med rockhistorien
Multitalenter
International hæder og berømmelse var dog ikke noget, Sam og Jonathan tænkte særlig meget på, den dag i 2005, da de sammen forlod Basco. De to drenge, der også gik i skole sammen, hang bare ud sammen om eftermiddagen og nørdede sig længere og længere ind i musikken.
Hvor de andre fra skolen dyrkede Black Eyed Peas, Akon og andre af samtidens storsælgende kunstnere, var det Jimi Hendrix, The Rolling Stones og The Beatles, der kørte på pladespilleren hjemme på drengeværelset, når Sam og Jonathan mødtes.
»Vi startede ud med at høre musik fra 1960’erne og blev efterhånden mere og mere eksperimentale i vores smag. Det gik hurtigt op for os, at lyden fra dengang var meget bedre end alt det nye musik. Så vi blev lidt besatte af det«, fortæller Jonathan Rado, der i dag er 22 år.
Men de to californiske teenagere nøjedes ikke bare med at lytte til musik. De indspillede også deres egne numre. Det store musikalske forbillede var den excentriske frontmand Anton Newcombe fra bandet The Brian Jonestown Massacre, som blev udødeliggjort i dokumentaren ’Dig!’ fra 2004.
I den film påstod Anton Newcombe, med lidt overdrivelse, at han kunne spille over 90 forskellige instrumenter, og det udsagn inspirerede Jonathan og Sam. De ville kunne det samme. I dag vurderer Jonathan Rado, at Sam og ham til sammen kan spille alle instrumenter i verden. Intet mindre.
»Jeg kan ikke spille horninstrumenter, men det kan Sam. Når man først har lært en del instrumenter at kende, begynder resten at komme til en intuitivt. Jeg lærte mig selv at spille viola på et par dage, fordi jeg allerede kendte grundprincipperne bag strenginstrumenter. Man ved, hvor man skal sætte fingrene, så det svære er bare at finde ud af, hvordan man bruger buen«.
Selv foretrækker han dog trommen.
»Især gammeldags trommer, fordi det giver en old school-lyd. Og så får man lov til at slå på ting. Det er ikke så teknisk, man tæsker bare løs på noget«.
I alle retninger
Og de to unge drenge har været særdeles flittige med instrumenterne. Selv om de begge har haft afstikkere til andre bands og gået på hver sit universitet, er de altid vendt tilbage til hinanden og eksperimenterne på Jonathans værelse. Inden de brød igennem, nåede de at indspille 15 gør-det-selv-plader i løbet af seks år – dog uden at nå ud til noget bredere publikum.
»Dengang lavede vi ikke rigtig plader for, at folk skulle høre dem. Det var bare en sjov hobby for os. Det var bare det, vi gjorde efter skole. Vi tog hjem hver dag og optog sange, og så gav vi dem til vores forældre og venner«.
Selv om 1960’erne altid var Foxygens musikalske udgangspunkt, dansede de ivrigt rundt mellem genrerne på deres hjemmelavede plader. Fra punk til tunge rockinspirerede konceptalbum, et par rapnumre og en enkelt countryplade.
»Vores plader stak i alle retninger. På et tidspunkt kunne jeg virkelig gode lide Willie Nelson og gammel countrymusik fra 70’erne, så jeg købte en cowboyhat og en gammel guitar og spillede på den, men jeg kom over det efter et stykke tid«.
Dengang var Foxygen fuld af effekter og underlige lyde. Nogle gang kunne man dårligt høre, hvad Sam France sang. Men da drengene sidste år fik hul igennem til deres idol, musikeren, produceren og The Shins-medlemmet Richard Swift, kom der andre boller på suppen. Han hjalp dem med at rydde lidt op i materialet, mixede deres første ep, ’Take the Kids of Broadway’, og fik den udgivet. Og det er også ham, der står bag det nye album.
Vil ikke efterligne
Men selv om lyden af Foxygen er blevet mere poleret siden mødet med Swift, er den stadig et blandingsprodukt af forskellige genrer, hvis eneste umiddelbare fællestræk er deres rødder i 1960’erne. Numrene på ’We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’ er blevet sammenlignet med så forskellige kunstnere som Bob Dylan, Elvis og The Rolling Stones, men anmelderne er enige om, at Foxygen aldrig efterligner idolerne. Og det er også meningen, fortæller Jonathan Rado.
»Vi er godt klar over, at vi lyder som f.eks. The Rolling Stones, og vi vil ikke skjule, at vi godt kan lide at lytte til musik selv. I stedet omfavner vi de fede melodier, som virkelig fandtes i den tid«.
At flirte med fortidens store navne kan dog være en svær balancegang, mener Jonathan Rado.
LÆS OGSÅ Iskold festival arrangerer koncerter på dieselmotorer og i parkeringskældre
»Der er en hårfin grænse mellem at lave parodier og være et rigtigt band. En sang som ’Are You Gonna Be My Girl?’ med Jet minder for eksempel alt for meget som noget af det gamle musik. Og et band som The Darkness forsøgte at lyde og være præcis ligesom Queen. Det gider Sam og jeg ikke. Vi vil ikke være The Rolling Stones, The Beatles eller The Kinks. Vi vil hellere betragtes som deres ligeværdige. Vi ser os selv som et band, som kunne have eksisteret i 1960’erne, ikke som et band, der forsøger at være 1960’er-agtige«.
Af samme grund skrotter Sam og Jonathan deres sange, hvis de kommer for tæt på at være efterligninger.
»Vores mål er aldrig at skrive en sang, der skal lyde som The Rolling Stones. Hvis en sang begynder at ligne for meget, gider vi ikke lege med den mere«.
fortsæt med at læse
