Den kommende Frost Festival byder til februar på mørkekoncerter, ung 60'er-energi og dans mellem udstoppede dyr.
Elektrotalentet Rangleklods giver her to koncerter i fuldstændig mørke, Los Angeles-duoen Foxygen gæster Danmark for første gang, mens den østrigste trio Elektro Guzzi giver publikum en omgang håndspillet minimal techno til Frosts åbningskoncert på Zoologisk Museum.
LÆS OGSÅ Festival skabte tropisk magi i København
På 2012's Frost Festival spillede danske Sleep Party People en koncert med Zoologisk Museum som ramme, og til 2013-udgaven af festivalen vil de samme rum være omgivelserne for åbningsfesten fredag den 8. februar.
Håndspillet techno
Elektro Guzzi spiller midt i Darwin-udstillingen på guitar, bas og trommer med deres håndspillede techno.
Rangleklods' mørke koncerter foregår i Caféteatret, hvor han vil forsøge at forme en musikalsk og visuel totaloplevelse med lyd og specialdesignede lyseffekter.
Rangleklods - med det borgerlige navn Esben Andersen - har i det seneste år bevæget sig opad på den danske musikscene med supportjob for Veto og WhoMadeWho, koncerter på Spot og Roskilde Festival og udgivelsen af debutalbummet 'Beekeeper'.
Særligt udvalgte locations
Toneangivende musikblogs og -medier verden over spår, at den småpsykedeliske Los Angeles-duo Foxygen vil få deres helt store gennembrud i 2013.
Til januar udkommer debutalbummet 'We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic', inden gruppen gæster Natbar i Bremen Teaters foyer ved Frost Festival til februar.
Vinterens Frost Festival præsenterer for tredje år i træk både internationale og danske kunstnere på særligt udvalgte locations i København.
LÆS OGSÅ Peter Sommer spiller nye sange i hemmelig kælder
Tidligere har Frost Festival blandt andet offentliggjort Efterklang, Modeselektor, The Late Great Fitzcarraldos, Thulebasen, Jacob Bellens, Lars and the Hands of Light, Speaker Bite Me og Peter Sommer til 2013-programmet.
Læs mere på Frost Festivals hjemmeside.
fortsæt med at læse




























