0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lydtroldmand skaber vildtvoksende værk om døden

Flying Lotus rører i en heftig cocktail af jazz og hiphop uden hæmninger.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det femte album fra Flying Lotus er et spraglet og vildtvoksende værk, der handler om døden, - men det er bestemt ikke en sørgesang. Kilde: Politiken.tv / Simon Lund. Peter Vintergaard.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når nogen dør i Steven Ellisons familie, spiller de efterladte Alice Coltranes ’Going Home’ for den afdøde.

Et spirituelt stykke musik, der oprindelig er skrevet i 1893 af den tjekkiske komponist Antonín Dvorák. I den jazzeksperimenterende Coltranes hænder bliver det til en ti minutters linje fra spinkelt harpespil og gravkammerstemning til en smukt fabulerende skabelse af nye verdner i det hinsides.

Da Steven Ellison er grandnevø af Alice Coltrane, var han også med til at spille den, da hun selv døde i 2007. Og da Ellisons egen mor døde to år senere. Havde han kendt sin far bedre, var familiemusikken nok også kommet frem, da han døde ved årtusindeskiftet.

Død og musik har haft sin faste gang i 31-årige Ellisons liv, og nu smelter han dem sammen på sit femte album under navnet Flying Lotus. Her er passager, der gennemlyses af kosmisk stråling, men modsat familiehymnen går lydtroldmanden Ellison anderledes vildt og radikalt til værks for at komme derhen.

Og bagefter er han ikke på vej hjem, men i et karneval af vilde manga-tegninger, dybe tanker og uregerlige beats på vej videre.

Som det fremgår, kommer Flying Lotus fra en musikalsk familie. Ud over at jazzgiganten John Coltrane var hans grandonkel og Alice Coltrane hans musikalske mentor, var hans bedstemor en del af Motown og sangskriver for Diana Ross. Selv er han vokset op på Los Angeles’ eksperimenterende hiphopscene, hvor man navigerer efter stjerner på den californiske smoghimmel som Madlib og J Dilla.

Fri leg i kaos og sus i mellemgulvet

Kombineret med en virtuos leg på den elektroniske musiks ydre grænser har krydsningen af hiphop og jazz gjort Flying Lotus til en hovedskikkelse på storbyens Low End Theory-scene for instrumental hiphop.

Her finder man også navne som Nosaj Thing og Gaslamp Killer, men ingen formår at skabe så vildtvoksende og overrumplende værker som Flying Lotus. Hvilket han understregede med det hidtidige hovedværk, ’Cosmogramma’ fra 2010.

På ’You’re Dead!’ er det især progressiv jazz og opklippet hiphop, der udveksler ideer. I rasende tempo til at begynde med. Og hvem er bedre til at hjælpe med at bygge bro mellem lige de to verdner end Herbie Hancock. Med sit Fender Rhodes er han modvægten til Thundercats frenetiske basspil og de amokløbende trommer.

Der er fri leg i kaos og sus i mellemgulvet i de første mange korte numre (der er i alt 19 på albummets 38 minutter), indtil rapperen Kendrick Lamar kommer til på ’Never Catch Me’. Med lynrap prøver han at overskrive den i forvejen overgearede stemning og sætte nogle ord på hele udforskningen og omfavnelsen af mørket på den anden side af livet:

»They say that Heaven’s real/ analyze my demise, I say I’m super anxious/ recognize I deprive this fear and then embrace it«.

Også Snoop Dogg træder hen til mikrofonen på skævt funky ’Dead Man’s Tetris’ og leverer et par linjer om døden, som vi alle snubler over på et tidspunkt.

Sonisk symfoni ude af kontrol

Men et hiphopalbum bliver det aldrig. Lige så snart de to rappere er færdige, tager musikken igen fart. Stakåndede saxofoner farer frem, og elektriske guitarer slår krøller på den lineære fortælling.

Før albummet midtvejs slår om, sænker tempoet, retter baslinjerne ud og finder skønhed i den udflydende psykedelia, der til sidst opløser dødsforestillingerne i lydenes stjernestøv.

Sofistikeret kan man sige, at Flying Lotus’ musik har en kinetisk energi. Man kan også bare sige, at det er forrykt. Forrygende, men helt sikkert forrykt.

Men i en tid, hvor verden flyder over af musik skåret over den samme læst, og man på hitlisten konkurrerer om at finde lige den lille forskydning, der kan skille ens sang ud fra resten, er Flying Lotus en sonisk symfoni, ude af kontrol. Den rydder bulen og renser tavlen.

Bagefter er ørerne nulstillet, og man er mindet om, hvad musik kan, når man lader det ramme nervesystemet og ikke kun lytter til fragmenter eller lader det køre i baggrunden. Flying Lotus er intenst og skal høres højt og i sin helhed. Og man dør ikke af at høre det. Tværtimod er det her nok en af de mest offensive strategier over for døden, man kan finde. Jeg kan dog ikke udelukke, at det godt kan føles lidt som en vild feber.