Anmelderne: Lars H.U.G. er tilbage som popstjerne

Ros. Med sit nye danske udspil vinder Lars H.U.G. igen anmelderhjerter. Politikens musikredaktør mener, at den 61-årige musiker trods »trods musikalsk rundere mahognihjørner« har formået at bevare noget anarki i sin popmusik.
Ros. Med sit nye danske udspil vinder Lars H.U.G. igen anmelderhjerter. Politikens musikredaktør mener, at den 61-årige musiker trods »trods musikalsk rundere mahognihjørner« har formået at bevare noget anarki i sin popmusik.
Lyt til artiklen

Kan han stadig lave pop, der bliver til evergreens?

I 1992 udgav Lars H.U.G. albummet 'Blidt over dig' , og numre som 'Natsværmer' og '? Er Lykken Så Lunefuld' holder på forunderlig vis stadig 22 år senere.

Og nu - efter engelsksprogede udgivelser og en 11 år lang pause fra musikken - er Lars H.U.G. tilbage med et dansksproget album. Men kan han matche niveauet fra sin storhedstid?

Næsten, lyder det fra anmelderne.

Ekstra Bladets Thomas Treo giver fire stjerner og skriver, at Lars H.U.G. på den nye '10 sekunders stilhed ikke når »samme euforiske højder og rørende dybder«, men at det er »en fornøjelse atter at høre sangerens karakteristiske stemme knække på modersmålet, selvom han savner storhedstidens afgørende refræner, hooks og melodiske overskud«.

LÆS POLITIKENS ANMELDELSE

Lars H.U.G. er tilbage med uafrystelige popsange

Gaffas anmelder Jan Opstrup Poulsen lander også på karakteren fire og skriver, at »[i]ngen kan som Lars H.U.G. krukke sig gennem det danske sprog med sit helt særlige knæk i stemmen, og bare for denne kvalitet er albummet det hele værd«.

Det huer dog ikke anmelderen, at H.U.G. lyder som Lars Lilholt i skæbnefortællingen 'Sugar Handyman', da det »bestemt ikke er hans boldbane«.

LÆS INTERVIEW

Lars H.U.M.L.E.B.I. om nyt album: »Vi går i gåsegang iført iltmasker«

Berlinskes anmelder Lars Rix fremhæver også Lars H.U.G. som en ener i dansk musik og forklarer, at han indtager rollen som »manden, der sætter ord på både det smukke og det smertefulde i livet. Der er så få musikere herhjemme, der i dag er i stand til at løfte denne opgave. H.U.G. er stadig en af de bedste«, og han konkluderer, at det er »et tidløst værk, der holder«.

Helt oppe på den store klinge er BTs anmelder Henning Høeg, der leverer seks stjerner for tonerne.

»Den 61-årige maler, komponist og fra tid til anden, modvillig rockstjerne nemlig lavet årets, hvis ikke årtiets danske rockalbum. 12 sange, der gør det endnu skønnere at være i live«.

Og så roser han, at melodierne er enkle, dansable og lettilgængelige, så albummet bør nå bredt ud:

»Hvis nogle før har opfattet Lars H.U.G. som lidt elitær og snørklet, så giver '10 sekunders stilhed' god grund til at tage den opfattelse op til revision«.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her