I første omgang lyder det som en typisk frækhed fra Lars H.U.G., når han siger, at hans nye album, ’10 sekunders stilhed’, er den sidste del af en trilogi. De to første var så ’Kysser himlen farvel’ og ’Blidt over dig’.
Det kan enhver jo komme og sige bagefter. Når nu det er henholdsvis 27 og 22 år siden, at de gamle milepæle blev sat i dansk pophistorie.
Lykken er lunefuld
Men det er ikke grebet ud af luften eller bare en kvik måde at snige sig til lidt solskin fra fortiden på. De 11 nye sange på Lars H.U.G.s første dansksprogede album siden 1992 har mange små citater og musikalske vendinger fra dengang, Lars H.U.G. blev folkelig.
Lykken er lunefuld på ny, vi venter stadig på nogen og undrer os over, hvor vi går hen. I sange, der stræber efter håb og lys.
Det er en fryd at høre Lars H.U.G. synge på dansk igenTingene stemmer bare ikke helt, når man tager en tur på livets karrusel med Lars H.U.G. Fortiden tynger, og fremtiden er fuld af gentagelse af velkendte fejl. Selv lykken hakker som en ridset vinyl:
»Hvem siger vi bliver lyk-lyk-lykkelige?«.
Fyldt med ørehængere
Lars H.U.G. er med andre ord tilbage i god form. Men hvor ’Kysser himlen farvel’ var et mesterværk af blåkold patos og ’Blidt over dig’ et fornemt supplement i alle efterårets farver, er ’10 sekunders stilhed’ en efternøler, der genbruger gode ideer, men forpasser chancen for selv at bidrage med noget nyt.
Uden at det gør ’10 sekunders stilhed’ til et dårligt album. Bestemt ikke. Sammen med en alenlang liste af musikere (hvor især guitaristen Peter Peter, bassist Mikkel Riber og den faste makker, keyboardspilleren Povl Kristian, går igen) har H.U.G. skabt et energisk album fuld af smittende melodier, der som mange andre H.U.G.-sange sandsynligvis også vil stå stærkt over tid.
Lars H.U.M.L.E.B.I. om nyt album: »Vi går i gåsegang iført iltmasker«For Lars H.U.G. kan skrive ørehængere. Selv når han skrider ud ad en tangent eller træder vande i en sang, tilfører han som regel en lille popgnist, der lyser det hele op.
Hør bare Peter Peters stjernekasterguitar i ZZ Top-format under omkvædet på den lidt overlæssede ’Den sidste tid’. Eller prøv at ryste den fræsende guitarpop uden bremseklodser, ’De søde søndage’ af dig igen. Umuligt.
Ubesværet crooner
Da Lars H.U.G. i 1989 udgav coverpladen ’Kopy’ med en favnfuld danske jukeboks-slagere, sagde han, at han havde valgt de sange, der ikke gav ham frikadeller i munden at synge.
Det kan man overføre og sige om alle Lars H.U.G.s egne sange. I en radiovenlig poptradition skriver H.U.G. sange i eviggrønne nuancer. Og han synger dem stadig, som kun Lars H.U.G. kan.
Lars H.U.G. fik gåsehuden fremDer er noget imponerende ubesværet over måden, hvorpå H.U.G. kan croone sig gennem både titelsangens hornblæsende passager og senere punktere tilværelsens ophobede uro med den hymniske ’Altid Lys’:
»Nu jeg verset i din sang/ for alting har sin pris min ven/ jeg ku synge det hele om igen«.
Altid en rest af noget andet
Ind imellem falder Lars H.U.G. tilbage på den pude af bossa nova-slumrende soul og jazzviser, der prægede de to engelsksprogede albums, som H.U.G. har udgivet i mellemtiden.
Som ’New York’, hvor han forfalder til musikalsk magelighed i stedet for at sætte noget på spil og dermed taber ordene om byens skæbnesymfoni på asfalten.
Det eneste, der er værre, er den skabede ’Sugar Handyman’, hvor en dunkel fortælling om penge og kærlighed drukner i et sømandskor, der må være lånt hos Kim Larsen, da han skrev ’Kielgasten’. Alligevel er der noget i melodien, der sætter sig fast.
Et kort øjeblik var Steffen Brandt og Lars H.U.G. sammen i Kliché. Over 30 år senere er de to aarhusianere folkelige på hver sin måde. Hvor Brandt er blevet en tryghedszone i sig selv, har H.U.G. trods musikalsk rundere mahognihjørner formået at bevare noget anarki i sin popmusik.
Der er altid en rest af et eller andet, når det kommer til Lars H.U.G. Nogle gange er det irritation, andre gange tvivl. Men for det meste er det dog glæden over, at han findes. Nu endda på danske gloser igen.
fortsæt med at læse
