Lukas Graham: »Jeg aner ikke, hvordan jeg skal skrive en glad sang igen«

Det var en af sjældne fridage, hvor Lukas Graham var hjemme og havde pause fra radiointerview, lydprøver og turbus.

Han stod i Christianias berømte green light district, Pusherstreet, og hyggede sig og skulle netop til at tænde en joint. Pludselig fik en skoleklasse på fristadsekskursion øje på popstjernen, der har optrådt i 'X Factor' og haft radiohit på radiohit.



»Jeg skyndte mig at række jointen til en af rødderne og sige, at den venter vi lige med. Så omringer de her børn mig fra alle sider. Det var en meget ambivalent følelse, for jeg kunne jo ikke bede dem om at skride. Samtidig syntes jeg heller ikke, det var passende at holde pressekonference med en masse børn i en hashbod«.

Men Lukas Graham havde ikke noget valg og endte med at stå og skrive autografer på hashbodens disk. Og han vidste der, at noget havde ændret sig fundamentalt i hans liv.

»Det er jo grundlæggende det, der er den store forskel på at være kendt og ukendt. Jeg kan skrive mit navn på et stykke papir og gøre nogen lykkelige«.
Soul sensation

24-årige Lukas Graham har haft et heftigt år. I marts udkom hans bands debutplade med radiohits som 'Ordinary Things', 'Criminal Mind' og 'Drunk In the Morning'.

Han har spillet 107 koncerter de sidste 10 måneder, med over 40.000 koncertbilletter alene i Danmark. Solgt 80.000 album og 150.000 singler. For ikke at tale om de 27 millioner streaminger og 5 millioner YouTube-visninger.

Han har ligget nummer 1 på iTunes i Tyskland og turneret der. Turen er også gået til England, Norge, Holland og Sverige, og i det nye år går det løs igen. Med mere Tyskland, spædet op med Østrig, Schweiz, Frankrig og Spanien.



Men denne regnvejrsgrå hverdag er han hjemme. På Christiania, hvor han blev født hjemme på sofaen i det hus, hvor moderen stadig bor.

For et år siden mødtes jeg første gang med Lukas Graham for at lave hans allerførste interview. Da boede han stadig hjemme hos forældrene og arbejdede på sit debutalbum, mens han spillede hemmelige kultkoncerter for et voksende publikum, der delte rygtet om de vilde og varme soulkoncerter med opkomlingen.
Familiemenneske

Egentlig hedder han Lukas Forchhammer. Graham er hans irske far, Eugenes, efternavn, som sønnen har taget som kunstnernavn, og som også er navnet på hans firmandsband.

Siden vi sidst talte sammen, er der kommet mere ro på Lukas Graham. For han er lykkedes, han er en succes. Hans nye lejlighed på den anden side af det berømte plankeværk, på Christianshavn, er ikke blevet indrettet og er ikke hyggelig. Det har der ikke været tid til.

Derfor sidder vi i hans mors køkken og drikker sort te med mælk. Lillesøster Niamh tusser rundt i pyjamas og spiser morgenmad. I den lille stue, hvor bandets første musikvideoer blev optaget i de tidlige morgentimer over en stribe dåseøl, hænger massevis af familiebilleder.

Familien Graham Forchhammer er tæt knyttet. Lukas Grahams telefon ringer ofte, næsten altid med et familiemedlem i den anden ende, der hilses på med et glad: »Hej Mulle«.

Kæmper med popstjernerollen
På vej gennem Staden må Lukas Graham skrive adskillige autografer. Christiania er fyldt med gæster på grund af julemarkedet i Den Grå Hal. Det er en væsentlig forskel, det med at blive genkendt.

»Det falder mig ikke naturligt. Og det er så langtfra, hvem jeg er. Men jeg har jo ikke ændret mig, jeg er stadig bare storebror og lillebror. Søn. En god ven for dem, som står mig nær. Svær at arbejde sammen med, fordi jeg kan være dominerende og er en kontrolfreak. Men jeg har oplevet venners attitude ændre sig over for mig. Der ved man så bare, at det ikke var de rigtige venner«.


Lukas Graham kæmper med rollen som popstjerne. I branchen ser han massevis af unge artister, der forærer deres liv væk for en pladekontrakt. Spiller det, de får besked på. Tager det tøj på, som nogen synes er flot, og bliver castet ind i en rolle.

Derfor havde han også en indre konflikt over at optræde i 'X Factor', hvor han sang duet med årets vinder, Ida. Men pladeselskabet overtalte bandet, selv om deres første reaktion var at sige nej tak.

En lang vej
»Jeg skal jo passe på, hvad jeg siger, for jeg har ikke lyst til at pisse på nogen. Men ... jeg synes eddermame, det er synd for de unge, der går derind og tror, der er nogen, der kan indfri deres drømme. Ideen om, at man kan skabe en lille stjernespire på et par uger eller måneder, er løgn. Mange siger til mig: »Orv, hvor er det gået hurtigt«. Men det ved jeg nu ikke. Jeg startede med at synge professionelt, da jeg var 8 år. I 6. klasse sang jeg til dronning Ingrids begravelse og turnerede verden rundt med koret«, fortæller Graham, der er uddannet sopransolist fra Københavns Drengekor og har gået på Skt. Annæ Gymnasium.



En anden side af musikbranchen, han har det svært med, er de røde løbere ved awardshow og den slags.

»Jeg synes ikke, det passer til mig. Hvorfor skal jeg det? Jeg vil hellere stå i baren. Men mit pladeselskab siger, at jeg skal passe på ikke at virke arrogant ved at sige nej til de der ting. For den røde løber er en hyldest til publikum«, siger han.

Sange og sorg
Lukas Graham har musikken med hjemmefra. Hans far, Eugene Graham, arbejdede på Christianias genbrugsstation, men arrangerede massevis af koncerter med især folk- og countrymusik. Nogle af Lukas Grahams første koncerter arrangerede faderen, og han stod altid klart med hjemmelavet pasta, når de havde øvet.

Far og søn har i årevis arbejdet som frivillige til Christianias Juleløses Jul, hvor folk, der ikke har noget sted at være 24. december, kan få gratis mad. I år skal junior dog repræsentere husstanden alene.

I starten af september døde 61-årige Eugene Graham pludselig af et hjertestop en fredag nat. Lukas Graham var i Tyskland og spille. Han fik beskeden over telefonen, og så satte bandet sig ud i turbussen og kørte hjem.

Der kom over tusind mennesker i Vor Frue Kirke til begravelsen, og da de efter irsk tradition tog direkte ud og lagde faderen i jorden, sang Lukas for sin far. Det blev et nummer, de ofte havde hørt sammen, 'Ain't No Love in the Heart of the City' med Bobby 'Blue' Bland.

Lukas Graham skrev dog nummeret om til 'Daddy, Now That You're Gone (Ain't No Love)' og har siden udgivet det i liveversion.

»Jeg siger farvel til min far, hver gang jeg synger den sang. Nu er jeg også en af dem, der har haft den bedste far nogensinde. Musikken er blevet en slags terapi for mig. Det, at stå på en scene, er for mig ligesom følelsen af at hoppe ned i vandet. Når man holder alt ude og svømmer«.

Derfor holdt Lukas Graham kun ti dages spillepause efter faderens død. Siden har den stået på turne i Tyskland med få pauser til at ilte og bearbejde sorgen.

»Det har selvfølgelig været hårdt ikke at kunne sætte mig ned og være rigtig ked af det. Der er så mange ting, der hele tiden får mig til at glemme, at jeg har mistet. Det er næsten det hårdeste. At jeg kan stå til en fest og tylle snaps og være glad og pludselig tænke: Gik det virkelig så stærkt? Jeg bliver tit ramt af sådan en hvad-laver-jeg-her-følelse. Når han ikke er her mere. Så tager jeg mine ting og går«.
Den første jul

Lukas Grahams mor er kommet hjem fra arbejde og har fået skænket en kop te, inden hun går ind ved siden af.

»Noget af det største i mit liv mangler, og det bliver jeg utroligt ked af hver dag«, siger han og fortæller om et digt, han har skrevet til sin far, der bl.a. lyder:

»He never said to me goodbye, and see you later is a lie/ I've got my thoughts and memories, I'm moving on and getting by/ But you left in me a fire, burning in me still, I shall look at what I want and I shall bend it to my will«.



»Det er den motivation, han har sat i mig, siden jeg var barn. Det var ham, der startede det her. Han har lært mig alt, hvad jeg ved, og jeg har jo hans navn som kunstnernavn«, siger han.

Foran Lukas Graham, som søn og som musiker, står en benhård første jul. Den skal holdes med storfamilien i et kollektiv på Christiania. Dernæst er der en opfølgerplade, der skal indspilles færdig, og selvfølgelig en verden, der skal erobres.

»Jeg aner ikke, hvordan jeg kan skrive en glad sang igen. Min verden bliver aldrig den samme igen, og jeg kan ikke repareres. Men jeg har ham med mig hele vejen rundt, hele tiden«.