Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Levit får med alle klaverets virkemidler taget til at lette

Igor Levits indfriede til fulde de meget store forventninger i Diamanten.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På et tidspunkt, hvor temperamentet var ved at løbe af med den unge russiskfødte pianist, løftede han højre arm højt over hovedet, lod venstre hånd tage sig af vilde klaverfigurer og svingede så den frie hånd frem mod flyglet som en dirigent for at markere en klanglig eksplosion. Og så kom den med dobbelt styrke.

Igor Levit er ude med sin kun anden cd, og alligevel lignede han tirsdag aften en pianist, der kommer til at dominere i koncertsalene mange år frem med originale, ambitiøse og gennemførte bud på alle dele af klaverlitteraturen.

Grænseløs klanglig skønhed

I Det Kongelige Biblioteks koncertsal spillede han to partitaer af Johann Sebastian Bach, fra lige der, hvor musikkens former udkrystalliserede sig i streng, objektiv skønhed – og to sonater af Ludwig van Beethoven, hvor netop den verden brød sammen i voldsomme subjektive dramaer af grænseløs klanglig skønhed. Og begge dele fik taget til at lette af smukke og interessante toneforbindelser.

Beethovens lille sonate nummer 22 blev sat op som to vidt forskellige satser. Med den ene som en samling af overdrevne forskelle og den anden som en opskruet salve af aktivitet. Mens den ene vekslede mellem helt firkantede udsagn af militært tilsnit, næsten uhørlige konstateringer og rolig jovial sang, brændte den anden jorden af med ti toner i sekundet.

Lige så varieret var sonate nummer 32, Beethovens berømte sidste sonate, der bryder med alle konventioner. Hvor førstesatsen formede sig som store udladninger i høj fart og med maksimal kraft, blev andensatsen en gådefuld rejse fra elegant musik, der strømmede ud af en enkelt rytmisk figur over hele flyglets bredde – til en slags lydkunst af tindrende klangflader.

Levit har ikke fået andet end ros for sidste års cd med netop Beethovens sidste sonater. Så det var ikke så overraskende. Hans nye dobbelt-cd med alle Bachs seks partitaer har gode muligheder for at nå samme udbredelse. De når hele vejen rundt om barokkens musikalske spektrum med en imponerende konsekvens. Fantasier, glemte danse, præludier, sange – han kan forme det hele til levende musik.

Bred musikalsk rækkevide

I Diamanten var Bachs univers af symmetrisk, matematisk poesi som stof helt anderledes end Beethovens musik i hænderne på den 28-årige musiker. Men modet og evnerne til at gå i clinch med noderne var uforandret.

Ved koncerten fik vi partita nummer 1 og 6 med hver sin serie af stiliserede hofdanse, der tilsammen viste rækkevidden af Levits gennemførte musikalitet. Med satser, der spændte fra langsomme, udstrakte afsøgninger af grænserne for, hvor lange linjer en pianist kan tegne, uden at tråden brister – til lynhurtige kanonader af rasende intensitet og sindrige væv af små figurer med overdrevne udsmykninger.

Nogle gange trak Levit linjerne helt sammen til tæt forbundne toner, nogle gange rev han dem fra hinanden som punkter i luften, og en enkelt gang foldede han overrumplende alle trådene sammen til en lysende kugle af ren klang. Uanset hvilke ideer han undervejs præsenterede til de stadig nye passager, og uanset hvor meget temperamentet slog gnister, gennemførte han sine planer systematisk og konsekvent.

Levit er ingen asket. Der blev lukket helt op for den store pose med virkemidler, mens han kørte rundt og rundt på klaverbænken og tegnede sin opfattelse af musikkens rytmiske cirkler med sin krop.

De to heftige fortolkninger ved koncerten havde på den måde en anden form for perfektion end cd-udgivelsen. Her er der ingen skarpe kanter – og absolut heller ingen småfejl – alt er sat sammen i plastiske forløb, der bruger hele det moderne instruments muligheder. Musikken skrider minutiøst frem over 40 satser, hvor ingen af dem minder om hinanden i holdning.

Det er ikke poleret eller nysseligt. Det er bare musik af ren skønhed fuldstændig blottet for pletter.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden