Hvilken del af en koncert skal man lægge vægt på? Hvad skal man give hjerter til? Ugens Torsdagskoncert bestod af så forskellige komponenter som en vidunderlig Beethoven-solist, en spændende ny huskomponist hos DR – og så en yngre britisk gæstedirigent, der egentlig dirigerede udmærket og med fin sans for ikke at presse orkestret, men som bare ikke fik skabt et udtryk, der satte sig fast, og som man kunne tage med sig hjem. Med andre ord en temmelig facetteret oplevelse.

En snapt opadstigende stjerne

Det er stærkt, at DR har fået tilknyttet begavelsen Matthias Pintscher som ny huskomponist. Den 43-årige tysker, der egentlig er uddannet dirigent og særdeles aktiv som sådan, er en snapt opadstigende stjerne på det europæiske såvel som det amerikanske firmament.

Foruden at blive hevet ind i varmen så rare steder som hos New York-filharmonikerne og ved festspillene i Salzburg og Lucerne er han ny chefdirigent for Pierre Boulez’ legendariske franske Ensemble Intercontemporain. Selv La Scala-operaen i Milano krammer Pintscher, og han er lige udnævnt til underviser i komposition ved Juilliard School of Music i New York.

Inspireret af den egyptiske gud var Pintschers værk ’Osiris’ fra 2005 en fascinerende tåget, men også skinnende og frem for alt levende indledning på aftenen. Selv om partituret kunne have tålt mere præcision i afleveringen, blev musikkens mange gestalter og de puslende indslag fra alt fra mystisk slagtøj til den mandshøje kontrabasklarinet en oplevelse, der fortjente publikums koncentration og applaus.

Ind i musikken

Fliter ved flyglet var ikke desto mindre aftenens hovedattraktion. Hendes to seneste cd’er fra den skotske label Linn viser hende i hendes foretrukne element som en Chopin-fortolker, der både mestrer de virtuose krav i de to klaverkoncerter (sammen med Scottish Chamber Orchestra) og finder stor ro og eftertanke i Chopins præludier.

Fliter har fabelagtig teknik, men hun fokuserer på indholdet. Aldrig på musikkens frapperende overfladevirkninger. For hende handler det om kerneklassikerne, og hun gik ubesværet til Beethovens tidlige, rent wienerklassiske klaverkoncert i B-dur, der har nr. 2, men egentlig er hans første.

Som på Chopin-udgivelserne søgte hun indad i musikken, og den allerstørste nydelse var det helstøbte i fortolkningen.

Mangel på karisma

Med Bartóks kanoniserede ’Koncert for orkester’ efter pausen fik DR SymfoniOrkestrets musikere lov at minde om, at de også har solistisk stærke kvaliteter. Gardner tog nænsomt på Bartóks luksuspartitur med dets hårde, mørke farver og gjorde egentlig så lidt som muligt i en fortolkning, der gav ro til musikken, men ikke meget profil eller karismatisk intensitet.

Bløde, mystiske blæsere i par eller en og en, sikre strygere, lyden af en suveræn obo og en hel bratschgruppe forløste Bartóks mesterværk. Og hvad var det så, Ingrid Fliter spillede som ekstranummer inden pausen? Det var sidste sats af den Beethoven-sonate, der kaldes ’Stormen’.

fortsæt med at læse

Mesterdirigent viste Københavns bedste orkester frem