Brooklyn-kvartet synger solen frem på en stribe popsange

Kvartet. Hooray For Earth er absolut indtagende, mener anmelderen.
Kvartet. Hooray For Earth er absolut indtagende, mener anmelderen.
Lyt til artiklen

Brooklyn-kvartetten Hooray For Earth har etableret sig som sprød synthpop, men det er nu den monumentale skyskraberguitar på åbningsnummeret ’Hey’, som får mig til at spærre ørerne op på vid gab. Ren wauuuv!-oplevelse.

Derefter bliver det hele lidt mere nede på jorden. Hooray For Earth stammer fra Boston, men på ’Keys’ kan man tydeligt høre, de er blevet en del af Brooklyn-scenen en gade eller to fra Animal Collective.

Kommentar om musikåret 2014: Vi hylder ballademagerne og udbryderdronningerne

Med danske ører lyder de dog pudsigt nok mest af alt som et ekko fra den lyse og begavede pop med højtsvævende vokal, som danske Gangway og Naïve praktiserede for et kvart århundrede siden.

Noël Heroux hedder manden med stemmen i Hooray For Earth, og han synger solen frem på en stribe popsange, der er lidt for små til at være store, men absolut indtagende.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her