Han tager sig som regel ret god tid, den enestående amerikanske sanger D’Angelo.
Der gik fem år mellem hans skelsættende 1995-debut, ’Brown Sugar’, og opfølgeren ’Voodoo’. Nu er der gået næsten yderligere 15 år, før det tredje album, ’Black Messiah’, er en realitet.
I den seneste mellemliggende periode har Michael D’Angelo Archer slingret lige så meget ind og ud af behandlingscentre som af andre folks plader. Mellem bilulykker, drukhuller og gæsteoptrædener hos J Dilla, Common og Snoop Dogg har soulmusikkens seneste vidunderbarn også arbejdet på et album, der har været lige om hjørnet siden 2005.
Kim Skotte: Her er alle tiders 10 bedste julealbumsFor et par år siden begyndte D’Angelo at turnere igen og gav ny næring til både rygter og håb. Men først da politimanden, der skød og dræbte Michael Brown i Ferguson, for en måned siden blev frikendt, fik D’Angelo pludselig travlt. Han ringede straks til sin manager:
»Do you believe this? Do you believe it? Jeg taler gennem min musik. Jeg vil tale nu«.
Frodig funk
Pladeselskabet RCA har arbejdet i døgndrift siden, og uden større annoncering blev ’Black Messiah’ udgivet en sen nattetime i sidste uge.
Et album, der i D’Angelos liner notes er dedikeret til alle, der gør oprør, »in Ferguson and in Egypt and in Occypy Wall Street«.
Hæsblæsende politisk hiphop-duo erobrede KøbenhavnHvis ’Brown Sugar’ var et minimalistisk mesterværk, er ’Black Messiah’ en videreudvikling af den fornemmelse af et organisk og dybt funky band, der allerede tonede frem på ’Voodoo’. Dengang inviterede D’Angelo Eric Clapton ind i studiet for at høre det. Efter et enkelt nummer drejede Clapton rundt på stolen og stønnede:
»Jeg kan næsten ikke klare mere. Er det alt sammen sådan her? Oh my God«.
Helt deroppe er ’Black Messiah’ ikke. Den håndspillede funk er blevet mere psykedelisk og frodig, men ind imellem de mange højdepunkter forfalder multiinstrumentalisten D’Angelo også til overlæssede passager, der minder om Prince, når han fortaber sig. Som den sidste halvdel af den skurrende og skærende krigssang, ’1000 Deaths’.
Det forhindrer dog ikke ’Black Messiah’ i at være et album ud over det sædvanlige.
Fuldt af håndklap, stramt fjedrende guitarfigurer, forvrænget falset og tunge, funky hug er det lyden af en falden engel, der rejser sig igen.
Groove i labyrintiske mønstre
D’Angelo har altid været sig soulhistorien bevidst. Midt i hans misbrug var det også tanken om, at han skulle ende som Sly Stone eller Marvin Gaye, der fik ham på ret køl.
Årets sange 22. december: 'Diamanter og kemikalier' af S!vasPå ’Black Messiah’ trækker han ubesværet og med panterbevægelser i stemmen linjer fra Al Green og Stevie Wonder til Parliament og Prince. D’Angelo går fra intimt lukkede rum af tosomhed til syrede gennemflyvninger af kosmos. Det ene sted blander han arven op med flamenco, et andet sted fløjter han som en folkmusiker fra verandaen. Minimalisten som musikalsk slyngplante.
Han synger om vold, spiritualitet og kærlighed, så det er svært at skelne dem fra hinanden. Den syndige præstesøn kan sin bibelske grundtone.
I det hele taget bliver skellene brudt ned. Den smooth og sexede puls fra ’Brown Sugar’ er nu erstattet af en frenetisk energi og indre nødvendighed. Stemmen er flosset i kanten, bassen buler ud, og groovet har sine egne, labyrintiske mønstre.
Det her album trænger sig på – og sexsymbolet fra 1990’erne synger om syreregn, misbrug og krig: »Feet have bled a million miles we’ve walked / Revealing at the end of the day, the charade«.
Potentiel nyklassiker
Næven er dog ikke kun knyttet. Hele albummet vibrerer af funkens tæthed og jazzede improvisationer, men der er også masser af plads til soulmusikkens ømhed på sange som ’Back To The Future (Part I)’, ’Betray My Heart’ eller den katedralske hymne ’Another Life’, der runder albummet fornemt af.
Brooklyn-kvartet synger solen frem på en stribe popsangePå den måde er ’Black Messiah’ ikke et militant opråb i hiphop-ånden. Det spejler en konfliktverden i sin urolige lyd og flossede modhager, men er fuld af varme. I en lige linje fra ’There’ A Riot Going On’ og ’What’s Going On’ kunne ’Black Messiah’ godt gå hen og blive en nyklassiker i soulhistorien.
Et af de værker, der ligesom D’Angelo selv folder sig ud over lang tid.
fortsæt med at læse
