Allerede i sin levetid blev Carl Nielsen et nationalt ikon. I dag er han Danmarks nationalkomponist, og dem har man kun en af i hvert land. Finnerne har Sibelius, nordmændene har Grieg, svenskerne mangler lidt en, men vi danskere har Carl Nielsen.
Selv mente fynboen med strithåret, at musik overhovedet ikke kan være national. Men Carl Nielsen blev født året efter nederlaget i 1864, og den piedestal, han blev placeret på, mens han var i live, har vi aldrig taget ham ned af igen. Er man et lille land, har man brug for kulturelle eksportvarer i klare nationale farver, og på musikkens område hedder den danske vare Carl Nielsen.




























