Helstegt pattegris og rollespilsriddere skal redde økonomien, når Ringsted Festival åbner i begyndelsen af august. Arrangementet er en af de festivaler, som bliver imødeset med spænding. Sidste år gik den nemlig ned med et underskud på 4 millioner kroner, og generelt ser det ud til, at 2012 bliver et mere besværligt festivalår end 2011.
Politiken Research har lavet en gennemgang af de 44 festivaler, der er blevet afholdt frem til i dag. Fra Ikast Musikliv til Roskilde Festival. Mange af dem rapporterer om svigtende publikum og lav indtjening. De foreløbige opgørelser viser, at ni har decideret underskud.
Meget værre end sidste år
Tendensen er helt klar, mener Peter Sørensen, direktør for bookingbureauet BeatBox, der blandt andre booker kunstnere som D-A-D, Malk de Kojn og Oh Land. LÆS OGSÅTraditionsrig dansk festival bukker under
»Der er altid festivaler, der går ned. Men der tegner sig et billede af, at i år bliver slemt. Der er mange festivaler, der har rigtig svært ved at få det til at hænge sammen. Det er meget værre end sidste år«, siger Peter Sørensen.
Mens Rock Under Broen i Middelfart har nedlagt sig selv med en gæld på 3,4 millioner, endte blandt andet Hede Rytmer i Silkeborg og Haze over Haarum i Harboøre med mindre underskud. Tunø Festival fik et underskud på en halv million kroner, mens Djurs Bluesland Festival blev aflyst grundet for få solgte billetter. Afhængige af vejret
Peter Sørensen mener, at den væsentligste forklaring er vejret. Det er meget svært at trække mennesker til et arrangement i stiv kuling og regn:
»Alle udendørsarrangementer er afhængige af vejret. Jeg var selv til Rock Under Broen, der begyndte med Medina klokken 11 og sluttede med D-A-D klokken 01. Og det er altså mange timer i koldt, blæsende vejr«. Slangen i paradis
Et andet problem for mange festivaler er, at de støtter foreninger, så overskuddet går til velgørende formål. Det betyder, at festivalen er fritaget for moms, men indebærer samtidig, at der ikke kan spares op fra gode år til dårlige år. De er nødt til at give overskud hvert år, så de kan uddele penge, påpeger Peter Sørensen:
»Ser man på en festival over 5-10 år, så kunne de fleste sikkert fint hænge sammen. Men som det er skruet sammen nu, kan et enkelt dårligt år vælte det hele, fordi der ikke er nogen opsparing. Det er slangen i paradis«.
Svær konkurrence
Ifølge Fabian Holt, der er lektor i performancedesign ved Roskilde Universitet, har mange mellemstore rockfestivaler svært ved at klare sig i konkurrencen over for de stadig mere professionelle megafestivaler som Roskilde og Skanderborg. LÆS OGSÅKritiseret festivalboss indkalder til stormøde
»Samtidig ser vi formentlig lige nu effekten af urbaniseringen på rockfestivalerne. Desværre ledsages den af de negative effekter i Udkantsdanmark. Festivaler som NorthSide, Roskilde og Copenhell har medvind i disse år, og de er kendetegnet ved en fokus på bykultur. Det er formentlig en del af årsagen til, at Rock Under Broen og Ringsted Festival har sværere ved at klare sig«, siger han.
Derudover mener Fabian Holt, at NorthSides og Copenhells succes også skyldes, at de har en klar genreprofil med henholdsvis indierock og heavymusik på programmet. Regnvejr og loyalitet
Jakob Brixvold er sekretariatschef i Dansk Live, interesseorganisation for danske spillesteder og festivaler. Han påpeger, at det er blevet væsentlig dyrere at lave festivaler. Blandt andet på grund af større myndighedskrav til sikkerhed, regnskabsførelse og lignende. Samtidig kræver stigende udgifter til musikere og udstyr, at der tjenes flere penge.
»Bandhonorarerne til især hovednavne er steget markant hvert år i de sidste fem år. Det skyldes blandt andet, at det er på koncerter og ikke albumsalg, at mange bands nu tjener deres penge. Men det gør festivalerne dyrere, og vi har brug for at udvikle handelsmodeller, hvor både bands, agenter og arrangører er med til at tage risikoen«, siger han.
Jakob Brixvold mener, at det er for tidligt at konkludere noget endeligt om festivalsituationen endnu. Han mener dog, at der er en tendens til, at enkeltdagsarrangementer, byfester og havnefester bliver hårdest ramt, da de er ekstremt afhængige af vejret. Siler regnen ned, kommer der færre mennesker, og de drikker også langt mindre, end hvis solen bager fra en skyfri himmel. Jazzfestival ikke ramt
En af Danmarks største festivaler, Copenhagen Jazz Festival, der sluttede i søndags, har det fortsat godt. Selv om vejret ikke har været prangende, har det heller ikke øset ned. Ifølge festivalmanager Signe Lobdrup har vejret faktisk været godt for festivalen.
»Det kunne måske have været lidt varmere, men det må heller ikke blive hedebølge, for så tager folk ud af byen. Så for en byfestival som vores har det været rigtig godt vejr«, siger hun. LÆS OGSÅJazzfestivalen takkede af med et brag
Copenhagen Jazz Festival forventer, at budgettet balancerer omkring nul, som er målet. Og publikumstilstrømningen har været på niveau med sidste år. Signe Lobdrup var inden festivalstart bekymret, fordi forsalget gik dårligere end normalt. Men det er blevet opvejet af, at der har været et rigtig stort dørsalg.
»Den krise, der har ramt andre festivaler, ser ikke ud til at have ramt os«, siger hun. Opbygger loyalitet
Hos Anders Sørensen i Ringsted bærer regnvejret en del af skylden for millionunderskuddet sidste år.
»Billetsalget kom for sent i gang, det regnede i ugerne op til festivalen og så ud til at fortsætte. Så finder folk jo på noget andet at lave i deres sommerferie«, siger han.
Men Anders Sørensen mener heller ikke, at han tidligere formåede at skabe et unikt brand for den rette målgruppe. Han satsede på et bredt musikprogram og et yngre publikum. I år vil der være færre, men kendte navne og et middelaldertema for børnefamilierne.
»De festivaler, der ikke bygger nogle oplevelser oven på musikken, bliver særlig følsomme, når det bliver dårligt vejr, for så er loyaliteten ikke særlig stor«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Åbne altaner i 120 meters højde? God fornøjelse og husk sikkerhedslinen
-
Troels Lund inviterer partier til forhandlinger – Messerschmidt gentager opfordring til Løkke
-
Udlandsruten alle har skreget på: Nu er den officielt meldt ud
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Frustration i JD Vances hjemby: »Vance er dum. Donald Trump er endnu dummere«
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























