Danmarks nye folk-håb bor stadig hjemme ved forældrene

Jonathan Schultz husker tydeligt, da han så Céline første gang.

Det var 14. september, og han var lige kommet til Paris. Fyrene fra pladeselskabet havde hentet ham i lufthavnen. De havde købt champagne, og nu skulle de fejre hans ankomst oppe på Montmartre, hvorfra man kunne se ud over hele byen.

Forbudt område

Han burde egentlig have været i skole hjemme i Danmark i de dage.

Men det franske pladeselskab Cracki Records havde hørt hans enmandsprojekt Schultz and Forever på forårets Spot Festival og derefter inviteret Jonathan ned for at indspille sin første rigtige plade, så rektoren hjemme på gymnasiet i Køge havde givet grønt lys for turen.

Så længe han passede på, at fraværsprocenten ikke blev for høj.

LÆS OGSÅ De franske fyre gjorde, som det passede dem. De sprang over tælleapparaterne i metroen, og da de nåede op på Montmartre, kravlede hele flokken over et hegn, før de nåede frem til gruppens sædvanlige hang-out på forbudt område.

Og som Jonathan stod der, på toppen af Paris med champagne, cigaretter og sine nye franske venner , stødte en pige pludselig til selskabet.

Hun præsenterede sig som Céline. Og så var det sket. Jonathan var med det samme fascineret af den noget ældre pige med det smukke mørke hår.

Flot modtagelse
»Hun var præcis sådan, som jeg havde forestillet mig, at en pige i Paris ville være. Altså, hun var bare så fin«, fortæller den nu 18-årige Jonathan Schultz, da Ibyen en kold februardag møder teenageren bag Schultz and Forever langt ude på landet, i Vallø syd for Køge.

For et par uger siden udkom Schultz and Forevers første ep i både Europa og USA. ’Céline’ hed den, opkaldt efter pigen fra Paris.

Godt et år forinden havde præstesønnen med den luftige stemme tryllebundet både anmeldere og publikum med sin bemærkelsesværdige vokal, sit melankolimelodiske fingerspil og sine modne, dybsindige sangtekster på demoen ’Odd Stories’, der blandt andet sendte singlen ’Falling’ til tops på P3’s alternative hitliste ’Det Elektriske Barometer’.

Også ’Céline’ er blevet modtaget flot af anmelderne. Igen er det de minimale virkemidler, Jonathan Schultz beviser, at han mestrer til fulde.

Den intense stemmes nu mere nasalhæse klang, og det klare letflydende fingerspil står stadig trukket helt i front, mens vokalharmonier og effekter fra et gammelt orgel og en elguitar maler større landskaber i baggrunden, end tilfældet var på ’Odd Stories’.

Bare en stor dreng
Siden udgivelsen har Jonathan Schultz’ kalender været proppet med møder, koncerter og interview. Og lidt for mange øl.

»Og så er der jo lektierne«, sukker en træt Jonathan Schultz fra sin kontorstol, mens hans mor finder plads til bakken med kaffe og småkager mellem skolebøgerne på sofabordet i drengeværelset oppe under taget i det lille gule gårdhus mellem kirken og slottet i skoven ved Vallø langt, langt fra Paris.

Det er på en sjælden fridag i hjemmestrikkede sokker hjemme hos mor og far, at han har inviteret Ibyen med op på værelset.

Han tøffer frem og tilbage fra skrivebordet med den nye Macbook Pro, hen til hans nye gamle rejsegrammofon hver gang vinylen skal vendes. Indtil videre har han fem lp’er i bunken under skråvæggen med plakater af ’Klovn’.

Jonathan Schultz er stadig kun en stor dreng. Også selv om skateboardet for længst er parkeret ovre i et hjørne af værelset, efter at han kickflippede inde i Køge og fik brættet i skridtet.

»Det gjorde sgu nas«, siger han. Som han sidder der og krummer småkage, mens han bruger udtryk som ’fråderen’ om musik på vinyl og ’nøjeren’ om eksamener, der venter, er det da også kun studiemikrofonen på skrivebordet og westernguitaren med blodstænk under strengene, der minder om, at han faktisk også er manden bag det Schultz and Forever, som netop nu undergrundshitter i Danmark.

Teenagefølelser
Han reparerer tømmermænd med guldkorn med mælk. Og når sangstemmen er blevet hæsere siden barometerhittet ’Falling’, skyldes det ifølge Jonathan, at han har røget en masse cigaretter.

»Men det skal du altså ikke fortælle min mor!«, griner han.

»Jeg er jo for det meste som alle andre teenagere. Jeg vil gerne sove længe og drikke øl uden bekymringer, men samtidig satser jeg 100 procent på musikken og forsøger at gøre det samme med skolen. Og dermed er det svært at nyde nogen af delene. Samtidig gennemgår jeg alle de her psykiske ting. Jeg ved ikke, om det er almindeligt at blive lidt deprimeret en gang imellem, når man er ung ...«, siger han og holder så inde.

Følelser er tydeligvis ikke noget, Jonathan Schultz taler om. Det er noget, han laver musik om.

Som når han i sangen ’Death Rain’ synger om et for tidligt dødsfald i omgangskredsen. Eller når han i nummeret ’Sociopathic Youth’ giver et indblik ind i den melankoli og forvirring, som han som teenager går og slås med.

Som to blomster
Der er nu gået flere måneder, siden Jonathan Schultz sad på Montmartre sammen med Céline en sensommeraften. Og snakkede om alt muligt. Selv om hun ikke talte meget engelsk, og han ikke kunne fransk.

Det var nogle magiske timer. Indtil Céline kyssede François, en af pladeselskabets ejere.

»Jeg skriver sange om det, jeg ikke forstår, og kærligheden, den har jeg overhovedet ikke forstand på. Den er som en labyrint for mig. Men det blev vildt spændende at observere François og Céline i de dage. De var nærmest uadskillelige. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde får lyst til at blive gift. Men dét var de altså helt sikre på, at de skulle. De var som to blomster, og jeg måtte skrive en sang om dem«.

Normalt er det ellers ikke andre menneskers selskab, som inspirerer Jonathan Schultz til at lave musik. Det er stilhed. Isolation ligefrem.

»Når jeg skriver musik, isolerer jeg mig her på værelset. Jeg skal være fuldstændig væk fra det hele og have den ro og kontrol, jeg kun opnår, hvis jeg ikke hører andres musik i flere dage. Jeg er bare i min egen lille verden. Det er det samme, når jeg spiller live. Jeg ænser nærmest ikke publikum, men ser bare billeder for øjnene i min egen lille verden. Og der er ingen tvivl om, at roen i Vallø inspirerer mig helt vildt«.

Familieinspirationer
Jonathan Schultz har boet ude i skoven, siden han var helt lille. Dengang løb han rundt ude mellem træerne efter skole og byggede huler og legede krig med splatterpistoler oppe omkring slottet i weekenderne. Bortset fra om søndagen, når familien gik i kirke.

Inde i huset var der altid en guitar at lege med. Og en masse fed musik at lytte til. Det var især storebror og de ældre fætre, som stod for den musikalske uddannelse.

De satte Jonathan foran anlægget, gav ham høretelefoner på og skruede op for Neil Young.

Det hjalp. Som 10-årig stod den lille efternøler i front for et punkband, og siden begyndte han at lave sin egen musik med inspiration fra alt fra 1920’ernes jazzsangerinder til 90’er-R’n’B.

Førstegangsmagi

Det tager sjældent Jonathan Schultz særlig lang tid at lave musik. Sin første demo indspillede han for eksempel på en weekend. Når melodierne opstår, sker det altid, umiddelbart mens han spiller, fortæller han. Siden kommer han på teksterne. Er det et dogme for dig, at alt skal ske i første forsøg?»Nej, hvis det en dag lød dårligt første gang, ville der ikke ske noget ved, at jeg brugte to forsøg. Men det har det ikke gjort indtil videre. Der findes en førstegangsmagi for mig«. Lige nu sidder Jonathan Schultz på værelset oppe under taget og drømmer sig sydpå. Tilbage til Paris. Tilbage til sene aftener på små barer, privatfester i store lejligheder og til improviserede koncerter ud gennem soltaget på en gammel 2CV.

LÆS OGSÅ

Han overvejer at bo der i et helt år efter gymnasiet. I hvert fald er det på tide at flytte hjemmefra, mener han. Bare et eller andet sted i København til at starte med.

»Jeg er så træt af at bo på landet«, som han siger.

Er du ikke bange for at miste den ro, som inspirerer dig så meget?

»Tjo ... Det kan da sagens tænkes, at musikken vil få et andet udtryk, når jeg flytter til København. Men man kan jo aldrig stikke helt af fra, hvor man kommer fra«.