Flamenco strømmede ud af radioen, tv'et, ad naboernes vinduer og rundt blandt gademusikanterne i de små gader, hvor Concha Buika voksede op. Den spanske folkemusik var lyden af sangerindens barndom i 1980'erne. Eller som den i dag 40-årige sangerinde selv siger det, »det var virkelig lyden af mit hood«, et fattigt sigøjnerkvarter på den spanske ø Mallorca. Men sigøjnernes varmblodige flamenco er alligevel blot en flig af sangerindens musikalske spændvidde. Den indeholder toner nedarvet fra hendes afrikanske forældre, den lunefulde spanske copla, pop, blues og jazztoner indhentet fra resten af verdens fem kontinenter. Den samme eklekticisme gælder for stemmen. Den hæse, dybe stemme, der kan brøle af smerte for straks efter at slå over i en luftig, dirrende følsomhed. »Det er jo, hvad vi mennesker i bund og grund er: En blanding af alt det, vi har hørt, følt, set og har kendt. Jeg er ikke nogen undtagelse«, siger hun over telefonen fra Spanien på et engelsk gennemsyret af en kraftig, men ubestemmelig dialekt. Concha Buika er nemlig en eksistens med rødder alle steder og samtidig ingen steder. Det samme gælder hendes musik. Den har ført hende til jazzklubber over hele verden - men også til Las Vegas' kasinoer, hvor hun i et par år aften efter aften gav den som Tina Turner. Til soundtracket til Pedro Almodovárs seneste film, 'Huden jeg bor i', og duetter med Nelly Furtado og Seal. I næste måned fører musikken hende til Danmark for at spille til Copenhagen Jazz Festival. Men før hun sætter sig ind i flyet til det kolde nord, går turen til Tyrkiet, Washington, New York, Mallorca, Riga og Rotterdam. »Jeg er på turnée«, forklarer Maria Concepción Balboa Buika, der blot bruger Buika i kunstnersammenhænge. »Men jeg har vist været på turné fra det øjeblik, jeg trådte op på en scene. Jeg arbejder og spiller hele tiden«. Outsideren Buika havnede blandt de spanske gitanos, fordi hendes forældre før hendes fødsel måtte flygte fra deres hjemland, den lille centralafrikanske republik Ækvatorialguinea. Hendes far var forfatter og politisk aktiv og ligesom mange andre intellektuelle forlod familien landet i frygt for landets brutale præsident. »Vi var den eneste sorte familie i hele nabolaget. Jeg var altid hende, der stak ud. I biografen, på biblioteket og i klasseværelset, og jeg følte mig som en outsider«, forklarer Buika om opvæksten på Mallorca. Også den lille piges stemme fik hende til at føle sig udenfor. Hun blev smidt ud det lokale katolske kirkekor, fordi præsten syntes, at hendes raspende, ufiltrerede sang lød som en hunds gøen. Men hun legede med sigøjnernes børn og sang med på deres flamencosange. Her passede den upolerede, kraftfulde stemme ind i de sørgmodige, dybfølte melodier. Hjemme hos familien lyttede hun til sin mors guineanske folkesange og bladrede igennem hendes omfattende pladesamling af alt fra jazz, til disko, pop, rock og blues. Moderen viste hende, at »der var en fantastisk og stor musikverden uden for det lille nabolag«. Der gik alligevel mange år, før hun fandt ud af, at hendes stemme kunne blive adgangskortet til den verden, hun var så opslugt af. Da Buika var 17 år, fik nogle af hendes venner overtalt hende til at være trommeslager i deres rockband, men kom hurtigt på andre tanker, da de hørte, hvor elendigt hun spillede. Der gik imidlertid ikke lang tid, før nogen fandt ud af at give den unge pige en mikrofon i hånden i stedet. »Og første gang jeg gik på scenen og sang, skete der noget magisk. Folk lyttede til mig. Og der skete noget med min sjæl. Jeg tænkte: Jeg forlader aldrig scenen igen«. Tina Turner i ørkenbyen Alligevel skulle der gå mange år, før Buika for alvor slog igennem. Hun startede med at spille på de lokale jazzbarer og klubber på Mallorca og den nærtliggende festø Ibiza. I mange år rejste hun rundt på må og få, alt efter hvor tilfældighederne og hendes impulser drev hende hen. En rodløs tilværelse vil nogle måske kalde det, men sådan ser Buika det ikke. »Jeg levede fra dag til dag og fra show til show. Sådan lever jeg stadig. Det er den eneste måde, jeg kan leve frygtløst. Hvis man altid planlægger fremad og lever i sit hoved, så er man ikke fri«, siger hun. Sådan endte hun i starten af årtusindskiftet i Las Vegas, fordi en af hendes venner var taget dertil for at prøve lykken og inviterede hende. Hvorfor ikke, tænkte Buika. Men livet som sanger i ørkenbyen var ikke, hvad hun havde regnet med. Det var lige så meget showbusiness, som det var sang, og Buika var ikke meget for at skulle optræde »halvt afklædt eller i bikini« på de glittede kasinoer. Hun fik i stedet et jobbet som Tina Turner look-a-like, et job, hun beholdt i knap to år. »Jeg arbejdede 11 timer om dagen, syv dage om ugen. Jeg arbejdede hver nat, baby. Det var en sjov tid, men det var et job, og ikke min drøm. Det var langt fra at synge sine egne sange, lave sin egen optræden og indspille sine egne plader«. Hun forlod USA og rejste til Madrid i Spanien, hvorfra hun i 2005 begyndte at indspille og udgive sine plader, der vandt hende anerkendelse og priser i Spanien. Og blev rost til skyerne i New York Times. Det tredje album, 'El Último Trago', fra 2009 fik for alvor cementeret Buikas plads blandt de nyere generationer af spanske musikere, der ved at fusionere den gamle flamenco med andre genrer som soul, jazz og pop og elektronisk musik har givet den gamle folkemusik en renæssance blandt det yngre publikum. Buika har siden forladt Spanien og har slået sig ned i Miami, fordi »hvorfor ikke? I Miami er vejret og vandet altid skønt«, som hun siger. Når hendes turné slutter, skal hun tilbage og færdigindspille et nyt album, der skal udkomme til efteråret. Genren vil hun ikke sætte et mærkat på. Musikken er lige så rodløs som hun selv. »Min musik er, hvad du selv bestemmer, den er. Hvis du vil føle, den er jazz, så er den jazz, hvis du føler, den er flamenco, så er den det«.