Hvis man hører den desværre lidt glemte beboppianist Hampton Hawes’ indspilninger fra midten af 1950’erne, kan man blandt meget andet bemærke sig, hvordan udtrykket ændrer sig radikalt, da besætningen skifter fra trio- til kvartetformat. Godt nok er pladerne med Red Mitchell på bas og Chuck Thompson på trommer fra 1955 på Contemporary fremragende, men da Jim Hall joiner på guitar og medvirker på de tre ’All Night Sessions’ går tingene pludselig op i en (endnu) højere enhed. LÆS OGSÅRodløs jazz-stemme: Sigøjnernes flamenco var lyden af mit hood Det er, som om hans guitarspil har en slags umami-funktion og tilfører en fornemmelse af musikalsk protein, man måske ikke tidligere savnede, men som ikke desto mindre forekommer uhyre klædeligt og delikat. Synergi ville man kalde det i dag, når man skal betegne, hvorledes noget bliver mere end blot summen af sine egne bestanddele. Jim Hall er en af jazzens store, store guitarister. Og som ovenfor antydet har han været med rigtig længe. Arbejde som musiklærer Han er født i New York, ikke byen, men staten, nærmere bestemt Buffalo, i en musikalsk familie, som umiddelbart efter hans fødsel flyttede til Midtvesten, hvor Jim Hall voksede op og gik i skole. Og til sin tiårs fødselsdag fik han foræret en guitar af sit mødrene ophav, som dermed beseglede sønnikes skæbne. For inden han var blevet konfirmeret, spillede han semiprofessionelt på sine drengestrenge og begyndte samtidig at udvise interesse for andre instrumenter. Så da den unge mand efter high school søgte videregående uddannelse, faldt valget på det ærværdige Cleveland Institute of Music, hvor fagene hed klaver, kontrabas og musikteori.
Ikke desto mindre var det guitaren, som vandt i sidste ende, da Jim Hall flyttede til Los Angeles og blev en del af den cool jazz-bevægelse, der udgjorde en slags reaktion på boppens utøjlede hidsighed. Han tjente sine første sporer som en del af trommeslageren Chico Hamiltons, inden han rykkede videre og blev medlem af Jimmy Guiffres ret avancerede trio, hvor fri improvisation var i højsædet, og hvor han kunne få lov til at lade sit melodisk fabulerende, men også ret stringente spil folde sig frit ud – hvilket han i øvrigt også gør på de nævnte indspilninger med Hampton Hawes’ gruppe.
