Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Aktivist. Siden dengang i 1970 har canadieren Neil Young aldrig forsømt en chance til at komme den hårdt pressede Moder Natur til undsætning.
Foto: PETER HOVE OLESEN

Aktivist. Siden dengang i 1970 har canadieren Neil Young aldrig forsømt en chance til at komme den hårdt pressede Moder Natur til undsætning.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rastløs og trofast, nysgerrig og stædig som ind i helvede - Neil Young fylder 70

Neil Young er lige så sitrende elektrisk, som han er naturligt akustisk.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I rockmusikkens omskiftelige verden er der få musikalske venskaber for livet. Disse sjældne forhold til en musiker, som kan føles mere intime og stabile end mange venskaber. De er sjældne. Men Neil Young er et af dem.

Jeg bilder mig ind, at jeg vidste det fra første øjeblik, jeg hørte hans sårbart klagende stemme. Fra jeg stiftede bekendtskab med hans sangskrivning, der på så mange måder var mere personlig end de musikere, han udvekslede harmonier med, da 60’ernes drømme ebbede ud.

Som ung teenager var jeg på campingferie med mine forældre, men så kun Alperne som en kulisse. I mit hoved kværnede nemlig i alle vågne minutter min nye lp, ’After the Gold Rush’ med Neil Young.

Jeg så for mig drømme om sølverne rumskibe og hørte om en truet natur, mens jeg selv traskede rundt i den.

»Look at Mother Nature on the run/ in the 1970’s«, sang Neil Young og gjorde et dybere indtryk på mig end alverdens senere rapporter om klodens tilstand. Poesien slog tonen an, og det er sådan, det sætter sig. Lige midt i livssynet.

Siden dengang i 1970 har canadieren Neil Young aldrig forsømt en chance til at komme den hårdt pressede Moder Natur til undsætning. Både på den aktivistiske måde og i en lang række sange, der minder om, hvordan den amerikanske verden så ud, før den hvide mand kom og lavede rav i den.

I hans sange færdes indianerne som en skygge i nutidens udkant. Spøgelsesbulderet fra de nedslagtede bisonflokke høres under den nye stilhed, hvor monokulturens udstrakte sletter med produkter fra landbrugsgiganten Monsanto (en af Youngs yndlingsaversioner) udstrækker sit herredømme over prærien, så langt øjet rækker.

En søgende sjæl

Nogle former for nostalgi er golde. Andre lever, fordi nostalgien nærer sig ved en sørgmodig drøm, som nægter at give afkald på fremtiden.

»And maybe Marlon Brando/ will be there by the fire/ we’ll sit and talk of Hollywood/ and the good things there for hire/ and the Astrodome/ and the first tepee/ Marlon Brando, Pocahontas and me«, sang han på ’Pocahontas’ fra hovedværket ’Rust Never Sleeps’, og man så det for sig. Indianerprinsessen Pocahontas, indianeraktivisten og hollywoodstjernen Marlon Brando og så Neil med tjavsehår og guitar, der forestiller sig, at han er pelsjæger, så han kan tilbringe natten under stjernerne sammen med Pocahontas.

’Rust Never Sleeps’ var albummet, der indledtes med ’My My, Hey Hey (Out of Blue)’ og sluttede med ’Hey Hey, My My (Into The Black)’, og hvor Neil Young i 1979 med sit trofaste band Crazy Horse tog punkgenerationen på ordet med en brølende og frådende guitarrock. Især forstærket på det efterfølgende legendariske koncertalbum ’Live Rust’.

Om musikken og dens heftigt brændende stjerner som Johnny Rotten – og vel også om sig selv – sang Young: »It’s better to burn out/ than to fade away«.

Og her tror jeg så, at en vigtig forklaring på det livslange venskab befinder sig. Neil Young er en særligt sammensat musikalsk skikkelse.

Neil Young er lige så sitrende elektrisk, som han er naturligt akustisk

Stædig som ind i helvede, men samtidig ukueligt nysgerrig. Rastløs, men trofast. En søgende sjæl med dybe, dybe rødder. Aldrig bange for at tage en chance, aldrig bange for at være stokkonservativ.

En ungdomsoprører, der altid har identificeret sig med bønderne, der er afhængige af naturens kredsløb og luner og af samme grund konserverende. Neil Young er lige så sitrende elektrisk, som han er naturligt akustisk.

Engagementet savnes aldrig

Musikalsk har det givet sig udslag i en karriere, der foreløbig har varet i 52 år, og en solokarriere, der har stået på siden 1969.

Han var en nøglefigur i Buffalo Springfield og den interessante outsider i det pæne hippieselskab Crosby, Stills, Nash & Young. I solokarrieren har han afsøgt alt fra det mest rå til det mest blide, fra techno til strygere.

Han har lavet tungt fordøjelig agitrock og countrymusik så følsom, at prærien atter sprang i blomst omkring ham.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men stemmen har været den samme. Og passionen. Han har lavet mesterværker og mislykkede værker, men jeg tror aldrig, han har lavet en plade, hvor jeg sad med følelsen af, at den var ligegyldig eller lavet uden nerve eller engagement.

De tidligere mesterværker omkring ’After The Gold Rush’ og ’Harvest’. Den nøgne sårbarhed på ’Tonight’s The Night’. De store sangskriverplader som ’On The Beach’ og ’Zuma’, de vilde rockplader og de milde vinde på ’Harvest Moon’.

Og de senere år de mange perler på vinyl med gamle koncertoptagelser. For arkivar, lydnørd og elsker af gamle biler på grøn energi er han selvfølgelig også.

Der er et privatliv. Selvfølgelig er der det. Det lader vi ham have i fred i dag trods nylig skilsmisse efter mange års ægteskab. ’Are You Passionate?’, spurgte han med en albumtitel for 13 år siden. Og det er vel det, det handler om. Det gode spørgsmål.

Som Neil Young har besvaret bekræftende på så mange inspirerende måder igennem det meste af mit liv.

Keep on rockin’ in the free world, du gamle.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden