0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rune Lykkeberg: Han rev sit selv så smukt i stykker

Mindeord. Gud var død for David Bowie, og det blev et frihedsbrev til at gå opdagelse i hans eget selv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

David Bowie kiggede gang på gang i spejlet. Og så noget andet end sig selv.

Det lavede han popmusik over, der er så smuk, så du ikke kan lade være med at synge med, mens han river sit eget selv i stykker. Linierne står stadig som omkvæd på poppens himmel, og melodierne ligger endnu som soundtrack for vores kærlighedsforhold og slåskamp med os selv.

Han var manden, der solgte verden, smadrede sig selv og blev ved med at genopfinde sig selv derfra.

Som han synger på albummet ’The man who sold the world’ i sangen 'The Width of a Circle':

In the corner of a morning in the past

I would sit and blame the master first and last

All the roads were straight and narrow

And the prayers were small and yellow

And the rumour spread that I was aging fast

Then I ran across the monster who was sleeping by a tree

And I looked and frowned and the monster was me

Den unge popsanger sidder i tidernes begyndelse, vred på Vorherre over, at verden er affortryllet og forudsigelig. Mystikken og magien er væk, og sangeren kan kun mærke én ting: At han selv bliver ældre.

Men så bryder det sammen. For han slipper sine tanker løs, og i deres frie spil er han tilbage ved paradisets træ. Vi er helt tilbage og genskrive det gamle testamente her. Og der ser han et sovende uhyre, som han nærmer sig. Da han kommer helt tæt på, får han et chok, som skammer ham: Uhyret er ham selv.