Da David Bowie døde i starten af året, læste jeg tsunamien af mindeord, nekrologer og lovprisninger af kunstneren. Jeg var aldrig fan, men mærkede entydigt, hvor meget Bowie har betydet for så mange. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det er sådan her, det bliver for mig, når Prince dør.
Jeg gøs ved tanken og forsikrede mig selv om, at der var mindst 30 år til, da Prince lignede en 20-årig i topform og turnerede verden rundt med sit band. I dag fik vi så nyheden. Udover at de to ikoner delte musikalsk genialitet, en udtalt kærlighed til haute couture & høje hæle og en livslang leg mellem det feminine og maskuline, så har de desværre også det til fælles nu, at de er døde.
Hvordan skal man hylde sit livs største idol, et musikalsk vidunder, med små, usle ord? Det er umuligt, især nu i choktilstand. Men her kommer alligevel et par nedslag fra en livslang kærlighedsaffære med Prince:
Barnet & Prince
Jeg blev fan af Prince som 9-årig. Det lyder måske mærkeligt, men i min familie var alle fem børn hysteriske Prince-fans. Vi delte LP’er, der vandrede fra pladespiller til pladespiller mellem børneværelserne. Vi sang med på børneengelsk. Hvad får en skolepige på 9 år til at elske en musiker, der stønner og piver og synger frække, topsexede sange?
Det var numre som ’Soft and Wet’, ’I Wanna Be Your Lover’, ’Sexy Dancer’ og ’Dirty Mind’, der førte mig ind i denne her dunkle, saftige Prince-verden. Jeg ved ikke, om de voksne var bekymrede, det var de nok ikke, de var jo 68’ere, men det blev en meget lummer, men samtidig også uskyldig introduktion til det seksuelle.
Det var, da han pludselig stod på scenen på en lille natklub bagefter og spillede for os, måske 50-70 folk, der havde hørt rygtet, at han virkelig strålede.
Jeg husker i hvert fald en gang, hvor jeg sang med på linjerne: 'I knew a girl named Nikki/ I guess you could say she was a sex fiend/ I met her in a hotel lobby/ Masturbating with a magazine' foran min mor, der grinede helt vildt af barnet, der gav sig til at stønne som Prince.
Selv som børn kunne vi godt mærke, at der var noget frækt på færde, noget voksent, men vi tog det fra, som vi kunne bruge og lod det uforståelige i det sexede vente. Dansede og skrålede.
Jeg har siden tænkt mange gange, at det må være der, min journalistiske interesse og ligefremhed indenfor det seksuelle og kønspolitiske stammer fra. Prince var både mand og kvinde, pige og dreng, homo, hetero, queer, han var os alle sammen.
En sexet alien, der elskede med sin guddommelige guitar. Hele bilferier på autobahn ned gennem Tyskland forsvandt til tonerne af ’I Would Die 4 You’ på walkmanden.
Jeg sprang, som mange andre livsvarige fans, fra efter albummet ’Lovesexy’ fra 1988. Det er den plade med en nøgen Prince på forsiden, hvor hele albummet er indspillet som et langt nummer på 45 minutter. Efter ’Lovesexy’ blev det meget poppet og MTV og mindre kunstnerisk og udfordrende.
Albums som ’Sign O’ The Times’, ’Purple Rain’, ’Dirty Mind’ og ’For You’ står tilbage som musikhistoriske milepæle. På den måde har Prince aldrig forladt os, selvom han blev en turnemusiker på sine voksne dage. Men hvad gør det egentlig, når han pissede rent guld i 70’erne og 80’erne?
Journalist & Prince
Alle i København snakkede om det: Prince skulle på NASA. Det var dengang i starten af nullerne det allersmarteste sted i landet, og jeg havde fået adgangskort ved at udgive mig for at være min smarte storesøster. Jeg var i praktik på Ekstra Bladet og havde lovet dem en artikel og tog min allerpæneste veninde med og min allerkorteste kjole på. Vi skulle bare ind! Vi blev spurgt, om vi havde kamera med af dørmanden i elevatoren op til NASA i Boltens Gård. Det havde vi, men vi havde gemt det lille kamera mellem min venindes kæmpe silikonebryster (det var smart dengang), så vi løj.
At han stod der i lædertrusse og flæseskjorte, fimset-fisseslikker-skæg og bare stank af sex. Også på den måde var han genial.
Inde på klubben stod jeg og stirrede på indgangen. Jeg havde nærmest kvalme. Og var angst over, at nu kom det store idol. Turde jeg spørge ham om noget? Jeg stod ude i mellemgangen i den kridhvide natklub, da han ankom med sit entourage. Først kom hans store, bistre bodyguards. Så gik Prince himself lige forbi os. Jeg så ud af øjenkrogen, at min veninde fiskede et helt svedigt spionkamera op fra E-skålen og blev skubbet blidt til side af en stor kleppert, der sagde: »No, sweetie«. Jeg vidste godt, at Prince var lille, og at jeg var høj. Men på øjemål vil jeg tro, at han gik mig til lidt over navlen, selv i hæle. Jeg fik ikke sagt noget. Eller spurgt om noget. Det hedder star struck.
Så strøg han ind i den lille VIP-afdeling, der var lukket for pøblen. Senere ankom hans daværende kone. De delte en pizza. Og så dansede han lidt. Det var en stor aften som fan og en lille aften som journalist. Siden har jeg takket nej tak de gange, jeg er blevet tilbudt interviews med Prince. Også dengang han kun ville snakke med kvindelige musikjournalister i Amsterdam.
»Prince synes bare, det er mere interessant at tale med kvinder«, lokkede pladeselskabsdamen. Men det er bare en dårlig idé med fans, der interviewer stjerner. Og helt grundlæggende har jeg altid frygtet, at han skulle være et røvhul IRL. Så hellere beholde det uopnåelige ikon i min egen drømmeverden.
Koncerter & Prince
Prince var bedst i små lokaler og foran små publikummer. Det er selvfølgeligt svært, når man er en verdensstjerne, der også gerne skal tjene penge. Samtidig har manden været på endeløs turne de sidste mange årtier og spillet nærmest hver aften et nyt sted i verden. Prince løste det ved at spille de store stadionkoncerter først og så sine små, berygtede hemmelige afterparty-shows for en udvalgt skare sent om natten.
