Musikhuset. Den Jyske Opera opfører opera rundt i hele Danmark, men har hjemsted i Musikhuset i det centrale Aarhus.
Foto: Pressefoto

Musikhuset. Den Jyske Opera opfører opera rundt i hele Danmark, men har hjemsted i Musikhuset i det centrale Aarhus.

Musik

Ukendt, men stræbsom tysker overtager Den Jyske Opera

Kommentar. Philipp Kochheim har skabt sig en identitet som nysgerrig operadetektiv.

Musik

Den tyske instruktør Philipp Kochheim bliver ny operachef for Den Jyske Opera. Det skriver mediet Klassik.com.

Den Jyske Opera præsenterer den nye chef på et pressemøde kl. 14 i dag.

Med instruktøren har Den Jyske Opera nok en gang valgt en udenlandsk operachef, der er ukendt for det danske publikum.

Ligesom den afgående chef, irske Annilese Miskimmon, der nu er på vej til sit næste chefjob i Oslo. Men de har også valgt en person, der efter alt, hvad man kan læse sig til på nettet, og efter hans egne udtalelser at dømme, er både solid og ambitiøs.

Tyskeren fra Hamburg begyndte tidligt at arbejde i operaverdenen. Blandt andet som instruktørassistent ved Wiener Staatsoper og senere i Dortmund.

Siden 1998 har Philipp Kochheim iscenesat og skabt scenografier til en imponerende stribe forestillinger inden for både musical, opera og skuespil, og listen over de tyske byer og operahuse, hvor han har arbejdet, er så omfattende, at den nærmest kun mangler de store huse i hovedbyerne Berlin, Hamburg, München og Stuttgart for at være komplet.

De tre sidste år har han været leder af operaen i Braunschweig, så han har også cheferfaring.

Så kan man spørge sig selv, hvordan Philipp Kochheim specialitet, nemlig det detektivagtige fokus på usædvanligt og glemt operarepertoire, kommer til at gå i spand med Den Jyske Operas normalt mere mainstreamprægede repertoire.

Her var selv en kendt og anerkendt operakomponist som tjekken Janáceks operaer en dristig, men i øvrigt meget velkommen nyhed, da Kocheims forgænger Annilese Miskimmon trådte til for fire år siden.

Ny i Skandinavien

Hvis Den Jyske Opera med dette samarbejde blev det nye sted for oversete danske operaer, ville anmeldere som undertegnede selvfølgelig finde det særdeles interessant, men det ville billetkontoret næppe.

Det danske operalandskab har alt andet lige ikke det tyskes bredde og publikumsmæssige opland.

Men Philipp Kochheim har også iscenesat kerneklassikere som Mozarts ’Don Giovanni’ og Verdis ’Rigoletto’, og The New York Times var tilfredse og glade, da deres anmelder for fem år siden oplevede, hvad Philipp Kochheim havde fået ud af en aldeles glemt opera af Otto Nicolai i Chemnitz i det tidligere Østtyskland.

Hans arbejde er ikke gået upåagtet hen. Han har flere gange været nomineret i kategorien ’Årets iscenesættelse’ af det respekterede tyske magasin ’Opernwelt’, og allerede i 2004 fik han en pris i den kendte operainstruktør Götz Friedrichs navn for sin opsætning af Wagners ’Tannhäuser’ på operaen i Heidelberg.

Men Skandinavien har han så vidt vides ikke tidligere prøvet kræfter med. Derfor skal det først og fremmest blive spændende at se, hvordan den stræbsomme tysker kommer til at præge Den Jyske Opera.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce