Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Råt. Når de æder i Mahagonny, er det hinanden de æder.
Foto: Thomas Petri

Råt. Når de æder i Mahagonny, er det hinanden de æder.

Musik

Ny forestilling vælter sig i asylansøgere, sex, sprut og penge

Det Kongelige Teater tager stikket hjem med barsk, men konsekvent opsætning af Bertolt Brechts rå antiopera om luderbyen Mahagonny.

Musik

Det er pilråddent, det samfund vi ser oppe på scenen. Depraveret, forrået og helt igennem kynisk og håbløst. Problemet er bare, at det er os selv og vores eget samfund, vi sidder og kigger på.

Scenen er tom. Men i det sorte tomrum er der sat et par rækker stole frem præcis lig de plysblå, publikum selv sidder i. Det er i disse stole, tre kriminelle på flugt forpustet falder sammen.

Det er også her, de igen ranker sig og planlægger at bygge en by, hvor tilflyttere kan more sig og drikke sig stangstive uden tanke på i morgen, mens pengene helt af sig selv vil drysse ned over de driftige straffefanger som manna fra himlen.

Hvad gud laver i ligningen, er umiddelbart svært at forstå, for det er et gennemført umoralsk morads af et horehus, de skaber. Men i løbet af forestillingens tre akter viser det sig at alt, inklusive gud og helvede, kan vendes på vrangen.

Whisky og nazisme

Bertolt Brecht brød sig hverken om gud eller opera og mente, at genren skulle dø, som det borgerlige bedrag, den var. Hans musikalske samarbejdspartner, komponisten Kurt Weill, mente, at operagenren kunne revitaliseres. Den marxistiske anarkist og den moraliserende idealist var ikke enige.

Læs anmeldelse

De to venstreorienterede var ikke enige. Men sammen lavede de i løbet af de få år, deres samarbejde varede, noget af det vigtigste musikdramatik, der blev skrevet i mellemkrigsårenes Tyskland, og nu kan man opleve et af resultaterne i Operaen.

Værket hedder ’Mahagonny’ – eller egentlig ’Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny’ – efter navnet, de tre flygtede forbrydere giver deres nye by. Det hjemmelavede ord lyder af brun, borgerlig mahogni. Men der sker ikke noget, hvis man får associationer til farven på whisky og de brune nazi-uniformer, der var begyndt at røre på sig, da værket havde premiere i 1930.

Det begynder med at være morsomt. For nok er de tre eftersøgt for voldsomme forbrydelser. Men mens Kurt Weills såkaldte song-stil bølger fra orkestergraven med rå kant af saxofon og klaver, kommer en af Operaens ikoniske lysekroner svævende ned fra loftet til hittet ’Alabama Song’, hvor der synges til månen.

Nu med ægte asylansøgere

I Mahagonny kan du æde, hore, slås og drikke, til du styrter.

Det tiltrækker en flok rå skovarbejdere fra Alaska. Men det tiltrækker også asylansøgere på flugt, og Det Kongelige Teater har inviteret over 20 af slagsen – fra asylcentre rundt omkring på Sjælland – til at deltage i en opsætning, hvor den britiske instruktør Graham Vick bruger hele teaterrummet.

Operaens kontrollører kommer på arbejde, for de råbende flygtninge skal eskorteres ud igen, og imens rejser andre medvirkende sig nede fra stolerækkerne for at komme op på scenen og deltage i udskejelserne.

At æde er at æde hinanden. At slås er at deltage i offentlige nævekampe, hvor der kan spilles på deltagerne. At drikke er at tømme whiskyflasker, og tænker man undervejs på den tilstundende Black Friday eller på det overståede valg i USA, er det helt i orden. For Brecht og Weill er ude i en usædvanlig krads kritik af kapitalismen, og på scenen blinker skilte og lysaviser med »Happy Hour« og fede discountpriser på sprut.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På hovedet i containeren

Det er ikke bare operagenren, der ses fra bagsiden i et værk, hvor den obligatoriske naturkatastrofe fra utallige barokoperaer grotesk overgås af menneskets evne til at ødelægge, og hvor skønsang er erstattet af et ubehageligt vokalt udtryk.

Det er også operahuset selv, der vendes på vrangen. Sopranen Sine Bundgaard som den prostituerede Jenny kan – eller vil – ikke redde sin skovarbejder Jimmy, sunget af tenoren Michael Kristensen, der ender med at ryge i affaldscontaineren. Der er dødsstraf for ikke at kunne betale, og der gøres kort proces.

Kærligheden er perverteret, og mens kvinderne pudser ikke bare I’et, men alle seks bogstaver i ordet loving, knappes gylpe op, bukser smides, og pengesedler flyver i bundter.

Læs også

Måske er det over stregen, da en af straffefangerne æder en flygtning levende for at tilfredsstille sin ædedolkesult. Men da de medvirkende i sidste akt er flyttet på plejehjem, viser brugen af ældede, forbitrede ansigter sig at være en stærk afslutning.

Det skal ikke her afsløres, hvordan døden råber publikum direkte ind i ansigtet. Men i en verden, hvor Gud er forkastet, og moralen er, at du kan vælge enten selv at blive sparket eller at sparke andre, er det en effektiv finale.

Engelsk i stedet for tysk

Graham Vicks iscenesættelse tager sig nok friheder. Blandt andet ved at bruge en engelsk oversættelse, Det Kongelige før har anvendt, men som ikke matcher Brechts originale tyske tekst i råhed og dybde.

Men hele stilen i ’Mahagonny’ er i forvejen krads, og med dette ekstreme og aktuelle bud sættes der fuld spot på os selv og det samfund, vi har skabt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du skal ikke håbe på medmenneskelighed, lyder det afsluttende budskab til os og til de flygtninge, der søger mod vores samfunds materielle overflod. Nyd livet, mens du har det, for ingen kan hjælpe dig, når du er død.

Med den salut slippes man ud i det fri. Måske som et bedre menneske, men bestemt ikke båret på en sky af konstrueret, æstetisk skønhed eller højborgerlig velklang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce