Allan Olsen udgav 4. marts det meget roste album 'Jøwt', som lige siden har ligget i top 5 på den danske hitliste, på trods af at det indtil nu kun har kunnet købes nord for Limfjorden - hos Spar-købmændene og i Cd-Baren i Frederikshavn.
Nu udkommer albummet så over hele landet, nærmere betegnet 22. april. I første omgang hos Stereo Studio samt hos mange af de lokale Spar-købmænd rundt om i Danmark. Man vil inden længe kunne se en komplet forhandlerliste på Olsens hjemmeside.
LÆS OGSÅ Nyt album fra Allan Olsen er i første omgang kun for vendelboer
Vendelbomål
GAFFA har interviewet Allan Olsen om det nye album, og han siger blandt andet:
»Med tiden er det blevet til et mere specielt projekt, end det var til at begynde med. For mig var det jo egentlig bare endnu en plade, og man ved jo aldrig hvad fanden det er for nogle sange, der dukker op på sådan en, og så var det så disse her, der handler meget om Nordjylland«.
»Og da jeg sad og skrev dem sidste sommer, fik jeg den sjove idé, at jeg ville prøve at synge på Vendelbomål, fordi det kan jeg, fordi jeg har lært det som barn, og så tog det ene det andet, og da jeg hørte det færdige materiale, tænkte jeg, at det måske var en plade, der relaterede sig til en lille gruppe mennesker i stedet for at relatere sig bredt. Og sådan nogle plader kan jeg faktisk bedst selv lide, for det har aldrig interesseret mig at gøre noget kvantitativt«.
LÆS ANMELDELSE
Eksklusivt Allan Olsen-album er også for københavnersnuder»Den yderste konsekvens af det er jo for eksempel X Factor, hvor det jo er ligegyldigt, om du ser X Factor fra Danmark, Kina eller USA. Det er fuldstændig det samme«.
»Så jeg havde lyst til at zoome mere ind, og det kunne jeg også se, at sangene gjorde - og så var det, jeg fik idéen med kun at udgive det i Vendsyssel i første omgang. Og så var det jo naturligt også at lave turnéen deroppe«.
Nyt land
»Vi er ude at pløje noget helt nyt jord her – det her er der ikke nogen, der har gjort før, men jeg havde en fornemmelse af, at ville kunne udgive noget lokalt og sælge lige så meget, som hvis man udgav det nationalt - måske endda mere«.
»For hvis man henvender sig til en lille gruppe mennesker, så er entusiasmen større hos den lille gruppe, end den brede entusiasme er, hvis man henvender sig bredt«.
»Det er næsten en naturlov, og indtil videre tyder det jo på, at den er god nok. Den har solgt temmelig meget allerede deroppe, og turnéen er udsolgt. Vi er endt på 30 job kun i Vendsyssel - jeg spiller for noget der ligner hver 10. kilometer, og vi kunne sagtens lave 30 mere«.
fortsæt med at læse


























