thatcher. Den afdøde britiske premierminister var forhadt i brede kredse, men som blomsterne her foran hendes hjem i London viser, findes der også dem, der satte pris på Margaret Thatcher.
Foto: Sang Tan/AP

thatcher. Den afdøde britiske premierminister var forhadt i brede kredse, men som blomsterne her foran hendes hjem i London viser, findes der også dem, der satte pris på Margaret Thatcher.

Musik

Musikredaktøren: Thatcher er den politiker, der er skrevet flest vrede sange om nogensinde

Margaret Thatcher var som en tegneserieskurk, alle kunne forholde sig til.

Musik

Da Margaret Thatcher døde i mandags, var det ikke kun politikeren Margaret Thatcher, der tikkede ind på min egen lystavle.

Det var Margaret Thatcher som hadeobjekt.

Thatcher som en muse af den fæleste slags for den rockmusik, jeg selv først blev gammel nok til at få ørerne op for, efter at hun for længst selv var gået af som premierminister i november 1990.

Dengang rykkede John Major ind i Downing Street 10.

Selv var jeg et par måneder inden begyndt i børnehaveklassen. Margaret Thatcher har med andre ord ikke spillet den store rolle i min opvækst. Hun har været et navn, der gik igen, absolut.



Men ideen om, hvad hun stod for som politiker og – ikke mindst – hvordan hun fik gennemtrumfet sine sejre, har jeg ikke fra folkeskolens historiebøger.

Med sine spidsborgerlige spadseredragter og hårdhændede metoder blev hun selve personificeringen på alt det, der var forkert i samfundet set fra venstrefløjens synspunkt op igennem 80’erne

Den har jeg fra min pladesamling.

Navnlig i form af den musik, jeg begyndte at blive nysgerrig efter, da jeg som sprød teenager blev gammel nok til at farve mit hår sort og kæde ringlende elektriske guitarer sammen med et formummet verdenssyn.

Med andre ord, dengang jeg blev fan af The Smiths.

Det var her, det første gang begyndte at gå op for mig, hvem Margaret Thatcher egentlig var. Nemlig velsagtens den politiker, der er skrevet flest vrede sange om nogensinde.

Med sine spidsborgerlige spadseredragter og hårdhændede metoder blev hun selve personificeringen på alt det, der var forkert i samfundet set fra venstrefløjens synspunkt op igennem 80’erne.

’Margaret on the Guillotine’
Thatchers position, image og stil som politiker var så markant, at enhver kunne skrive en sang om hende uden at risikere, at budskabet ville flyve hen over hovedet på lytteren.

En henvisning til Thatcher kunne enhver forstå. Selv en snottet teenager fra Fyn, der først hoppede med på vognen ti år for sent.

Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang hørte sidste nummer på The Smiths’ forsanger Morrisseys debutalbum som solist ’Viva Hate’.

Thatchers mest nådesløse kritiker i musikkens verden har dog ingenting med hverken troldmænd eller nervøse løver at gøre

LÆS ARTIKEL

Sangen lød den utvetydige titel ’Margaret on the Guillotine’, og ordene talte for sig selv:

»The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?«.

Sangen fik Morrissey politianmeldt.

Det »liderlige iskolde ligblege smil«
Året efter fik selv Elvis Costello – den pæne mand! – nok, da han i 1989 udgav sin utilslørede vredeshymne ’Tramp The Dirt Down’ med en tekst, der gik på, at dengang England var hele verdens hore, var Margaret hendes bordelmutter.

I 1990 åbnede en surmulende Sinead O’Connor sin sang ’Black Boys on Mopeds’ med en hvislende beskrivelse af Thatcher på tv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

TI år senere var såret stadig ikke lægt, og indierockgruppen Hefner gav sit besyv med i form af sangen ’The Day That Thatcher Dies’, som udkom i 2000, men som ikke lagde fingre imellem med en tekst, der handlede om, at de ville grine den dag, Thatcher døde, selv om de godt vidste, det ikke var god tone.



Herhjemme sang C.V. Jørgensen om Thatcher på sin sang ’Postkort fra Port Stanley’ fra 1983:

»Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil«.

Tegneserieskurken
Blandt de mindre eksplicitte, men stadig vrede sange om Margaret Thatchers regeringstid er The Blues Band version af Bob Dylans ’Maggie’s Farm’ fra 1980.

Året efter ramte den stedsegrønne betondekadence i form af ska-ikonerne i The Specials’ ’Ghost Town’, der målrettet beskrev, hvordan regeringen havde lagt ungdommen på hylden, hvorfor en stemning af øde spøgelsesby havde bredt sig.

Margaret Thatcher var som en tegneseriesuperskurk, hvilket kun blev slået fast, da den tyske new wave-excentriker Klaus Nomi i 1982 udgav en nyfortolkning af ’Ding Dong! The Witch is Dead’ fra ’Troldmanden fra Oz’ – en sang, som i både Judy Garlands og Ella Fitzgeralds version er strøget frem på forskellige salgshitlister i England siden mandag.

På Facebook agiterer forskellige grupper for, at sangen skal gå nummer 1.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hånende kronik fra Morrissey
Thatchers mest nådesløse kritiker i musikkens verden, både dengang og nu, har dog ingenting med hverken troldmænd eller nervøse løver at gøre.

Det stod i hvert fald klart, at gammelt had ikke ruster i Steven Patrick Morrisseys tilfælde.

Få timer efter Thatchers død havde han en kronik på det amerikanske nyhedswebsite The Daily Beast, der kun havde hån tilovers for den afdøde.

»Thatcher vil kun blive husket af sentimentalister, der aldrig led under hendes førerskab. Størstedelen af Storbritanniens arbejderklasse har allerede glemt hende, og folket i Argentina vil fejre hendes død. Det er et dokumenteret faktum, at Thatcher var en rædsel uden et atom af medmenneskelighed«, skrev han.

Musikkens muser findes i de særeste udgaver. Thatcher var en af de mere løjerlige af slagsen. Og selv om hun er død, har den sidste tone sikkert ikke lydt endnu.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce