Om det var beskedenhed vides ikke, men den amerikanske mesterguitarist Ben Monder havde end ikke sit eget navn på tavlen ved indgangen til Musikhuset Dexter i Odense. Her kunne man blot konstatere, at Niels Rydes Trio skulle spille koncert.
Elbassisten Ryde havde dog fået en ganske særlig gæst med i sin trio og spillede humoristisk på det internationale islæt, da han introducerede guitaristen Ben Monder fra New York, hvorefter han med et glimt i øjet tilføjede trommeslager Morten Hæsum fra Esbjerg.




























