Man kan sælge alt fra sportsvogne til bikinier ved hjælp af kønne kvinder, men den unge, italienske pianist Vanessa Benelli Mosell iført pink chemise og med de lange øjenvipper bly slået ned rammer altså ved siden af som coverpynt på sit nye album med Rakhmaninovs storslåede 2. Klaverkoncert. Denne musik er følsom, men pink som cd’en, og i øvrigt også albummets indre, det er den sgu – undskyld mit sprog – ikke. Ligesom 29-årige miss Mosell ikke – i hvert fald ikke endnu – er dens forløser.
Mens Londonfilharmonikerne under ukrainske Kirill Karabits fører an, følger solisten med, og når hun får scenen for sig selv i Rakhmaninovs 'Variationer over et tema af Corelli' er hun god, men ikke helt god nok.




























