Det er de helt store klaverkanoner, det hæderkronede klassiske plademærke Deutsche Grammophon har fået lokket på banen i anledning af 100-året for Debussys død. Få pianister har betydet mere for klassisk musik i det 20. århundrede end Maurizio Pollini, og selv om den 76-årige italiener i de senere år har mistet meget af fordums kraft, er der stadig muskler i ærmerne, når han kaster sig over det første af Debussys to bind af ’Préludes’ – altså præludier eller slet og ret korte stemningsstykker for klaver.
Man kan mærke den varmblodige habanera-rytme som understrøm i den spanskfarvede ’La Puerta del Vino’, og Pollini mønstrer mere overskud, end han egentlig har, i det afsluttende festfyrværkeri ’Feux d’artifice’. Men meget vakler alligevel lidt meget. Generelt savner jeg egalitet og klarhed, og selv om ’Général Lavine’ klarer sin cake-walk, som var hot shit dengang i årene inden Første Verdenskrig, så er det Pollinis samarbejde med sønnen Daniele i ’En blanc et noir’ for to klaverer – skrevet med dedikation til tre af Debussys venner, herunder Stravinsky – der er albummets friske indslag.
