Der er et nummer på det andet album fra Norwich-duoen Let’s Eat Grandma, jeg bliver ved med at forsvinde og fare vild i. Det over 11 minutter lange ’Donnie Darko’.
Det åbner med guitarer uden bestemt retning, men en fast puls. Langsomt rører en gletsjer af synthflader på sig i dybet, og de frit hallucinerende guitartoners løse forbindelser til sci-fi-filmen af samme navn som sangen bliver skåret midt over af et hypnotiske 1980’er-disco-beat og teenageduoens dobbeltstemmer, der messer som Lorde i sit dystre hjørne.
