Det var svært ikke at få bare lidt ondt af Haven Festival her i weekenden.
Efter sådan cirka 12 ugers totaltørke og tropenætter gik der hul på himlen, lige præcis aftenen før de slog dørene op til den anden udgave af den københavnske festival. Og selv om der blev uddelt regnslag, og publikum bundede øl og bed tænderne godt sammen om ølkruset i den stride blæst og piskende regn, blev Haven ikke den musikalske oplevelse, der var lagt op til.




























