På ’Domestication’ lyder Laura Gibson som den følsomme og snurrige singer-songwriter, man allerede i en årrække har kunnet sætte pris på.
Men på ’I Carry Water’ og andre sange viser hun sig som endnu en håndspillet, følsom sjæl, der har fået åbnet sin nysgerrighed i retning af studiets mange muligheder – som det f.eks. sker på ’Performers’, hvor Kyleen Kings filmiske strygerarrangement og de små, eventyrlige lyde gravet frem af Dan Hunt fra Neko Case indrammer en ny udgave af Laura Gibson.
Den 39-årige Gibson fra Oregon startede ud som følsom folkie, men har udviklet sig til en lige så følsom eventyrer. ’Goners’ er som forgængeren, ’Empire Builder’ (2016), indspillet hos Gibsons legekammerat, produceren John Askew i Portland, Oregon.
Her har de trommet så fine folk som Dave Depper fra Death Cab For Cutie, førnævnte Dan Hunt og The Decemberists slagbassist Nat Query sammen og skabt, hvad der både er Laura Gibsons hidtil mest ambitiøse og bedste album.
Det er altid spændende at være vidne til en musiker, der overskrider sine tilsyneladende naturlige begrænsninger, hvilket sker for Laura Gibson på et album med et både tungt og håbefuldt udgangspunkt.
»If we’re already goners / why wait any longer / for something to crack open«, som hun synger på albummets titelsang. Du skal huske at leve livet, før du dør. Poetisk omskrevet.
Den første og vigtigste goner i Laura Gibsons liv var hendes far, der døde af cancer, da hun var teenager.
En sorg, hun har kredset om, men først nu valgt at tage hånd om kunstnerisk. Flere af teksterne er mørke poesier, som fremkalder nærmest Tim Burton-agtige billeder.
Som på albummets måske mest iørefaldende sang ’Marjorie’, hvor melankolske træblæsere fører frem til dette billede af et mørnet dukkebarn fra barndommens tabte land: »Come back when the crows have scattered / with your thin limbs long / and your pink dress tattered«.
’Goners’ er ikke et album, hvor den eksperimenterende tilgang medfører lukkede rum.
Der er snarere tale om en blid form for eksperimenteren, hvor man på hvert nummer har gjort sig umage for at finde lige præcis dén musikalske nøgle, der kan åbne lige præcis dén sang.
Resultatet er et af den slags musikalske livstegn, hvor udlugningen af falsk optimisme udmønter sig i realistiske håb.
»Honey, all I know of hope / is throwing stones into the void«, som hun synger på albummets fornemme afslutningsnummer ’I Don’t Want Your Voice To Move Me’.
Guitaren klimprer helt blidt, træblæserne er mørke som kistelåg, og Gibsons stemme lyder næsten som et voksenbarns, mens hun træder helt hen til hovedstolen og konfronterer det mørke – stumt, dumt og ikke til at fortolke – som hun har levet med i mange år.
Et mørke og en smerte, som – synger hun – har gjort, at hun altid har passet for godt på sig selv i alle intime forhold. Som man gør, når man for tidligt bliver for ræd for at miste.
»I don’t want to be cracked open«, synger hun i forskudt datid. Hun har for længe vænnet sig til at snerre ad et spøgelse, men nu tillader hun den sprække, som både lys og mørke kan trænge ind igennem til benefice for musikkens genius.
Phoebe Bridgers og Julian Baker hedder to af Laura Gibsons yngre kolleger og åndsfæller, der af gode grunde løber med mange overskrifter i øjeblikket.
To skarpe og hudløse foryngere af pige-med-guitar-sangskrivertraditionen, som i det debuterende foretagende boygenius har fundet sammen med den endnu lidt mindre kendte Lucy Dacus.
Tre jævnaldrende sangskrivere i begyndelsen af tyverne. Tre stemmer og temperamenter, der viser sig at passe sammen som fod i hose og åbenlyst nyder hinandens selskab i sådan en bette supergruppe.
Boygenius debuterer med et minialbum med seks numre. Både skrevet sammen og hver for sig.
Sætter debuten ikke decideret nye standarder, så er der tale om seks numre, der burde gøre boygenius til en øjeblikkelig attraktion på en kommende sommers festivaler.
Stærke sange i grænselandet mellem folk og indierock, hvor emnet helt genkendeligt er følsomt bøvl med kærligheden, og hvor harmonierne har både sødme og kant.
»I can’t love you / how you want me to«, opsummerer på ’Bite The Hand’ lige så præcist tonefaldet som sangtitlen ’Salt in the Wound’, der viser den mest støjrockede side af pigernes drengegeni.
Ep’en er stærkt appetitvækkende i forhold til et eventuelt kommende album. ’boygenius’ er måske knap så personligt vinklet som de tre sangerinders individuelle udgivelser, men til gengæld står den fællesmelodiske indsats så meget desto mere gennemslagskraftig.
fortsæt med at læse
