Den ene sad som kontorchef i centraladministrationen. Den anden deltog i den kendte danske arkæolog og professor P.V. Globs ekspedition til Den Arabiske Golf. Begge var danske komponister, født med 25 års mellemrum, og selv om den enes karriere lyder tør og kedelig målt mod den andens, har begge skrevet skøn musik, der fortjener genopdagelse.

Det får den heldigvis også.

Det danske pladeselskab Dacapo har netop udgivet musik af både embedsmanden Knudåge Riisager og etnologen Poul Rovsing Olsen i friske indspilninger, og det er en nydelse at fordybe sig i begge album.

Poul Rovsing Olsen blev født i 1922 og nåede faktisk at blive jurist og også arbejde i et ministerium, inden han færdiggjorde sine musikstudier hos tidens største musikpædagog, Nadia Boulanger, i Paris. Men ekspeditionen med Glob til Golfen i 1958 blev indgangen til hans livslange fascination af fremmede kulturers musik, der førte ham til Tyrkiet, Egypten og Grønland, og det tidligste af hans værker på albummet ’The Planets’ er inspireret af indisk musik.

Rovsing Olsen har selv komponeret den raga – altså det melodiske materiale – der ligger til grund for ’Alapa-Tarana’, som sangeren Signe Asmussen former med sanselige glidebevægelser over slagtøjsspilleren Christian Martínez’ indiske håndtrommer. Albummet begynder imidlertid med Rovsing Olsens allersidste værk, ’A Dream in Violet’, fra hans dødsår, 1982, hvor integrationen af eksotiske påvirkninger i et vesteuropæisk tonesprog er gennemført vellykket.

Titlen på albummet ’The Planets’ skyldes det længste stykke på pladen, ’Planeterne’, som er en suite af anderledes skarpt tegnede modernistiske skitser af planeterne inspireret af et gammelt manuskript fundet på godset Lerchenborg ved Kalundborg, som fra 1960’erne til 1990’erne spillede en vigtig rolle for nutidens kompositionsmusik med de såkaldte Lerchenborg Musikdage, og hvis ejer, Louise Lerche-Lerchenborg, var Poul Rovsing Olsens hustru.

Rovsing Olsens musik har hovedsagelig levet sit liv i snævre ny musik-cirkler, men som ’The Planets’ viser, fortjener den større udbredelse. Den udbredelse oplevede komponisten Knudåge Riisager allerede i levende live. Det gælder i særdeleshed hans musik til Harald Landers balletklassiker ’Etudes’ fra 1947, hvor embedsmanden Riisager folder hele sit neoklassiske beredskab ud, så associationer til Stravinskij fyger gennem hjernen om kap med de svimlende skalaløb fra Beethoven-eleven Carl Czernys klaveretuder, der fræser gennem alle orkestrets instrumenter.

Fræsende hurtige skalaer

Også Riisager fandt sin musikalske inspiration i den kølige, elegante franske musik af blandt andre Ravel, og Riisagers leg med skalaøvelser er typisk for denne franskorienterede danskers klare arbejde med tonerne. Aarhus Symfoniorkester under ledelse af dirigenten Andreas Delfs slipper rimelig godt fra Riisagers tre kvarter lange balletetude for stort orkester, der indbefatter seriøs smidighedstræning og hastighedsøvelser for alle implicerede.

Ligesom Rovsing Olsen havde Riisager hørt Stravinskij og Bartók, og der er genskær fra giganterne i hans koncert for violin og orkester fra 1951, som til gengæld har været lidt af en hemmelighed.

Koncerten begynder med frossen alvor, inden soloviolinen giver sig til at flytte på sig. Ikke i dialog med de andre musikere, men snarere oven over dem. Riisager skrev koncerten til violintroldmanden Wandy Tworek. På den nye indspilning er det Aarhus Symfoniorkesters koncertmester, violinisten Ian van Rensburg, der spiller solostemmen sikkert og smukt.

Sjostakovitjs musik spøger i baggrunden af en koncert, hvis begavede balancekunst er typisk Riisager, men som også rummer dybder, og sjovt nok var det netop Poul Rovsing Olsen, der som musikanmelder her diagnosticerede en ny udvikling i sin kollegas musik. Væk fra »stigende violinader med bækkenslag for enden« og væk fra den neoklassiske brillans, der er så klar i ’Etudes’. Det er en morsom krølle på halen, man får med, når man læser noterne til indspilningen af albummet med de to solide værker af Knudåge Riisager, der i øvrigt døde i 1974.

Rovsing Olsen og Riisager dyrkede forskellige karrierer. Men de vendte begge ørerne i retning af Frankrig for at dygtiggøre sig og finslibe deres musik. Disse to album er gode udgangspunkter for at lære de to danskere at kende.

fortsæt med at læse

Musikredaktøren guider til det klassiske 2019:

Det kommer til at handle om mord, selvmord, glemte operaer og hovedet af en hest