Helt bagest i Den Frie er der et stort rum til fordybelse. Indretningen er spartansk: et lille møblement til afslapning, et oksehoved ved væggen til forundring og en stor voliere med seks små pippende fugle til nydelse. Og så en telefon med tre numre indkodet – en knap til Frøken Klokken, en til Vejrtjenesten og en til DSB.
Her kan man bruge sin fantasi til at finde skæve rytmer i den spinkle fuglekvidder eller nyde synet af deres små flyvebaner i luften. Og sådan er det i alle rummene i nyfortolkningen af den musikalske installation ’Symphony for 20 Rooms’ fra 1962 af den koreanskfødte fluxusbagmand Nam June Paik. Rum til fordybelse og medskabelse.
Et helt andet sted i København – i en nedlagt kirke på Nørrebro – har den frie tanke anderledes trange kår. I en ny hårdtslående opera, ’De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne’, får man hamret sex og vold i hovedet i halvanden time i et stærkt fortættet tonesprog i, hvad der må være det mest endimensionelle stykke musikdramatik i nyere tid. Her er der egentlig ikke brug for publikum. Vi må gerne lytte med, men der er ikke overladt meget til lytterens refleksion. Det, du ser, er det, du får – og det er mørkt og hårdt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
