0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slip dine barneører fri: Det ene sted får du rum til fordybelse, det andet sted får du hamret sex og vold i hovedet

Der er avantgardemusik i disse dage i København. Både den fede slags, der dyrker publikums kreativitet og fantasi – og den lidt mere gammeldags, der vil sætte sit helt eget og ret hårdtslående aftryk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Helt bagest i Den Frie er der et stort rum til fordybelse. Indretningen er spartansk: et lille møblement til afslapning, et oksehoved ved væggen til forundring og en stor voliere med seks små pippende fugle til nydelse. Og så en telefon med tre numre indkodet – en knap til Frøken Klokken, en til Vejrtjenesten og en til DSB.

Her kan man bruge sin fantasi til at finde skæve rytmer i den spinkle fuglekvidder eller nyde synet af deres små flyvebaner i luften. Og sådan er det i alle rummene i nyfortolkningen af den musikalske installation ’Symphony for 20 Rooms’ fra 1962 af den koreanskfødte fluxusbagmand Nam June Paik. Rum til fordybelse og medskabelse.

Et helt andet sted i København – i en nedlagt kirke på Nørrebro – har den frie tanke anderledes trange kår. I en ny hårdtslående opera, ’De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne’, får man hamret sex og vold i hovedet i halvanden time i et stærkt fortættet tonesprog i, hvad der må være det mest endimensionelle stykke musikdramatik i nyere tid. Her er der egentlig ikke brug for publikum. Vi må gerne lytte med, men der er ikke overladt meget til lytterens refleksion. Det, du ser, er det, du får – og det er mørkt og hårdt.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter