Helt bagest i Den Frie er der et stort rum til fordybelse. Indretningen er spartansk: et lille møblement til afslapning, et oksehoved ved væggen til forundring og en stor voliere med seks små pippende fugle til nydelse. Og så en telefon med tre numre indkodet – en knap til Frøken Klokken, en til Vejrtjenesten og en til DSB.
Her kan man bruge sin fantasi til at finde skæve rytmer i den spinkle fuglekvidder eller nyde synet af deres små flyvebaner i luften. Og sådan er det i alle rummene i nyfortolkningen af den musikalske installation ’Symphony for 20 Rooms’ fra 1962 af den koreanskfødte fluxusbagmand Nam June Paik. Rum til fordybelse og medskabelse.
Et helt andet sted i København – i en nedlagt kirke på Nørrebro – har den frie tanke anderledes trange kår. I en ny hårdtslående opera, ’De mørkeblå lillakvinder i villakvartererne’, får man hamret sex og vold i hovedet i halvanden time i et stærkt fortættet tonesprog i, hvad der må være det mest endimensionelle stykke musikdramatik i nyere ti