Når jeg oplever Bon Ivers Justin Vernon som et helt central fænomen på vor tids musikscene, skyldes det ikke kun musikken.
Jeg forestiller mig ham som en helt almindelig skægbamset fyr, som stædigt insisterer på at lave en musik, der er alt andet end almindelig. Som tør gribe langt ud over sit begrænsede overbliks rækkevidde. Som ved at nørde hudløst igennem i selskab med spændende legekammerater efterhånden har malet sig så langt ind i individualismens krinkelkrog, at kun en så paradoksal størrelse som stadionkoncerten kan rumme hans intime søgen.
