1 Rosalía: Yo x Ti, Tu x Mi (ft. Ozuna). Den flamencomusik og -kultur, der oprindelig gjorde Rosalía til noget helt særligt – ikke mindst under sommerens udråbstegn af en koncert på Roskilde Festival – er der ikke mange rester tilbage af på hendes seneste aftapning af sydamerikansk urbano pop. Efter at have hittet med J Balvin på ’Con Altura’ har Rosalía på sangen om »dig og mig, mig og dig« fundet sammen med en anden latin-superstjerne, Ozuna. Han krydrer hendes rytmiske dampkoger med sin flabede drengevokal og gør det svært ikke at holde endnu mere af Rosalía. Flamenco eller ej.
Rosalía har lagt flamencoen bag sig, Big Thief har forrygende travlt, og Lise Cabble driver melankolsk gennem storbynatten. Her er 5 sange, Simon Lund mener, du skal høre lige nu.




























