»I saw old white guys kill Mother Nature«, synger Neil Young, og selv om han inkluderer sig selv blandt de gamle hvide gutter, har han i dén grad alibiet i orden. Young har i åriet sunget om, hvor tankeløst vi udpiner Moder Jord, inden det blev moderne. Så når det på hans 39. studiealbum, ’Colorado’, står som det altoverskyggende tema, indtager Young naturligt og overbevisende rollen som både sørgmodig og rasende revser i en klimakrisetid.
Med størst slagkraft sker det på det næsten 14 minutter lange ’She Showed Me Love’, hvor Neil Young og hans gamle band Crazy Horse – sammen på plade for første gange siden 2012 – seriøst lægger fra land. For når Neil Young indtager profetens rolle, skal det helst ske akkompagneret af en groft huggende guitar svunget over land og rige med gammelstestamentlig stormstyrke og i selskab med Crazy Horse, hvor musikkens puls med enkle midler kan levere indre liv.




























