Pop Smoke, en af de mest omtalte nye rappere i USA, havde en lovende karriere foran sig og kunne i sidste uge fejre sit første album på top-10 på den amerikanske albumliste Billboard 200.
Men i går morges amerikansk tid blev han skudt og dræbt under et røveri i sit eget hjem, blot 20 år gammel.
Det bekræfter politiet i Los Angeles til den britiske radiokanal Radio 1 Newsbeat. Politiet siger, at et ukendt antal gerningspersoner brød ind i rapperens hjem i West Hollywood, og ingen mistænkte er endnu identificeret eller tilbageholdt.
Pop Smoke havde dagen før sin død uploadet en video af en gavepose og store pengestakke på Instagram, som han havde modtaget, i anledning af hans mixtape ’Meet The Woo Vol. 2’ nu var nummer 7 på Billboards albumliste. På posen stod hans adresse.
Hans pladeselskab, Republic Records, skriver i en udmelding, at de er »knuste over det uventede og tragiske tab af Pop Smoke«.
Som blot 20-årig har han en kadence og lyd som en rapper, der har et årti eller to mere erfaring i branchen
50 Cent, Chance The Rapper og Nicki Minaj har udtrykt deres medfølelse over tabet af det nye stjernefrø i rapmiljøet.
Skabte seismiske bølger på begge sider af Atlanten
Pop Smoke voksede op i New York-bydelen Brooklyn, hvor han lyttede til rapgenren Drill.
Drill opstod i Chicago i de tidlige 2010’ere, men har mere end noget andet sted præget lyden i England, hvor genren de seneste år er blevet en af de mest dominerende former for London-rap.
Sammen med sin britiske producer 808Melo bragte Pop Smoke med sin stil London-rappens rødder tilbage til USA, samtidig med at hans musik appellerede til fans på begge sider af Atlanten.
Han stod foran flere touroptrædener i USA og England i de kommende måneder, efter at karrieren tog fart sidste sommer med gennembruddet ’Welcome to the Party’, som blev remixet af store kunstnere som Skepta og Nicki Minaj.
Af den britiske rap og hiphopkanal BBC Radio 1Xtra blev Pop Smoke udpeget som en kunstner med et lovende 2020 foran sig med overskriften: »Han har skabt seismiske bølger på begge sider af Atlanten«.
»Som blot 20-årig har han en kadence og lyd som en rapper, der har et årti eller to mere erfaring i branchen«, lød det fra radiostationen.
I december sagde Pop Smoke til det britiske magasin The Face, at hans mål var at inspirere fattige børn i belastede kvarterer som det, han selv voksede op i.
»Jeg laver musik for de børn i ghettoen, som deler soveværelse med fire søskende og vokser op i fattigdom. De skal vide, at der er en vej ud af det hele, de skal bare ville det nok«, sagde han.




























